Båden til Fin del mundo – Verdens ende

Efter Calafate drog jeg afsted mod Punta Arenas. Therese og jeg valgte at splitte op efter to måneders rejse sammen. Jeg tog tilbage for anden gang til Punta Arenas for at besøge en del af min chilenske familie – Lisbeth og Christian o deres datter Sarah. Om aften fejrede vi min tilbagekomst med skøn mad og drinks. Om lørdagen var vejret fantastisk, så den stod på øl og “asado” (~grillmad). Om aftenen mødtes jeg med en tidligere chilensk skolekammerat.

Punta Arenas er en meget rå by af udseende og bærer præg af industri og barsk natur. Jeg var så heldig med vejret, hvilket forskønnede byens udtryk. Puerto Natales har også et råtnudtryk, men er knap så stor, hvilket gør byen noget mere hyggeligt.

Efterfølgende dag var inviteret på besøg hos nogle af deres venner – en amerikaner, der havde giftet sig med en chilener og sammen havde de en datter på samme alder som Lis og Christians. Huset lå lige ud til “Estrecho magallanico” og man kunne herfra holde øje med livet i havet, der passerede forbi. Vi var heldige at se delfiner svømme forbi. De fortalte, at andre dage kunne man være heldig at se hvaler!

Cementerio de Punta Arenas

Hvis man er i Punta Arenas, skal man tage et smut forbi kirkegården. Det kan lyde lidt vildt, at dette kan være en attraktion her. Men det er en noget anderledes måde, man her bliver begravet på. Det er i stor stil med kunstige blomster, dimser og farver. Hvis man er af en vigtig familie, får man et helt hus tildelt og ikke en lille plads eller væg som nedenfor.

Båden til verdens ende – Puerto Williams

Kl. 1 mandag nat afgik båden med Austral Broom fra Punta Arenas. Det er egentlig en transportfærge, som mest af alt bli’r brugt til transport af olie, gas og småskibe. Vi var ikke særlig mange, der skulle med båden udover folk, der skulle derned arbejdsrelateret. Puerto Williams er ikke i sidste ende en søfartsbase. Det blev en smuk tur, der i natten sejlede væk fra Punta Arenas oplyst af alle sine lys.

Det var først om morgen man igen kunne se omgivelserne. Helt specielt var det at sejle igennem så uberørt natur; øer og sneklædte bjerge, som for altid vil lægge uberørt hen i barske omgivelser. Man var ikke i tvilv om, at man var på vej til verdens sydligste spids.

Bådturen bragte overraskelser såsom delfiner, der hoppede op af vandet og søløver, der ligeledes svømmede forbi. Da båden henunder eftermiddagen kom ud mod det åbne hav gyngede det helt vildt, da den lille færge kom ud i store bølger. Gik man udenfor kunne man nærmest ikke stå stille på grund af den kraftige vind, der ligeledes blæste de grå bølger op.

Tirsdag morgen svømmede to pingviner forbi båden og efter 31 timers sejlads nåede båden emdelig frem til Puerto Williams.

Puerto Williams

Første dag i Puerto Williams var meget stille og roligt. Der sker ikke det store i byen med så få indbyggere. Byen har lige det nødvendige havnen, en flyvestation, en restaurant og en café, en kirke, 3 minisupermarkeder og et museum. De fleste kommer hertil for at arbejde – en stor del kommer ligeledes fra militæret. For det er ikke andet en søfartsbase, grundlagt i 1953. Puerto Williams befinder sig på Isla Navarino en sydligere by findes ikke. I 1578 opdagede Francis Drake passagen syd for Ildlandet og en mulig søfartsrute – dette blev dog først bekræftet helt hen i 1616 af Wilhem Shouten og Jobus Le Maire, der søgte en anden søfart passage udover Magellan strædet. Ligeledes krydsede de det sydlige punkt, som de kaldte for Cabo de Hornos/ Kaap Hoorn.

