Båden til Fin del mundo – Verdens ende

Efter Calafate drog jeg afsted mod Punta Arenas. Therese og jeg valgte at splitte op efter to måneders rejse sammen. Jeg tog tilbage for anden gang til Punta Arenas for at besøge en del af min chilenske familie – Lisbeth og Christian o deres datter Sarah. Om aften fejrede vi min tilbagekomst med skøn mad og drinks. Om lørdagen var vejret fantastisk, så den stod på øl og “asado” (~grillmad). Om aftenen mødtes jeg med en tidligere chilensk skolekammerat.

Punta Arenas er en meget rå by af udseende og bærer præg af industri og barsk natur. Jeg var så heldig med vejret, hvilket forskønnede byens udtryk. Puerto Natales har også et råtnudtryk, men er knap så stor, hvilket gør byen noget mere hyggeligt.

Efterfølgende dag var inviteret på besøg hos nogle af deres venner – en amerikaner, der havde giftet sig med en chilener og sammen havde de en datter på samme alder som Lis og Christians. Huset lå lige ud til “Estrecho magallanico” og man kunne herfra holde øje med livet i havet, der passerede forbi. Vi var heldige at se delfiner svømme forbi. De fortalte, at andre dage kunne man være heldig at se hvaler!

Cementerio de Punta Arenas

Hvis man er i Punta Arenas, skal man tage et smut forbi kirkegården. Det kan lyde lidt vildt, at dette kan være en attraktion her. Men det er en noget anderledes måde, man her bliver begravet på. Det er i stor stil med kunstige blomster, dimser og farver. Hvis man er af en vigtig familie, får man et helt hus tildelt og ikke en lille plads eller væg som nedenfor.

Båden til verdens ende – Puerto Williams

Kl. 1 mandag nat afgik båden med Austral Broom fra Punta Arenas. Det er egentlig en transportfærge, som mest af alt bli’r brugt til transport af olie, gas og småskibe. Vi var ikke særlig mange, der skulle med båden udover folk, der skulle derned arbejdsrelateret. Puerto Williams er ikke i sidste ende en søfartsbase. Det blev en smuk tur, der i natten sejlede væk fra Punta Arenas oplyst af alle sine lys.

Det var først om morgen man igen kunne se omgivelserne. Helt specielt var det at sejle igennem så uberørt natur; øer og sneklædte bjerge, som for altid vil lægge uberørt hen i barske omgivelser. Man var ikke i tvilv om, at man var på vej til verdens sydligste spids.

Bådturen bragte overraskelser såsom delfiner, der hoppede op af vandet og søløver, der ligeledes svømmede forbi. Da båden henunder eftermiddagen kom ud mod det åbne hav gyngede det helt vildt, da den lille færge kom ud i store bølger. Gik man udenfor kunne man nærmest ikke stå stille på grund af den kraftige vind, der ligeledes blæste de grå bølger op.

Tirsdag morgen svømmede to pingviner forbi båden og efter 31 timers sejlads nåede båden emdelig frem til Puerto Williams.

Puerto Williams

Første dag i Puerto Williams var meget stille og roligt. Der sker ikke det store i byen med så få indbyggere. Byen har lige det nødvendige havnen, en flyvestation, en restaurant og en café, en kirke, 3 minisupermarkeder og et museum. De fleste kommer hertil for at arbejde – en stor del kommer ligeledes fra militæret. For det er ikke andet en søfartsbase, grundlagt i 1953. Puerto Williams befinder sig på Isla Navarino en sydligere by findes ikke. I 1578 opdagede Francis Drake passagen syd for Ildlandet og en mulig søfartsrute – dette blev dog først bekræftet helt hen i 1616 af Wilhem Shouten og Jobus Le Maire, der søgte en anden søfart passage udover Magellan strædet. Ligeledes krydsede de det sydlige punkt, som de kaldte for Cabo de Hornos/ Kaap Hoorn.

Jeg besøgte det lille museum “Museo Puerto Williams” om områdets geologiske historie samt om Yagan indianernes historie. Museet blev grundlagt af Martin Gusinde – præst og antropolog og blev meget kendt for sine undersøgelser om Ildlandet og dets indfødte grupper. Museet var dog udelukkende på spansk, så ikke helt turist venlig. Nu er det dog ikke mange turister, som når helt hertil. Mest af alt fik jeg følelsen af hvad laver den “gringa” helt nede på disse kanter… haha. Heldigvis kan jeg spansk, så det blev ingen sag at navigere rundt på museet.

Jeg besøgte Villa Ukika, et område hvor de sidste Yagan indianer efter sigende skulle bo, men blev noget skuffet og trist til mode over at se hvilke forhold de nu boede under. Affald over det hele og rustne blikskurer – det er også en del at rejse, en øjenåbner.

I Puerto Williams går der ikke kun løse hunde rundt, men også heste, hvilket man lige skal venne sig til. Alt i det hele taget er meget fredeligt her og alt går noget langsommere.

