Rio de Janeiro – Cristo, Favela & paragliding

Sidste stop på den lange rejse blev altså Rio de Janeiro. En verdensby, der er kendt for Samba. Her er hvad jeg oplevede i den uges tid jeg tilbragte der.

Ipanema

Mange kender vel sangen “The girl from Ipanema”, nu var det ikke hende, der gik der, men mig. Den kendte strand og bydel levede kun op til forventningerne. Det var en helt anden stemning ved at bo så tæt på vandet og der hele året rundt er mellem 25-30 grader i Rio. Den famøse strand er også kendt for de to bjerge; Dois Irmãos.

dav

Copacabana

Da Katrine kom på besøg, fandt vi en Airbnb i bydelen Copacabana – en gade væk fra stranden. Copacabana er ligesom Ipanema de mere sikre bydele samt mest kendte pga stranden. Man besøger netop Copacabana for at være ved stranden.

dav

Stand Up Paddling

På stranden i Copacabana bookede vi en times lektion i Stand Up Paddling – en krævende balanceøvelse, særligt hvis der er en del bølger. Mens vi paddlede rundt var vi heldige at se utallige havskildpadder komme op til vandoverfladen lige ved siden af os.

Lapa

Bydelen Lapa ligger næsten ved Rios centrum.  Bydelen har et noget mere slidt præg ift. Ipanema og Copacabana, men tilgengæld har den hele tre hovedattraktioner at byde på.

Escadaria Selarón

Disse verdenskendte trapper er lavet af den chilenske kunstner Jorge Selarón. Trapperne er dækket af alle mulige farvet fliser og ligeledes er der kakler fra alle mulige steder i verden og ja, Danmark er også repræsenteret i en flise, hvor der står god jul. Helt perfekt timet, når man besøger stedet i December.

DSCN1598.JPG

Arcos da Lapa

Dette var oprindeligt en akvædukt, men blev i det 19. århundrede forvandlet til en sporvognsrute i stedet for.

DSCN1506

Rio de Janeiro Katedral

Denne katedral er noget af det mest bemærkelsesværdige. Normalt er jeg ikke den, der besøger kirker, men dennes arkitektur fangede bestemt min opmærksomhed. Denne modernet pyramideformet kirke er designet af Edgar de Oliveira da Fonseca og skulle være inspireret af mayakulturens arkitektur.

DSCN1617

Det er ikke kun ydersiden, der er imponerende. Kommer man indenfor, så betages man ligeså meget af arkitekturen.

DSCN1524

Samba

I Lapa er der gode muligheder for at opleve live samba musik. Derfor tog vi ind til en af bydelens mange barer for at opleve musikken. Det var ingen skuffelse. Musikerne var så dygtige og sang i mere en time ud i et kører – uden pause! Wow.

Churrascaria

Dette er et must at prøve i Brasilien. Det er den brasilianske version af asado. Her betaler man en pris for “buffet” og dernæst kommer tjenerne rundt med mørt kød på spyd og skærer ud, hvor meget man vil have. Derfor skal man passe på med ikke at blive fyldt for hurtigt og man skal sørge for at vælge det bedste kød. En sjov oplevelse er det i hvert fald.

Cristo Redentor

Man kan ikke tage til Rio uden at have set kristus-figuren. Der er to måder at komme derop på enten med tog eller minibus og begge købes ved samme station. Vi valgte den hurtigste og billigste, nemlig med minibus. Når man skal tage derop skal man sørge for at gøre det på en solskinsdag med skyfri himmel og det var det vi ventede på skete. Udsigten skuffede på ingen måde, da vejret var fantastisk.

DSCN1631

Favela Rocinha

Jeg havde tidligere oplevet en Township i Sydafrika, derfor var jeg interesseret i at høre om de kendte favelaer i Brasilien. Jeg beøgte den lidt mere sikre, kaldet Rocinha. Her havde vi en privat tur rundt i området, der nu også bliver kaldt Community istedet for det stigmatiserende ord ‘Favela’.

