Rio de Janeiro – Cristo, Favela & paragliding

Sidste stop på den lange rejse blev altså Rio de Janeiro. En verdensby, der er kendt for Samba. Her er hvad jeg oplevede i den uges tid jeg tilbragte der.

Ipanema

Mange kender vel sangen “The girl from Ipanema”, nu var det ikke hende, der gik der, men mig. Den kendte strand og bydel levede kun op til forventningerne. Det var en helt anden stemning ved at bo så tæt på vandet og der hele året rundt er mellem 25-30 grader i Rio. Den famøse strand er også kendt for de to bjerge; Dois Irmãos.

dav

Copacabana

Da Katrine kom på besøg, fandt vi en Airbnb i bydelen Copacabana – en gade væk fra stranden. Copacabana er ligesom Ipanema de mere sikre bydele samt mest kendte pga stranden. Man besøger netop Copacabana for at være ved stranden.

dav

Stand Up Paddling

På stranden i Copacabana bookede vi en times lektion i Stand Up Paddling – en krævende balanceøvelse, særligt hvis der er en del bølger. Mens vi paddlede rundt var vi heldige at se utallige havskildpadder komme op til vandoverfladen lige ved siden af os.

Lapa

Bydelen Lapa ligger næsten ved Rios centrum.  Bydelen har et noget mere slidt præg ift. Ipanema og Copacabana, men tilgengæld har den hele tre hovedattraktioner at byde på.

Escadaria Selarón

Disse verdenskendte trapper er lavet af den chilenske kunstner Jorge Selarón. Trapperne er dækket af alle mulige farvet fliser og ligeledes er der kakler fra alle mulige steder i verden og ja, Danmark er også repræsenteret i en flise, hvor der står god jul. Helt perfekt timet, når man besøger stedet i December.

DSCN1598.JPG

Arcos da Lapa

Dette var oprindeligt en akvædukt, men blev i det 19. århundrede forvandlet til en sporvognsrute i stedet for.

DSCN1506

Rio de Janeiro Katedral

Denne katedral er noget af det mest bemærkelsesværdige. Normalt er jeg ikke den, der besøger kirker, men dennes arkitektur fangede bestemt min opmærksomhed. Denne modernet pyramideformet kirke er designet af Edgar de Oliveira da Fonseca og skulle være inspireret af mayakulturens arkitektur.

DSCN1617

Det er ikke kun ydersiden, der er imponerende. Kommer man indenfor, så betages man ligeså meget af arkitekturen.

DSCN1524

Samba

I Lapa er der gode muligheder for at opleve live samba musik. Derfor tog vi ind til en af bydelens mange barer for at opleve musikken. Det var ingen skuffelse. Musikerne var så dygtige og sang i mere en time ud i et kører – uden pause! Wow.

Churrascaria

Dette er et must at prøve i Brasilien. Det er den brasilianske version af asado. Her betaler man en pris for “buffet” og dernæst kommer tjenerne rundt med mørt kød på spyd og skærer ud, hvor meget man vil have. Derfor skal man passe på med ikke at blive fyldt for hurtigt og man skal sørge for at vælge det bedste kød. En sjov oplevelse er det i hvert fald.

Cristo Redentor

Man kan ikke tage til Rio uden at have set kristus-figuren. Der er to måder at komme derop på enten med tog eller minibus og begge købes ved samme station. Vi valgte den hurtigste og billigste, nemlig med minibus. Når man skal tage derop skal man sørge for at gøre det på en solskinsdag med skyfri himmel og det var det vi ventede på skete. Udsigten skuffede på ingen måde, da vejret var fantastisk.

DSCN1631

Favela Rocinha

Jeg havde tidligere oplevet en Township i Sydafrika, derfor var jeg interesseret i at høre om de kendte favelaer i Brasilien. Jeg beøgte den lidt mere sikre, kaldet Rocinha. Her havde vi en privat tur rundt i området, der nu også bliver kaldt Community istedet for det stigmatiserende ord ‘Favela’.

DSCN1687

Hvad der overraskede var hvor mange små forretninger, der eksisterede over det hele. Der var liv i de små gader. Regeringen havde på sin vis prøvet at bygge bygninger for at støtte forretningsdrivende. De havde opført skoler, lejlighedskomplekser (lidt på samme måde som free housing projektet i Sydafrika), skoler og biblioteker – endda et sygehus. Dog levede der stadigvæk en frustration over for den nuværende præsident. Guiden fortalte o, hvor ofte offentlige ansatte ikke modtog deres løn – han var selv tidligere lærer. Ligeledes besøgte vi en af de katolske kirker i området, særligt streetarten uden for kirken fangede opmærksomheden.