Cerro Bandera

Næste morgen var vejret perfekt, så lige med det samme vandrede jeg op til Cerro Bandera. En del af et trek, som man kan vandre på 5 dage. Det fører til bjergene “Dientes de Navarino”. Trekket op til bjerget var smuk. Jeg gik inde i skoven og lidt efter lidt fik man udsigten over Puerto Williams og Ildlandet/ Argentina på modsatte side samt Beagle kanalen.

Efterhånden som jeg kom derop af lå der snedriver hist og pist. Turen tog ca 2 timer op og 2 timer ned og vil sagtens kunne udføres af begyndere inden for vandring.

Det var en skøn oplevelse at gå i skoven under knirkende træer, susen i trækronerne, lyden af hakkende spætter og fuglefløjt. På vej ned tog jeg en anden rute, men den var ikke markeret nær så godt og overalt var der væltede træer, som man måtte kravle og bane sig vej henover.

Ligeledes gik denne rute forbi en flod. Jeg nåede dog ned trods alt og tilbragte eftermiddagen på byens eneste café. Til aftensmad stod den på kongekrabbe, for det måtte jeg bare prøve igen og hvilket bedre sted i verden end her. Frisker fåes ikke.

Puerto Natales

Så har jeg været “hjemme” i Chile igen. Utroligt at tænke på, at der allerede er gået fem år siden. Det opdagede jeg hurtigt ved at se mine værtsbrødre, der nu er 6 og 9 år. Dengang var den yngste blot et år og kunne derfor næppe huske mig. Min værtsøster er flyttet hjemmefra og hende mødte jeg i Santiago. Min ældste værtsbror var nu blevet gammel nok til at køre bil og han fungerede derfor som en Taxichaffør for os…. haha.

Torres del Paine

Fra Puerto Natales tog vi ud for at vandre W-trekket i 4 dage. Dette ligger i “Parque nacional de Torres del Paine” også kendt som et af verdens vidunder. For fem år siden besøgte jeg nationalparken og lige siden dengang havde jeg en drøm om at vandre her. Det kom heller ikke til at skuffe at gå i den forbløffende natur under åben himmel. På førstedagen ankom vi med båd og allerede her kunne vi opleve “Los Cuernos” – de smukke bjergformationer. Herfra ankom vi til Campen og slog teltet op. Vejret her var fuldstændigt forbløffende lunt taget i betragtning, hvorhenne vi befandt os. Vi startede vandreturen op mod “Glaciar Grey” og det kunne ingen måde skuffe at gå i klipper og bjerge forbi det turkise vand og de hvide isblokke, der flød rundtni vandet. Vi nåede udsigtspunktet på toppen og så ud over den imponerende gletjer.

På vej tilbage havde vi solen i ryggen og med et følte, at jeg havde genfundet en lille del af mig i Chile, men som nu for evigt ville blive frigjort. Da vi kom tilbage til teltlejren var der ingen ringere end en regnbue. Det var lykken efter mere end 6 timers vandring Herefter stod den på madlavning over et primitivt gasblus og vi gjorde klar til næste dags vandring.

Næste dag vandrede vi mod “Mirador Britanico” – et udsigtspunkt over de karakteristiske bjerge i parken. På vej dertil krydsede vi floder og hængebroer.

Dernæst kom vi forbi campiste Italiano, men hvad vi ikke var klar over, var at man bare kunne have stilt sine tunge rygsække her. Det havde alle andre gjort, vi vandrede uvidende derop af. Turen blev noget sej, da opstigningen hurtig gik fra 300 meter op til noget i de 900, men det var i sidste ende besværet værd. Vi blev hurtig kendt som de seje danskere blandt de andre vandrere haha. Ligeså for vores hurtighed… haha. På toppen af udsigtspunktet var, der utroligt smukt! Ligeså måtte vi vandre tilbage til næste campiste Francés. Dette var et hyggeligt sted i en skov, hvor man slog teltet op på en platform. Vi havde regnet med det hele blev ligesom i “Alene i vildmarken”, der var varmt bad og det hele, så kunne man ikke undgå at leje et håndklæde. Jeg kan sige med sikkerhed vi sov godt den nat.

Tredjedagen blev noget mere afslappet vi skulle ikke gå hele dagen igennem, så vi havde ikke så travl. Vi gik langs med den kæmpe turkise sø “Lago Nordenskjold” og nåede frem til den centrale campiste. Om aftenen endte det gode vejr dog og varslede regn begyndte.

Næste morgen var det desværre kraftig regnvejr. Vi ventede på det gode vejr, men til sidst måtte vi indse, at det ikke kom, der var intet andet for end at gå more “La base de Torres del Paine”. Efter timers vandring blev vi helt gennemblødte og det begyndte at gå stejlt opad og vi kom over trægrænsen. Her begyndte det at sne og der blev så glat, hvilket ikke gjorde det nemmere at bestige. Vi kom dog til sidst op og som forventet kunne man ikke se bjergene i baggrunden, kun den famøse turkise sø. Det var dog i sidste ende det hele værd og udfordringen med sne havde vi klaret!