DSCN1687

Hvad der overraskede var hvor mange små forretninger, der eksisterede over det hele. Der var liv i de små gader. Regeringen havde på sin vis prøvet at bygge bygninger for at støtte forretningsdrivende. De havde opført skoler, lejlighedskomplekser (lidt på samme måde som free housing projektet i Sydafrika), skoler og biblioteker – endda et sygehus. Dog levede der stadigvæk en frustration over for den nuværende præsident. Guiden fortalte o, hvor ofte offentlige ansatte ikke modtog deres løn – han var selv tidligere lærer. Ligeledes besøgte vi en af de katolske kirker i området, særligt streetarten uden for kirken fangede opmærksomheden.

DSCN1691

Man kunne nemt fare vild i favelaen, hvis man ikke kendte til alle de små smutpassager. Særligt kom vi ned ad en gade, hvor vi måtte vende om, da der en bande med maskinpistoler havde taget kontrollen. Men det var heldigvis ikke de her situationer vi oplevede mest af.

Et andet job jeg nødigt ville have i favelaen, var at være elektriker. Nu kan I se hvorfor:

DSCN1689

Paragliding i Rio de Janeiro

Rio de Janeiro er en oplagt mulighed for enten paragliding eller hanggliding. Man kan gøre det fra ‘Rampa do Voo Livre’ – denne rampe ligger i Tijuca nationalpark og er placeret i 517 meter højde.

dav

En tur kunne vare alt fra 7 min til 20 min. Vejrforholdene var virkelig gode, da jeg skulle prøve. Himlen var helt klart og der var 29 graders varme. Min flyvetur varede næsten 10 min og var fantastisk at flyve ud over hvide sandstrand og spotte Kristus-figuren fra den anden side.

DCIM100GOPROG0020942.JPG

Ilha Grande – Jungleøen

Jeg mødtes med min gode veninde Katrine i Rio de Janeiro og sammen tog vi herfra en transfer videre ned til i staten Rio til piratøen Ilha Grande. Det var nogle timers kørsel i bil og dernæst en noget lang bådtur i et lille skib, fordi bølgerne var noget høje. Efter ankomst til ferieøen, fandt vi frem til det lille feriehus, som vi havde booket. Vi skulle bo i byen Vila do Abraão, som er den største på øen.

Lopez Mendez

Vi tog et skib til den smukkeste og helt hvide sandstrand på øen. Båden stoppede ved bugten Saco das Palmas, og så vandrede man det sidste stykke hen til stranden.

DSCN1543

Her fik vi slappet af, badet og nyt solen. Det var svært at forstille os, at vi befandt os i december måned. Vi tilbragte hele eftermiddagen her og om aftenen tog vi tilbage til Vila do Abraão.

DSCN1548

 

Bådtur med snorkling til Lagoa Azul & Lagoa Verde

Næste dag tog vi på en bådtur rundt på øen for at lære de andre dele af øen at kende. Her sejlede vi op i speedbåden til Lagoa Verde. Dette skulle være et af de bedste steder være for snorkling, dog havde vi ikke helt heldet med os. Havskildpadderne udeblev (dem skulle vi nok få set senere i Rio de Janeiro), tilgengæld var vandet fyldt med masser af eksotiske farvede fisk. Herefter sejlede vi videre og lavede en del stops ved forskellige bugter.

DSCN1571

Herefter kom vi til Lagoa Azul, hvor der igen blev badet. Lige med et blev stilheden forstyrret og en mindre luksusbåd sejler ind i bugten med højt brasiliansk musik og ude på stævnen kommer tre unge kvinder i bikini klar til foto-shoot og selfie-tid. Bag i kommer en ældre herre med guldarmbånd i baren og danser med til musikken. Der gik dog ikke langtid før,  der kom en vagtbåd og fik dæmpet festen… haha.