Jeg besøgte det lille museum “Museo Puerto Williams” om områdets geologiske historie samt om Yagan indianernes historie. Museet blev grundlagt af Martin Gusinde – præst og antropolog og blev meget kendt for sine undersøgelser om Ildlandet og dets indfødte grupper. Museet var dog udelukkende på spansk, så ikke helt turist venlig. Nu er det dog ikke mange turister, som når helt hertil. Mest af alt fik jeg følelsen af hvad laver den “gringa” helt nede på disse kanter… haha. Heldigvis kan jeg spansk, så det blev ingen sag at navigere rundt på museet.

Jeg besøgte Villa Ukika, et område hvor de sidste Yagan indianer efter sigende skulle bo, men blev noget skuffet og trist til mode over at se hvilke forhold de nu boede under. Affald over det hele og rustne blikskurer – det er også en del at rejse, en øjenåbner.

I Puerto Williams går der ikke kun løse hunde rundt, men også heste, hvilket man lige skal venne sig til. Alt i det hele taget er meget fredeligt her og alt går noget langsommere.

Cerro Bandera

Næste morgen var vejret perfekt, så lige med det samme vandrede jeg op til Cerro Bandera. En del af et trek, som man kan vandre på 5 dage. Det fører til bjergene “Dientes de Navarino”. Trekket op til bjerget var smuk. Jeg gik inde i skoven og lidt efter lidt fik man udsigten over Puerto Williams og Ildlandet/ Argentina på modsatte side samt Beagle kanalen.

Efterhånden som jeg kom derop af lå der snedriver hist og pist. Turen tog ca 2 timer op og 2 timer ned og vil sagtens kunne udføres af begyndere inden for vandring.

Det var en skøn oplevelse at gå i skoven under knirkende træer, susen i trækronerne, lyden af hakkende spætter og fuglefløjt. På vej ned tog jeg en anden rute, men den var ikke markeret nær så godt og overalt var der væltede træer, som man måtte kravle og bane sig vej henover.

Ligeledes gik denne rute forbi en flod. Jeg nåede dog ned trods alt og tilbragte eftermiddagen på byens eneste café. Til aftensmad stod den på kongekrabbe, for det måtte jeg bare prøve igen og hvilket bedre sted i verden end her. Frisker fåes ikke.

Puno ved Titicaca

De sidste dage har vi tilbragt i Puno og øerne Uros, Amantaní og Taquile i søen Titicaca.

Titicaca er jordens højest beliggende sø og ligger i over 3800 meters højde. Det var her i området, hvor menneskene levede uden religion. De kendte heller ikke til landbrug og tekstiler. Derfor sendte solguden Inti sønnen Manco Capac sammen med søsteren Mama Ocllo. Manco Capac lærte mændene at leve i et samfund og forgude Inti. Mama Ocllo derimod lærte kvinderne om tekstilteknikker og huslige pligter. Det var altså fra Titicasøen, at Inca civilisationen udsprang af og også senere skulle forme en af de vigtigste byer, nemlig Cuzco.

Vi besøgte førstedagen Sillustani, som er store gravtårne – den højeste var 12 meter høj. De stammer tilbagde fra Kollakulturen, som er før-inka perioden. Det var her vigtige personer, var blevet begravet fx præster og ledere. Gravtårnene befinder sig med udsigt over søen Umayo nordvest for Puno.

Solen skinnede over gravpladsen, men i det fjerne lurede mørke grusomme skyer og lynene delte himlen – Ja vejret skabte en perfekt dystert stemning over gravtårnene.

Næste dag tog vi på en tur til øerne Uros, Amantaní og Taquile. Første stop var de flydende sivøer Uros. De var dog noget turistet, kunne man mærke på det hele. Her fik vi smagt på sivene endda. Desuden så vi, hvordan de byggede af siv og hvordan en hel familie kunne bo i en lille sivhyttte. Ligeledes fik vi sejlet i en af deres kendte Sivbåde.