Vi valgte, at treate os selv med en brændende varm kakao. Vi vandrede længere ned igen og det var tid til at slå teltet ned og sige tak for oplevelsen i Torres del Paine. Vi var sent hjemme, men min søde værtsbror kom og hentede os. I huset havde min værtsmor stillet aftensmad klar til os. Endnu føltes det som et hjem efter alle disse år. Noget jeg altid vil tage med mig er chilenerne åbenhed og hjertevarme gestus – ikke blot at tage imod mig, men også en ekstra gæst.

Cueva del Milodon

Vi fik ligeledes tid til at besøge den kendte grotte, skabt af gletsjere i sin tid. Denne grotte er også særlig kendt for at være stedet, hvor Eberhard under en ekspedition i 1896-tallet fandt velberarede rester af pels og knogler af fortids kæmpedovendyret “El milodon”, deraf er grotten blevet opkaldt efter dette dyr.

Santiago

Så er tiden i Santiago allerede gået. Den bestod på sightseeing og mange gensynsglæder med byen og bekendte.

La costanera Center

Vil man se, hvad blandt andet nogle af Santiagos 8 millioner borgere laver på en lørda\ng, skal man gå i dette kæmpemæssige center, der blandt andet ligger i Sydamerikas højeste bygning. Centeret vrimlede med mennesker og Haloween var allerede for dørene, men lidt pudsigt var der også gjort klar til jul.

Barrio Bellavista

Elsker man kunst, skal man gå rundt i dette område af Santiago. Her hvert gadehjørne fyldt med kunst. Ligeledes er dette sted man skal gå ud med utallige caféer og restauranter samt barer.

I dette område kan man besøge ‘La Chascona’ – et af den berømte chilenske poet Pablo Nerudas huse. Jeg har tidligere besøgt husene på Isla Negra og i Valparaiso. Man får en lydguide og går rundt i alle værelserne og studere alle tingene, der hver især bærer en historie. Hjemmet bar præg af, at han var optaget af alle verdens kulturer og tingene i hjemmet var hentet på en af hans utallige rejser. Desværre må man ikke tage billeder inde i museet.

Museo de la Memoria y los Derechos humanos

Er man interesseret i Chiles barske historie, skal man besøge dette mindemuseum samt museum for menneskerettigheder. Her er en flere etagers historie om Pinocheregimet og dets barske fortællinger om tortur og mennskeforsvindelse. På øverste etage fortælles, der om det fri valg og Chiles historie ud af Pinochetregimet.

Nedenfor ses mindevæggen for alle ofrene.

Ligeledes stødte man her på en gammel protest plakat fra DK.

La moneda

Ligeledes smuttede vi forbi regeringsbygning, som var stedet, der blev bombet og ødelægges delvist under militærkuppet. Militæret myrder og Pinochet kom til magten i 1973 støttet af USA. Intil 1990 sad han på regeringsposten og Chile var i denne periode et diktatur samfund.

Reencuentros – genforeningen

Ligeledes mødte jeg med en god veninde i Chile og sammen tog vi på museer og sightseeing rundt i byen. Desuden smuttede jeg en tur, forbi den bedre del af Santiago for at møde min værtsøster og nu se, hvor hun er flyttet hen.

San Pedro de Atacama

Vi fik lige to dage forærende, da vi skyndte os væk La Paz. Fra vores Uyunitur krydsede vi Chile det mest afsides sted og ankom til San Pedro ved middagstid.

Derfor fik vi mulighed for at lære det nordlige Chile at kende. Her tog vi på en tur til Valle de la luna, som hedder således pga det hvide saltlag – den hvide farve som på månen.

Her tog vi først ind i nogle grotter, var man helt stille kunne man høre saltet sprang inde klipperne, førhen troede man det var ånder, der bosatte klipperne.

Herefter, så vi klipper, der skulle minde om kvinder, hvis man så noget godt efter.

Sidste stop blev for at vandre op på en kæmpe klippe og se solnedgangen over Atacama ørkenen.

El tatio – gejsere

Efterfølgende dag skulle jeg op kl. halv fem om morgnen for at se gejsere. Pga. temperaturforskellen opleves de bedst i den kolde morgenluft.

El tatio ligger 4300 meters højde og er verdens tredje største gejsere kun overgået af Yellowstone i USA og Kamtjatka gejsere i Sibirien.

De smukke mineralskholdige farver og gejsere, der syder.

Efterfølgende på turen lavede vi et stop i den mindre by Machuca med rødfarvet lerstensbygninger. Her kunne man smage grilley lama og få sig en gedeostfyldt empanada.

Her ses den fine landsbykirke.