Sidste stop undervejs blev Saco do Céu, hvor vi besluttede os for at tage lidt at spise i landsbyen. Herefter lavede båden et stop mere ved en anden strand og herefter gik turen til Vila do Abraão.

Pico do Papagaio

Sidste dag på øen besluttede vi os for at vandre til Pico do Papagaio, som ligger 965 meter over havoverfladen. Det tog os 2,5 time at komme til toppen. Det var en vandretur gennem junglen og gik indimellem stejlt opad. Inden man gik ind på ruten, var der advarsel om, at man skulle være med en naturvejleder – man kunne fare vild! Men nu er det en ø, så vi tænkte det nok skulle gå.

DSCN1536

Vi endte med at udføre turen med en tysker, der lige havde hiket Kilimanjaro og jeg Torres del Paine & Macchu Picchu. Så vi var fastbesluttede, at det gik. Det var overskyet på dagen og, da vi nåede op til toppen var det ingen surprise, at vi intet kunne se, men det var også en del af charmen. Vi fik da spottet en kolibri & en papegøje på vejen!

DSCN1585

Lidt efter begyndte det at regne massivt, som det kan gøre i jungler. Det havde jeg oplevet i Amazonas. Så det blev noget udfordrinde at kravle ned igen, særligt den sidste del, var med reb. Vi nåede ned i junglen og tyskeren var sikker på at det var den rigtige vej. Vi var noget mere skeptiske og vi endte med at komme igennem tætte planter og miste stien. Efter forsøg lykkes det at komme tilbage på stien. Vi var ikke helt klar på off-road ture som tyskeren, særligt ikke i regnvejr… Vi så dog noget hærgede ud, da vi kom tilbage – sjovt var det ikke i situation, men det er en god historie nu.

DSCN1580

Båden til Fin del mundo – Verdens ende

Efter Calafate drog jeg afsted mod Punta Arenas. Therese og jeg valgte at splitte op efter to måneders rejse sammen. Jeg tog tilbage for anden gang til Punta Arenas for at besøge en del af min chilenske familie – Lisbeth og Christian o deres datter Sarah. Om aften fejrede vi min tilbagekomst med skøn mad og drinks. Om lørdagen var vejret fantastisk, så den stod på øl og “asado” (~grillmad). Om aftenen mødtes jeg med en tidligere chilensk skolekammerat.

Punta Arenas er en meget rå by af udseende og bærer præg af industri og barsk natur. Jeg var så heldig med vejret, hvilket forskønnede byens udtryk. Puerto Natales har også et råtnudtryk, men er knap så stor, hvilket gør byen noget mere hyggeligt.

Efterfølgende dag var inviteret på besøg hos nogle af deres venner – en amerikaner, der havde giftet sig med en chilener og sammen havde de en datter på samme alder som Lis og Christians. Huset lå lige ud til “Estrecho magallanico” og man kunne herfra holde øje med livet i havet, der passerede forbi. Vi var heldige at se delfiner svømme forbi. De fortalte, at andre dage kunne man være heldig at se hvaler!

Cementerio de Punta Arenas

Hvis man er i Punta Arenas, skal man tage et smut forbi kirkegården. Det kan lyde lidt vildt, at dette kan være en attraktion her. Men det er en noget anderledes måde, man her bliver begravet på. Det er i stor stil med kunstige blomster, dimser og farver. Hvis man er af en vigtig familie, får man et helt hus tildelt og ikke en lille plads eller væg som nedenfor.

Båden til verdens ende – Puerto Williams

Kl. 1 mandag nat afgik båden med Austral Broom fra Punta Arenas. Det er egentlig en transportfærge, som mest af alt bli’r brugt til transport af olie, gas og småskibe. Vi var ikke særlig mange, der skulle med båden udover folk, der skulle derned arbejdsrelateret. Puerto Williams er ikke i sidste ende en søfartsbase. Det blev en smuk tur, der i natten sejlede væk fra Punta Arenas oplyst af alle sine lys.