Herefter gik sejlturen i 2 timer til næste ø – Amantaní. Det blev på denne ø vi fik en unik og isoleret oplevelse. Huset lå højt oppe på skråningen med udsigt over den store Titicaca sø. Her blev vi indlogeret hos en familie, der bestod af husmoderen på 24 år (vi var noget overrasket over moderens alder ift. allerede at have 3 børn) manden Roberto på 30 år, den 8-årig søn, den 4-årig datter og en helt lille.

Det var ligesom at træde 60 år tilbage i tiden. Familien levede selvforsynende af kartofler, quinoa og oca (en slags rodfrugt, der spises en del af i Peru). Ligeledes holdte de får på bjergsiden, som de brugte ulden af – faderen broderede og lave sutsko, moderen derimod hækkelede og strikkede. Disse ting var deres indtjening udover at de en gang om måneden fik turister indlogeret i deres hjem. Jeg kunne ikke dy mig for at støtte deres lille forretning og investerede i hæklet julepynt, hvert år vil jeg mindes dette specielle sted og værdsætte det jeg har.

(Udsigten fra huset)

De havde indtil for et år siden boet hos mandens far, som desuden var shaman. Men nu havde de bygget deres hus og havde haft 3 logerende. Vi fik frokost til at begynde med og den var udelukkende vegetarisk; quinoasuppe til forret og hovedret bestod af kartofler, oca og stegt queso fresco (en bestemt type ost). De spiser nemlig hovedsageligt vegetarisk, dog i ny og næ fisk, hvis manden tog ud for at fange det. Kød var en gang om året, når der var en særlig festlig anledning.

Om eftermiddagen gik vi op til toppen af bjerget til de to før-inca templer; Pachatata (faderjord) og Pachamama (moderjord) – to templer på toppen, hvor øens beboer har bestemte ritualer. Pachatata var et firkantet tempel og Pachamama er derimod rund, de ligger på hver der bjergtop overfor hinanden. Herfra så vi solnedgangen.

Om aftenen efter aftensmad tog vi til en lille “fest” holdt for os turister… haha. Her fik vi prøvet de traditionelle dragter og danset til panfløjtemusik. Broderingerne havde Roberto selv udført.

Næste dag var afgang fra øen, herfra skulle vi til den næste ø – Taquile. Her gik vi til byens lille Plaza og herfra videre op igennem øen. Vi kom forbi et igangværende Bryllup, men klokken er jo 10 om formiddagen tænkte vi? Lidt efter kom nogle meget festlige bryllupsgæster i deres traditionelle tøj stavrende. Et bryllup her er en kæmpe begivenhed her og varer i hele syv dage ligesom i eventyrene. De traditionelle dragter her var en smule anderledes fra Amantaní – her havde kvinderne pomponer på sjalet i stedet for. Størrelsen af ponponerne afgjorde om de var gifte eller ej. Det samme gjaldt for mændene på øen. De bar ligeledes pomponer på huen, samt farven og retningen fortalte noget om deres forhold. Herefter spiste vi på en restaurant med udsigt over Titicaca og fik meget friskfanget ørred.

Turen sluttede her og herfra gik de de sidste 3 timer med båd tilbage til Puno ind i civilisationen og larmen igen.

Cuzco

Vi har været i Cuzco og omegn i lidt over en uge. Cuzco er virkelig den by, jeg synes har været mest interessant at besøge på hele turen. Omgivelserne, arkitekturen, historien og stemningen her i byen er virkelig skøn. Der har været så mange spændende steder at besøge. Nu vil jeg kort fortælle om de forskellige oplevelser vi har haft her.

Free Walking tour i Cuzco.