DSCN1691

Man kunne nemt fare vild i favelaen, hvis man ikke kendte til alle de små smutpassager. Særligt kom vi ned ad en gade, hvor vi måtte vende om, da der en bande med maskinpistoler havde taget kontrollen. Men det var heldigvis ikke de her situationer vi oplevede mest af.

Et andet job jeg nødigt ville have i favelaen, var at være elektriker. Nu kan I se hvorfor:

DSCN1689

Paragliding i Rio de Janeiro

Rio de Janeiro er en oplagt mulighed for enten paragliding eller hanggliding. Man kan gøre det fra ‘Rampa do Voo Livre’ – denne rampe ligger i Tijuca nationalpark og er placeret i 517 meter højde.

dav

En tur kunne vare alt fra 7 min til 20 min. Vejrforholdene var virkelig gode, da jeg skulle prøve. Himlen var helt klart og der var 29 graders varme. Min flyvetur varede næsten 10 min og var fantastisk at flyve ud over hvide sandstrand og spotte Kristus-figuren fra den anden side.

DCIM100GOPROG0020942.JPG

Iguazú vandfald og lidt mere til

Jeg fløj fra Buenos Aires til Puerto de Iguazú, herfra kunne jeg besøge verdens vidunder fra den argentinske side først. Selve byen Iguazú havde ikke meget at byde på. Man tager netop hertil for at se vandfaldene.

Cataratas de Iguazú – Den argentinske side

Vandfaldene er en af verdens vidundere. Det specielle dog ved vandfaldene er, at den ene side er argentinsk og den anden side er brasiliansk.

Første dag jeg besøgte den argentinske side jeg gik af alle gangstierne. Her var jeg heldig at spotte dyr. Det er ikke altid let. Det ved jeg fra Amazonas. Jeg var heldig at støde på nogle aber og ligeledes et bæltedyr. Næsebjørnene var der dog nok af. Det viste at, hvor der er mennesker er der mad. Det er dog så trist, at nogle mennesker finder på at fodre dyrene. Det ødelægger deres naturlige adfærd. Dette var en af grunden til at næsebjørne var så “agressive”.

Den sidste gangsti tog man et lille tog op til og så gik man bogstaveligt ud til det store vandfald “Devils Throat” og man stog bogstaveligt ovenpå. Man blev dog noget våd af alle vanddråberne.

Efterfølgende dag tog jeg på en bådtur, som jeg havde købt dagen forinden i nationalparken. Det var super sjovt, da man sejlede rundt i de skvulpende bølger og helt ind til vandfaldenee. Man fik bogstaveligt talt sig et brusebad.

Hito de tres fronteras

I Puerto Iguazú ligger monumentet og udkigspunktet for de tre grænser – landegrænsen mellem Argentina, Brasilien og Paraguay.

Cataratas do Iguaçu – Den brasilianske side

Næste dag tog jeg efter ankomst til Foz do Iguaçu til den brasilianske side af vandfaldene. Denne side er noget mindre og kan snildt gøres på en halv dag. Den brasilianske udsigt er dog spektakulær, fordi udsynet er lige på de store vandfald. Man får sige ligeledes et brusebad her, så det skal man være forberedt på, når man går ud på gangbroen. Men det er bestemt det hele værd!

Parque do Aves

På modsatte side af nationalparken ligger “Parque do Aves”. En fuglepark, hvor 40 % af dyrene er reddet dyr. “Animal trading” er et kæmpe problem verden over, da 6 millioner dyr hvert år bliver fjernet fra naturen og taget i fangenskab. Blandt andet havde fugleparken nogle få eksemplarer af en uddød fuglerart i naturen, som nu kun findes i fangenskab. Dyreparken havde en masse papegøjer, der var blevet mishandlet eller skadet.

Dyrene havde dog også andre fuglearter fra forskellige områder i Sydamerika samt resten af verden. Blandt andet en Kasuar – Verdens farligste fugl.

Ciudad del Este – Paraguay

Når man opholder sig i Foz do Iguaçu, så er det en oplagt mulighed at tage lige over på den anden side af floden for at besøge Paraguay og selvfølgelig få endnu et stempel i passet, der snart er fyldt op med stempler. Jeg tog bussen hen til broen, og krydsede den dernæst til fods for at komme over på den anden side. Ciudad de Este er shoppingbyen for billige tilbud på elektronik og etc. Det svarer lidt til at tage “syd for grænsen”.

Der er ikke meget at lave i Ciudad de Este, men man mærker straks at man er kommet til Sydamerikas fattigste land. Affald, knallerter, folk på gaden ovs. Det er helt grotesk at gå ind i shoppingcentrene, hvor alt er luksus indvendigt og så gå ud på gaden på ny.