Det var først om morgen man igen kunne se omgivelserne. Helt specielt var det at sejle igennem så uberørt natur; øer og sneklædte bjerge, som for altid vil lægge uberørt hen i barske omgivelser. Man var ikke i tvilv om, at man var på vej til verdens sydligste spids.

Bådturen bragte overraskelser såsom delfiner, der hoppede op af vandet og søløver, der ligeledes svømmede forbi. Da båden henunder eftermiddagen kom ud mod det åbne hav gyngede det helt vildt, da den lille færge kom ud i store bølger. Gik man udenfor kunne man nærmest ikke stå stille på grund af den kraftige vind, der ligeledes blæste de grå bølger op.

Tirsdag morgen svømmede to pingviner forbi båden og efter 31 timers sejlads nåede båden emdelig frem til Puerto Williams.

Puerto Williams

Første dag i Puerto Williams var meget stille og roligt. Der sker ikke det store i byen med så få indbyggere. Byen har lige det nødvendige havnen, en flyvestation, en restaurant og en café, en kirke, 3 minisupermarkeder og et museum. De fleste kommer hertil for at arbejde – en stor del kommer ligeledes fra militæret. For det er ikke andet en søfartsbase, grundlagt i 1953. Puerto Williams befinder sig på Isla Navarino en sydligere by findes ikke. I 1578 opdagede Francis Drake passagen syd for Ildlandet og en mulig søfartsrute – dette blev dog først bekræftet helt hen i 1616 af Wilhem Shouten og Jobus Le Maire, der søgte en anden søfart passage udover Magellan strædet. Ligeledes krydsede de det sydlige punkt, som de kaldte for Cabo de Hornos/ Kaap Hoorn.

Jeg besøgte det lille museum “Museo Puerto Williams” om områdets geologiske historie samt om Yagan indianernes historie. Museet blev grundlagt af Martin Gusinde – præst og antropolog og blev meget kendt for sine undersøgelser om Ildlandet og dets indfødte grupper. Museet var dog udelukkende på spansk, så ikke helt turist venlig. Nu er det dog ikke mange turister, som når helt hertil. Mest af alt fik jeg følelsen af hvad laver den “gringa” helt nede på disse kanter… haha. Heldigvis kan jeg spansk, så det blev ingen sag at navigere rundt på museet.

Jeg besøgte Villa Ukika, et område hvor de sidste Yagan indianer efter sigende skulle bo, men blev noget skuffet og trist til mode over at se hvilke forhold de nu boede under. Affald over det hele og rustne blikskurer – det er også en del at rejse, en øjenåbner.

I Puerto Williams går der ikke kun løse hunde rundt, men også heste, hvilket man lige skal venne sig til. Alt i det hele taget er meget fredeligt her og alt går noget langsommere.

Cerro Bandera

Næste morgen var vejret perfekt, så lige med det samme vandrede jeg op til Cerro Bandera. En del af et trek, som man kan vandre på 5 dage. Det fører til bjergene “Dientes de Navarino”. Trekket op til bjerget var smuk. Jeg gik inde i skoven og lidt efter lidt fik man udsigten over Puerto Williams og Ildlandet/ Argentina på modsatte side samt Beagle kanalen.

Efterhånden som jeg kom derop af lå der snedriver hist og pist. Turen tog ca 2 timer op og 2 timer ned og vil sagtens kunne udføres af begyndere inden for vandring.

Det var en skøn oplevelse at gå i skoven under knirkende træer, susen i trækronerne, lyden af hakkende spætter og fuglefløjt. På vej ned tog jeg en anden rute, men den var ikke markeret nær så godt og overalt var der væltede træer, som man måtte kravle og bane sig vej henover.

Ligeledes gik denne rute forbi en flod. Jeg nåede dog ned trods alt og tilbragte eftermiddagen på byens eneste café. Til aftensmad stod den på kongekrabbe, for det måtte jeg bare prøve igen og hvilket bedre sted i verden end her. Frisker fåes ikke.