Vi tog en 10 timers natbus fra Arequipa og ankom om morgenen d. 7 oktober til Cuzco. Da vi endnu ikke kunne tjekke ind på vores hostel, eftlod vi vores rygsække og vandrede ned til byen. På vejen stoppede vi i det velkendte marked “San Pedro” her fik vi en lækker friskpresset juice. Herefter gik vi ned til byen, hvor vi stødte på folk fra “Free Walking tour” i deres turkise caps og T-shirts. Det var en super spændende tur og et must, da Cuzco har så spændende historie og arkitektur at byde på.

Vinicunca/ Montaña Arcoiris

Vinicunca er regnbuebjergets oprindelige navn på Quechua. (Quechua er desuden Det tredje største sprog i Sydamerika) Det betyder oprindeligt det sted man har måtte krydse. Wini rumba hedder de sorte sten og cunca – hals, fordi strækning forvandler sig til et bjergpas.

Efterfølgende dag tog vi på en endagstur, hvor vi skulle vandre 1,5 time op til Vinicunca/regnbuebjerget. Det gik fint trods den store opstigning. Vi fik heldigvis ingen højdesyge eller størrere vejrtrækningsproblemer. Vi havde masser af cocabolcher med, så måske gjorde det udfaldet. Regnbuebjerget er dog blevet på bare 3 år super turistet takket være de sociale medier. Stien vi gik på fandtes heller ikke for år tilbage. Jeg forstår godt hypen, da det var super smukt. Vi var også rigtige heldige med vejret, da solen skinnede og det var rimelig lunt uden synderlig vind.

Saksaywaman – “Sexy woman”

Sacsaywaman er en fæstning hævet over byen. På inkaernes tid lignede Cuzco en Puma oppe fra og Saksaywaman udgjorde derfor hovedet på pumaen.

Dagen inden vi skulle gå Salkantay til Machu Picchu, besluttede vi at slappe lidt af i byen. Vi fik dog ideen at gå op til Sacsaywaman, fordi vores “Free Walking tour”-guide havde fortalt os, at man kunne se disse store stenmure gratis uden at skulle betale 140 soles (ca. det dobbelte i danske kr.) På vej derop mødte vi taxaen vi lige skulle bruge. Han boede nemlig selv deroppe i området og kunne komme igennem Checkpoints gratis. Vi betalte for begge 30 soles og vi blev sat af ved udsigtspunktet, hvor Jesus figuren stod med udsigt over Cuzco. Herfra kunne vi gå ned forbi Sacsaywaman uden at krydse et Checkpoint.

Salkantay-trek til Machu Picchu – 4 dage

Salkantay bjergets legende bygger på to unge, der bliver forelsket. Salkantay og prinsessen Veronica. De beslutter at flygte sammen til Qosqo – området hvor Salkantay er respekteret. Det finder byen Anti sig ikke i, hvor Veronica stammer fra. Derfor ofrer de deres prinsesse. Salkantay bliver rasende over sin elskedes død og starter en krig mod byen, men det får fatale følger. For ikke at gøre mere skade beslutter guderne at konverte Salkantay til et bjerg og det samme gælder for Veronica. Nu kan de for evig tid se i retning af hinanden. Nu står de begge som beskytter af hver deres område.

Vi startede turen kl. 5:30 onsdag morgen. Vi kørte i nogle timer og undervejs stoppede vi for morgenmad. Første dagen på Salkantay skulle vi opstige Apacheta passet i 4580 meters højde. Det gik fint for både Therese og jeg – ingen større udfordringer. Vi kom ofte langt i forvejen ift. de andre i vores gruppe. Solen skinnede og vi kunne se det smukke Salkantay bjerg – under nedstigning blev det dog helt tåget og det begyndte at regnen sådan forsatte det, også da vi nåede frem til Campen og hele natten.

