Puno ved Titicaca

De sidste dage har vi tilbragt i Puno og øerne Uros, Amantaní og Taquile i søen Titicaca.

Titicaca er jordens højest beliggende sø og ligger i over 3800 meters højde. Det var her i området, hvor menneskene levede uden religion. De kendte heller ikke til landbrug og tekstiler. Derfor sendte solguden Inti sønnen Manco Capac sammen med søsteren Mama Ocllo. Manco Capac lærte mændene at leve i et samfund og forgude Inti. Mama Ocllo derimod lærte kvinderne om tekstilteknikker og huslige pligter. Det var altså fra Titicasøen, at Inca civilisationen udsprang af og også senere skulle forme en af de vigtigste byer, nemlig Cuzco.

Vi besøgte førstedagen Sillustani, som er store gravtårne – den højeste var 12 meter høj. De stammer tilbagde fra Kollakulturen, som er før-inka perioden. Det var her vigtige personer, var blevet begravet fx præster og ledere. Gravtårnene befinder sig med udsigt over søen Umayo nordvest for Puno.

Solen skinnede over gravpladsen, men i det fjerne lurede mørke grusomme skyer og lynene delte himlen – Ja vejret skabte en perfekt dystert stemning over gravtårnene.

Næste dag tog vi på en tur til øerne Uros, Amantaní og Taquile. Første stop var de flydende sivøer Uros. De var dog noget turistet, kunne man mærke på det hele. Her fik vi smagt på sivene endda. Desuden så vi, hvordan de byggede af siv og hvordan en hel familie kunne bo i en lille sivhyttte. Ligeledes fik vi sejlet i en af deres kendte Sivbåde.

Herefter gik sejlturen i 2 timer til næste ø – Amantaní. Det blev på denne ø vi fik en unik og isoleret oplevelse. Huset lå højt oppe på skråningen med udsigt over den store Titicaca sø. Her blev vi indlogeret hos en familie, der bestod af husmoderen på 24 år (vi var noget overrasket over moderens alder ift. allerede at have 3 børn) manden Roberto på 30 år, den 8-årig søn, den 4-årig datter og en helt lille.

Det var ligesom at træde 60 år tilbage i tiden. Familien levede selvforsynende af kartofler, quinoa og oca (en slags rodfrugt, der spises en del af i Peru). Ligeledes holdte de får på bjergsiden, som de brugte ulden af – faderen broderede og lave sutsko, moderen derimod hækkelede og strikkede. Disse ting var deres indtjening udover at de en gang om måneden fik turister indlogeret i deres hjem. Jeg kunne ikke dy mig for at støtte deres lille forretning og investerede i hæklet julepynt, hvert år vil jeg mindes dette specielle sted og værdsætte det jeg har.

(Udsigten fra huset)

De havde indtil for et år siden boet hos mandens far, som desuden var shaman. Men nu havde de bygget deres hus og havde haft 3 logerende. Vi fik frokost til at begynde med og den var udelukkende vegetarisk; quinoasuppe til forret og hovedret bestod af kartofler, oca og stegt queso fresco (en bestemt type ost). De spiser nemlig hovedsageligt vegetarisk, dog i ny og næ fisk, hvis manden tog ud for at fange det. Kød var en gang om året, når der var en særlig festlig anledning.

Om eftermiddagen gik vi op til toppen af bjerget til de to før-inca templer; Pachatata (faderjord) og Pachamama (moderjord) – to templer på toppen, hvor øens beboer har bestemte ritualer. Pachatata var et firkantet tempel og Pachamama er derimod rund, de ligger på hver der bjergtop overfor hinanden. Herfra så vi solnedgangen.

Om aftenen efter aftensmad tog vi til en lille “fest” holdt for os turister… haha. Her fik vi prøvet de traditionelle dragter og danset til panfløjtemusik. Broderingerne havde Roberto selv udført.

Næste dag var afgang fra øen, herfra skulle vi til den næste ø – Taquile. Her gik vi til byens lille Plaza og herfra videre op igennem øen. Vi kom forbi et igangværende Bryllup, men klokken er jo 10 om formiddagen tænkte vi? Lidt efter kom nogle meget festlige bryllupsgæster i deres traditionelle tøj stavrende. Et bryllup her er en kæmpe begivenhed her og varer i hele syv dage ligesom i eventyrene. De traditionelle dragter her var en smule anderledes fra Amantaní – her havde kvinderne pomponer på sjalet i stedet for. Størrelsen af ponponerne afgjorde om de var gifte eller ej. Det samme gjaldt for mændene på øen. De bar ligeledes pomponer på huen, samt farven og retningen fortalte noget om deres forhold. Herefter spiste vi på en restaurant med udsigt over Titicaca og fik meget friskfanget ørred.

Turen sluttede her og herfra gik de de sidste 3 timer med båd tilbage til Puno ind i civilisationen og larmen igen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s