El Calafate

Jeg tog over grænsen to dages tid. Her var jeg i den smukke by Calafate ved den store turkis sø. Det er anden gang, jeg besøger byen for at se gletsjeren Perito Moreno.

Denne gang ville jeg ikke blot se den fra udsigtspunktet, men også for at vandre henover gletsjeren. Det var en skør oplevelse, at skulle have særligt udstyr for at vandre på isen. Vi vandrede 1,5 times tid og undervejs stoppede vi op for at hører om gletsjeren og se på alle de små kilder. Vandet var så klart og rent, at man kunne drikke af det.

Vejret var fantastisk og jeg havde held, fordi om morgenen havde det regnet. Det var altså en skøn eftermiddagstur, der sluttede af med et sjus whiskey på toppen og isen var selfølge fra gletsjeren.

Cuzco

Vi har været i Cuzco og omegn i lidt over en uge. Cuzco er virkelig den by, jeg synes har været mest interessant at besøge på hele turen. Omgivelserne, arkitekturen, historien og stemningen her i byen er virkelig skøn. Der har været så mange spændende steder at besøge. Nu vil jeg kort fortælle om de forskellige oplevelser vi har haft her.

Free Walking tour i Cuzco.

Vi tog en 10 timers natbus fra Arequipa og ankom om morgenen d. 7 oktober til Cuzco. Da vi endnu ikke kunne tjekke ind på vores hostel, eftlod vi vores rygsække og vandrede ned til byen. På vejen stoppede vi i det velkendte marked “San Pedro” her fik vi en lækker friskpresset juice. Herefter gik vi ned til byen, hvor vi stødte på folk fra “Free Walking tour” i deres turkise caps og T-shirts. Det var en super spændende tur og et must, da Cuzco har så spændende historie og arkitektur at byde på.

Vinicunca/ Montaña Arcoiris

Vinicunca er regnbuebjergets oprindelige navn på Quechua. (Quechua er desuden Det tredje største sprog i Sydamerika) Det betyder oprindeligt det sted man har måtte krydse. Wini rumba hedder de sorte sten og cunca – hals, fordi strækning forvandler sig til et bjergpas.

Efterfølgende dag tog vi på en endagstur, hvor vi skulle vandre 1,5 time op til Vinicunca/regnbuebjerget. Det gik fint trods den store opstigning. Vi fik heldigvis ingen højdesyge eller størrere vejrtrækningsproblemer. Vi havde masser af cocabolcher med, så måske gjorde det udfaldet. Regnbuebjerget er dog blevet på bare 3 år super turistet takket være de sociale medier. Stien vi gik på fandtes heller ikke for år tilbage. Jeg forstår godt hypen, da det var super smukt. Vi var også rigtige heldige med vejret, da solen skinnede og det var rimelig lunt uden synderlig vind.

Saksaywaman – “Sexy woman”

Sacsaywaman er en fæstning hævet over byen. På inkaernes tid lignede Cuzco en Puma oppe fra og Saksaywaman udgjorde derfor hovedet på pumaen.

Dagen inden vi skulle gå Salkantay til Machu Picchu, besluttede vi at slappe lidt af i byen. Vi fik dog ideen at gå op til Sacsaywaman, fordi vores “Free Walking tour”-guide havde fortalt os, at man kunne se disse store stenmure gratis uden at skulle betale 140 soles (ca. det dobbelte i danske kr.) På vej derop mødte vi taxaen vi lige skulle bruge. Han boede nemlig selv deroppe i området og kunne komme igennem Checkpoints gratis. Vi betalte for begge 30 soles og vi blev sat af ved udsigtspunktet, hvor Jesus figuren stod med udsigt over Cuzco. Herfra kunne vi gå ned forbi Sacsaywaman uden at krydse et Checkpoint.

