Puerto Natales

Så har jeg været “hjemme” i Chile igen. Utroligt at tænke på, at der allerede er gået fem år siden. Det opdagede jeg hurtigt ved at se mine værtsbrødre, der nu er 6 og 9 år. Dengang var den yngste blot et år og kunne derfor næppe huske mig. Min værtsøster er flyttet hjemmefra og hende mødte jeg i Santiago. Min ældste værtsbror var nu blevet gammel nok til at køre bil og han fungerede derfor som en Taxichaffør for os…. haha.

Torres del Paine

Fra Puerto Natales tog vi ud for at vandre W-trekket i 4 dage. Dette ligger i “Parque nacional de Torres del Paine” også kendt som et af verdens vidunder. For fem år siden besøgte jeg nationalparken og lige siden dengang havde jeg en drøm om at vandre her. Det kom heller ikke til at skuffe at gå i den forbløffende natur under åben himmel. På førstedagen ankom vi med båd og allerede her kunne vi opleve “Los Cuernos” – de smukke bjergformationer. Herfra ankom vi til Campen og slog teltet op. Vejret her var fuldstændigt forbløffende lunt taget i betragtning, hvorhenne vi befandt os. Vi startede vandreturen op mod “Glaciar Grey” og det kunne ingen måde skuffe at gå i klipper og bjerge forbi det turkise vand og de hvide isblokke, der flød rundtni vandet. Vi nåede udsigtspunktet på toppen og så ud over den imponerende gletjer.

På vej tilbage havde vi solen i ryggen og med et følte, at jeg havde genfundet en lille del af mig i Chile, men som nu for evigt ville blive frigjort. Da vi kom tilbage til teltlejren var der ingen ringere end en regnbue. Det var lykken efter mere end 6 timers vandring Herefter stod den på madlavning over et primitivt gasblus og vi gjorde klar til næste dags vandring.

Næste dag vandrede vi mod “Mirador Britanico” – et udsigtspunkt over de karakteristiske bjerge i parken. På vej dertil krydsede vi floder og hængebroer.

Dernæst kom vi forbi campiste Italiano, men hvad vi ikke var klar over, var at man bare kunne have stilt sine tunge rygsække her. Det havde alle andre gjort, vi vandrede uvidende derop af. Turen blev noget sej, da opstigningen hurtig gik fra 300 meter op til noget i de 900, men det var i sidste ende besværet værd. Vi blev hurtig kendt som de seje danskere blandt de andre vandrere haha. Ligeså for vores hurtighed… haha. På toppen af udsigtspunktet var, der utroligt smukt! Ligeså måtte vi vandre tilbage til næste campiste Francés. Dette var et hyggeligt sted i en skov, hvor man slog teltet op på en platform. Vi havde regnet med det hele blev ligesom i “Alene i vildmarken”, der var varmt bad og det hele, så kunne man ikke undgå at leje et håndklæde. Jeg kan sige med sikkerhed vi sov godt den nat.

Tredjedagen blev noget mere afslappet vi skulle ikke gå hele dagen igennem, så vi havde ikke så travl. Vi gik langs med den kæmpe turkise sø “Lago Nordenskjold” og nåede frem til den centrale campiste. Om aftenen endte det gode vejr dog og varslede regn begyndte.

Næste morgen var det desværre kraftig regnvejr. Vi ventede på det gode vejr, men til sidst måtte vi indse, at det ikke kom, der var intet andet for end at gå more “La base de Torres del Paine”. Efter timers vandring blev vi helt gennemblødte og det begyndte at gå stejlt opad og vi kom over trægrænsen. Her begyndte det at sne og der blev så glat, hvilket ikke gjorde det nemmere at bestige. Vi kom dog til sidst op og som forventet kunne man ikke se bjergene i baggrunden, kun den famøse turkise sø. Det var dog i sidste ende det hele værd og udfordringen med sne havde vi klaret!

Vi valgte, at treate os selv med en brændende varm kakao. Vi vandrede længere ned igen og det var tid til at slå teltet ned og sige tak for oplevelsen i Torres del Paine. Vi var sent hjemme, men min søde værtsbror kom og hentede os. I huset havde min værtsmor stillet aftensmad klar til os. Endnu føltes det som et hjem efter alle disse år. Noget jeg altid vil tage med mig er chilenerne åbenhed og hjertevarme gestus – ikke blot at tage imod mig, men også en ekstra gæst.

Cueva del Milodon

Vi fik ligeledes tid til at besøge den kendte grotte, skabt af gletsjere i sin tid. Denne grotte er også særlig kendt for at være stedet, hvor Eberhard under en ekspedition i 1896-tallet fandt velberarede rester af pels og knogler af fortids kæmpedovendyret “El milodon”, deraf er grotten blevet opkaldt efter dette dyr.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s