På turen blev vores ting transporteret af heste. Ligeledes var det lidt specielt, for vi havde kok og anden assistance med på turen. Næste morgen kl. 5 blev vi vækket med varm cocate oven på en kold og regnfuld nat. Herefter fik vi morgenmad og vandreturen begyndte. Omgivelserne skiftede fra et goldt miljø til, at vi kom ind i en “Cloud forest”. Desværre, da vi nåede frem til et mindre beboet område ved 12-tiden fandt vi ud af, at der havde været jordskred, så vi ikke kunne gå på noget af trekket. Derfor gik vi på en trakroad i stedet i 2-timers tid, hvorefter vi blev kørt i bil det sidste stykke til næste camp. Denne camp lå i regnskoven og her var lunt og solskin. Vi fik frokost og efterfølgende besøgte vi en lille kaffeplantache, der lå i forbindelse med Campen. Her så vi, hvordan kaffe produceres. Herefter tog vi på en times køretur til “Aguas termales Colcamayo”. Her slappede vi af i to timer efter dagens vandring. Disse varme bade er kendt for at være de smukkeste og bedste i Cuzcoregionen. Efter aftensmad gik turen tidligt i seng, for ligeledes skulle vi tidligt op næste dag.

Tredjedagen var helt klart den jeg fandt mest udfordrende trods vi ikke var i nær så højt oppe. Vi var i de 2200 og opsteg i 2700 meter. Det var meget varmt, da vi vandrede i regnskoven. Her så vi forskellige fugle og orkideer på vejen. Efter at havde nået toppen – Llactapata, kom vi til udsigtspunktet, hvor vi fik et glimt af Machu Picchu for første gang. Fra denne vinkel så Machu Picchu noget større ud, end hvad vi havde set på billeder. Herefter var der nedstigning og vi kom ned til Hidroélectrica, som er et mindre vandværk ved et vandfald. Ved to tiden kom vi til toget Perurail og fik vores frokost inden vi tog toget til Aguas Calientes. Det var åbenbart en del af turen vi havde booket, men man kunne sagtens havde gået turen, hvis man var på egen hånd. Om aften blev vi indlogeret på et hotel og vi ventede spændte på morgendagen. Om aftenen regnede det massivt og vi håbede på det bedste for i morgen. Jeg fik mulighed for at smage Alpacabøf med quinoarisotto til aftensmad – overraskende lækkert. Dog lidt svært at tænke på de nuttede bamsede alpacaer på Perus bjergsider.

Lørdag var nemlig dagen, hvor vi skulle op til Machu Picchu. Da vi kom derop startede vi med at få de første billeder med Machu Picchu. Vi var heldige, at det ikke var for overskyet. Dernæst begyndte vi at hike til “Intipunko/ Sungate”. Det tog ca. en times tid og 45 min tilbage. Her kunne vi se det imponerende udsyn over Machu Picchu. Vi var heldige at skyerne og tågem forsvandt kort tid. Machu Picchu er super tourtistet, så man får et tidsrum til at besøge området. Kl. 12 skulle vi være ude igen. Herefter fik vi frokost og dernæst gik turen med Perurail og bus fra Ollantaytambo til Cuzco.

Inkamassage

Dagen efter slappede vi af i Cusco. Vi besluttede at finde et sted, hvor man kunne få en Inkamassage. En times massage kostede 80 soles (dobbelte i danske) – meget billigere må man sige end i DK. Vi blev desuden masseret ind i Cocacreme – selvfølgelig… hehe.

Maras og Moray

Sidste dag i Cuzco tog vi på en tur til “Valle Sagrado” for at opleve Salineras de Maras og Moray. Moray er disse runde Inkaruiner. Terrasserne blev brugt til landbrug.

Maras er derimod en masse saltudvindings-søer, der formentlig stammer tilbage fra Inkatiden og den dag i dag udvindes der stadig salt fra det rindende bjergvand. Det var fantastisk at se så bevaringsværdig teknologi.

Aftensmad stod på Cuy – marsvin. I hvert fald obligatorisk at prøve. Herefter går turen videre til Puno ved Lake Titicaca.