Salkantay-trek til Machu Picchu – 4 dage

Salkantay bjergets legende bygger på to unge, der bliver forelsket. Salkantay og prinsessen Veronica. De beslutter at flygte sammen til Qosqo – området hvor Salkantay er respekteret. Det finder byen Anti sig ikke i, hvor Veronica stammer fra. Derfor ofrer de deres prinsesse. Salkantay bliver rasende over sin elskedes død og starter en krig mod byen, men det får fatale følger. For ikke at gøre mere skade beslutter guderne at konverte Salkantay til et bjerg og det samme gælder for Veronica. Nu kan de for evig tid se i retning af hinanden. Nu står de begge som beskytter af hver deres område.

Vi startede turen kl. 5:30 onsdag morgen. Vi kørte i nogle timer og undervejs stoppede vi for morgenmad. Første dagen på Salkantay skulle vi opstige Apacheta passet i 4580 meters højde. Det gik fint for både Therese og jeg – ingen større udfordringer. Vi kom ofte langt i forvejen ift. de andre i vores gruppe. Solen skinnede og vi kunne se det smukke Salkantay bjerg – under nedstigning blev det dog helt tåget og det begyndte at regnen sådan forsatte det, også da vi nåede frem til Campen og hele natten.

På turen blev vores ting transporteret af heste. Ligeledes var det lidt specielt, for vi havde kok og anden assistance med på turen. Næste morgen kl. 5 blev vi vækket med varm cocate oven på en kold og regnfuld nat. Herefter fik vi morgenmad og vandreturen begyndte. Omgivelserne skiftede fra et goldt miljø til, at vi kom ind i en “Cloud forest”. Desværre, da vi nåede frem til et mindre beboet område ved 12-tiden fandt vi ud af, at der havde været jordskred, så vi ikke kunne gå på noget af trekket. Derfor gik vi på en trakroad i stedet i 2-timers tid, hvorefter vi blev kørt i bil det sidste stykke til næste camp. Denne camp lå i regnskoven og her var lunt og solskin. Vi fik frokost og efterfølgende besøgte vi en lille kaffeplantache, der lå i forbindelse med Campen. Her så vi, hvordan kaffe produceres. Herefter tog vi på en times køretur til “Aguas termales Colcamayo”. Her slappede vi af i to timer efter dagens vandring. Disse varme bade er kendt for at være de smukkeste og bedste i Cuzcoregionen. Efter aftensmad gik turen tidligt i seng, for ligeledes skulle vi tidligt op næste dag.

Tredjedagen var helt klart den jeg fandt mest udfordrende trods vi ikke var i nær så højt oppe. Vi var i de 2200 og opsteg i 2700 meter. Det var meget varmt, da vi vandrede i regnskoven. Her så vi forskellige fugle og orkideer på vejen. Efter at havde nået toppen – Llactapata, kom vi til udsigtspunktet, hvor vi fik et glimt af Machu Picchu for første gang. Fra denne vinkel så Machu Picchu noget større ud, end hvad vi havde set på billeder. Herefter var der nedstigning og vi kom ned til Hidroélectrica, som er et mindre vandværk ved et vandfald. Ved to tiden kom vi til toget Perurail og fik vores frokost inden vi tog toget til Aguas Calientes. Det var åbenbart en del af turen vi havde booket, men man kunne sagtens havde gået turen, hvis man var på egen hånd. Om aften blev vi indlogeret på et hotel og vi ventede spændte på morgendagen. Om aftenen regnede det massivt og vi håbede på det bedste for i morgen. Jeg fik mulighed for at smage Alpacabøf med quinoarisotto til aftensmad – overraskende lækkert. Dog lidt svært at tænke på de nuttede bamsede alpacaer på Perus bjergsider.

Lørdag var nemlig dagen, hvor vi skulle op til Machu Picchu. Da vi kom derop startede vi med at få de første billeder med Machu Picchu. Vi var heldige, at det ikke var for overskyet. Dernæst begyndte vi at hike til “Intipunko/ Sungate”. Det tog ca. en times tid og 45 min tilbage. Her kunne vi se det imponerende udsyn over Machu Picchu. Vi var heldige at skyerne og tågem forsvandt kort tid. Machu Picchu er super tourtistet, så man får et tidsrum til at besøge området. Kl. 12 skulle vi være ude igen. Herefter fik vi frokost og dernæst gik turen med Perurail og bus fra Ollantaytambo til Cuzco.

Inkamassage

Dagen efter slappede vi af i Cusco. Vi besluttede at finde et sted, hvor man kunne få en Inkamassage. En times massage kostede 80 soles (dobbelte i danske) – meget billigere må man sige end i DK. Vi blev desuden masseret ind i Cocacreme – selvfølgelig… hehe.

Maras og Moray

Sidste dag i Cuzco tog vi på en tur til “Valle Sagrado” for at opleve Salineras de Maras og Moray. Moray er disse runde Inkaruiner. Terrasserne blev brugt til landbrug.

Maras er derimod en masse saltudvindings-søer, der formentlig stammer tilbage fra Inkatiden og den dag i dag udvindes der stadig salt fra det rindende bjergvand. Det var fantastisk at se så bevaringsværdig teknologi.

Aftensmad stod på Cuy – marsvin. I hvert fald obligatorisk at prøve. Herefter går turen videre til Puno ved Lake Titicaca.

Baños

Så er tre fantastiske dag allerede gået i Baños. Baños de Agua Santas er virkelig stedet man skal tage hen, hvis man elsker natur og Adventure aktiviteter.

Vi prøvede River Rafting, som var virkelig sjovt – samtidig med man oplevede floden og de omgivende bjerge fra helt andet perspektiv. Vi havde kajakroer med, som tog billeder af os. Msan måd sige, at de var virkelig dygtige ift. at ro i disse bølger og stærke strømme. Ligeledes prøvede vi at hoppe i strømmene og afprøve flydeteknikker.

En anden aktivitet, vi fik prøvet i løbet af vores tid i Baños, var canyoning. Her skulle vandre op til et vandfald og  klatre ned af vandfaldet med vandet brusende i storhed over os. Da vi nåede ned til bunden fik vi prøvet at rutche ned af et vandfald, hvilket var super sjovt.

En af dagene tog vi ligeledes en bus til Casa del Arból. Et træhus, hvor man kunne blive gynget med udsigt over de grønne dale. Et obligatorisk sted at tage til for at kunne sige, man har været i Baños.

En anden dag tog vi også en Chiva-tur (En Chiva er en slags åben bus) af “Ruta de las Cascadas” (Vandfaldsruten) Den endte ud ved “Pailon del Diablo”, som er et kæmpe vandfald. Her gik vi over hængebroer og ned under vandfaldet.

En anden aktivitet vi fik prøvet, var at tage hen for at bade i “Termas de la Virgen” – termiske bade lige ved en kilde og det hele skulle altså være undergrundsopvarmet. Vi valgte at besøge de termiske bade om aftenen. Badene har aftenåben fra kl. 18-21. Det viste sig også, det var på dette tidspunkt, det var mest besøgt. Det skal desuden siges at have en badehætte på var et krav og vi var nødsaget til at leje nogle skriglyserrøde af slagsen. Dernæst prøvede vi at hoppe i badet nedenunder, men det blev en kort fornøjelse, da vandet var frygteligt brændende. Det var heller ikke mange, der benyttede den pool. Det var vist kun mødestedet for de ældre ecuadorianske mænd. Ovenpå var poolen rimelig fyldt, da vandet var ikke nær så varmt. Det blev så småt et fluepapir som aftenen skred frem. Man kunne ligeledes vælge at gå i koldvandsbassinet, men det valgte de færreste.

I morgen er næste stop Lima, Peru og vi siger farvel til Ecuador efter 3 fantastiske uger.

Cotopaxi og Quilotoa

Dagen efter Amazonas tog vi på en tur til Cotopaxi – Ecuadors næsthøjeste og mest berømte aktive vulkan. Vi blev kørt et stykke op til toppen, jeg var lige ved at tro, at bilen ikke ville klare den. Derefter gik vi op til gletsjeren og hold op hvor var vinden stærk og sandet fyrede om ørene på os. Man kunne sagtens mærke højdeforskellen, der forårsagede hovedpine. Ligeledes er det ikke let at trække vejret i så tynd en luft. Det hjalp dog at få cocate på toppen. Ligeledes kunne man få et passtempel som bevis på, at man har været i 4864 meters højde.

(Ikke helt bloggerpotentiale ved billedet – det var godt nok koldt på toppen af vulkanen og en blæst af sand og aske fløj ind over os)

Herefter blev vi kørt et lille stykke ned, hvorefter resten af stykket skulle foregå på mountainbike. Efter at have underskrevet papirerne på, at det hele ville forgå på eget ansvar blev vi ellers sat fri. Hold op hvor kunne det gå hurtigt, når man ikke holdte i bremserne. Vi cyklede helt ned til en stor sø i nationalparken.

Vi spiste frokost sammen med gruppen og herefter blev Therese og jeg sat af ved et busstopsted til Latacunga. Fra Latacunga tog vi en direkte bus til Quilotoa. Vi havde regnet med, at det lille stykke ikke ville tage det lang tid, men vi glemte alt om bjergkørslen. Det tog 2,5 time at komme dertil. Vi blev dog lidt bekymret for, hvor vi ville havne. For vi havde ikke booket hostel. Udenfor var det blevet helt mørkt og der var ikke ret meget der lyste op i mørket. Da vi nåede til Quilotoa fandt vi heldigvis et hostel, fra hvor vi blev sat af. Vi blev mødt af en mor og hendes datter, der bød os hjerteligt velkommen. Det blev dog en kold fornøjelse at sove i 4000 meters højde uden isolering. Om morgen var der ligeledes kun et isbad. Vi fik dog endelig varmen, da vi kom nedenunder, hvor komfuret varmede spisestuen op. Vi blev ligeledes overrasket over at se kaniner løbe frit rundt i rummet. Det blev noget af en oplevelse at se små grå og hvide dværgvæddere løbe rundt. Ligeledes gik det også op for os, at familiemedlemmerne ikke snakkede spansk til hinanden, men sproget Kichwa. Mange af traditionerne så ud til at blive dette sted, da kvinderne gik traditionelt klædt med hat, sjal og lang fletning. Ligeledes blev pigens halskæde varmet over kakkelovnen inden, den blev taget på.

Herefter gik vi op for at se udover vulkankrateret Quilotoa. Dernæst besluttede vi os at gå helt ned til bunden.

På vej op kunne vi se, at man kunne leje en ridetur på hest. Det blev en sjov oplevelse og stakkels heste, der skulle bærer os hele vejen op. De holdte da også pauser. Vi fik dog tid til at nyde den skønne udsigt på vej op, hvilket var det hele værd.

Efterfølgende spiste vi frokost og tog en bus mod Latacunga for at fange en ny bus mod Baños de Agua Santas.

Mindo

I dag tog vi til Mindo og prøvede Canopy – zipline i højderne. Det var en skøn oplevelse at glide over den såkaldte “Cloud forest”.

For at komme derhen tog vi en 2 1/2 timers bus fra Quito for sølle 3,10 $. Da vi ankom til Mindo købte vi billetter til Zipline parken. For at komme derhen skulle vi tage en taxi – så var det lige det, at det ikke er det nemmeste at finde i en lille by. Vi fandt så et turistkontor, hvor de kun talte spansk, men manden som arbejde der fungerede åbenbart også som taxichaffør. I al hast kørte vi i hans lille dyt til toppen af bjerget.

Det tog lidt over en time at gennemføre hele banen. Vi nåede det lige tidsnok til at komme med den sidste bus tilbage til Quito kl. 17:00.