Jeg vandrede ligeledes lidt udenfor centrum, hvor jeg kom til søen Arroyo Amambay, men var ikke helt klar over, hvor sikker Paraguay egentlig var, så måtte vende om… haha

Itaipu Bionacional

Verdens største vandkrafts dæmning. Den ene del er en del af Paraguay og den anden en del af Brasilien. Itaipu har også verdensrekorden siden 2016 for at have produceret mest strøm.

De tilbød forskellige ture, men skulle man ind i selve dæmningen og opleve generatorene ovs., så skulle man havde reserveret på forhånd. Jeg valgte deres mest populære tur – ‘Panoramic tour’. Her kørte man rundt i bus og standsede ved forskellige udsigtspunkter.

Her ses de største kamre. Desværre var det under renovering, så man kunne ikke se de massive vandmængder fosse ud.

Her ses den store kunstige sø, hvor der ligeledes er blevet holdt mange vandsportskonkurrencer og aktiviteter.

Marca das três fronteiras

Brasilianerne havde gjort noget mere ud af deres version af udsigtspunktet til de to andre grænser. Her skulle man betale for indgang. Selve monumentet lå ved et gammelt kloster, der nu var blevet sat lys på. Brasilianerne elsker fest og farver. Kl. 20:30 begyndte showet ved det ene springvand, der lå op til en gammel bygning fra jesuit missionærerne. Her fik man et barok-disney show, som jeg ville kalde det. Det er i hvert fald en helt ny måde at fortælle historien her.

Kl 21 startede næste show, hvor de viste de 3 landes nationaldanse; Tango fra Argentina, Samba fra Brasilien og folkedans fra Paraguay. Ligeledes en dans, der skulle markerer de oprindelige fra området.

Der kom fest og farver på dansene. Tango blev pludselig ikke så dramatisk og alvorlig, men fik tilføjet noget humor og selvfølgelig palietter til mændene også.

Ushuaia – Tierra del Fuego

Jeg krydsede Beagle Chanel fra Puerto Navarino (en mindre havn på Isla Navarino) til Ushuaia. Dette var ingen nem proces eller billig. Kl 9 mødte jeg op på turistkontoret, men min reservation gennem hostel var åbenbart ikke til at finde – heldigvis kunne jeg komme til Ushuaia alligevel. Dernæst skulle jeg yderligere igennem den til chilenske udrejse proces hos Policia de Investigaciones, hvorefter jeg kunne blive kørt til Puerto Navarino. Her måtte jeg igen vente på båden fra Ushuai, fordi en hel argentinsk skoleklasse skulle på en tur til Puerto Williams. Vi var kun to turister i alt, der skulle med den lille speedbåd til Ushuaia. Det var en lidt vild oplevelse at rejse til Argentina på denne måde. Efter 4 timer fra startpunktet ved turistkontoret i Puertoo Williams, nåede jeg bredden på den anden side.

Parque Tierra del Fuego

Næste dag teamede jeg op med en canadisk pige og vi besluttede os for at trekke i Ildlandets nationalpark. Vi tog bussen derhen og vandreturen blev ligetil, fordi det mest af alt var fladt hele vejen. Vi vandrede langs med den fine kyste og helt op til søen “Lago Roca”. Dernæst forsatte vi turen til udsigtspunktet “Laguna Verde”, desværre var der en del ruter lukket i nationalparken, og da vi tidligere på morgen spurgte ved ankomst til indgangskontoret, lød svaret “Because of a wild bull”. Ret humoristisk måtte man trække på skuldrene og opgive at få det rigtige svar.

Fra “Laguna Verde” vandrede vi til Mirador Laptaia og derfra til busstopstedet ved “Puerto Arias”. Vi havde taget bussen kl 10 om morgen og nåede hermed kl. 16 bussen tilbage til Ushuaia, efter en del timers vandring. Derfor kunne vi godt tillade os, at del en hel “Tavle” med al slags kød.

Sejlads igennem Beaglestrædet til Isla Martillo

Jeg valgte at tage på en tur for at se pingviner – igen, igen. Pingviner i Punta Arenas for fem år tilbagde, pingviner i Sydafrika og på Galapagos, var ikke nok for mig. De små venner bliver ved med at overraske. Vejret var spektakulært med sol og meget lidt vind. Vi sejlede i sejlskib fra Puerto Alamanza ( ligger overfor Puerto Williams) gennem Beaglestrædet og rundt om Isla Gable og hen til pingvinen Isla Martillo Her så vi første koloni af de magellanske pingviner. Ligeledes så vi en koloni af cormoraner, der havde bygget reder ind kystsiden.

Næste koloni af pingviner var af racen Gentoo. Det sjove ved denne koloni var, at blandt disse havde en enlig kongepingvin slået sig ned. Nu måtte den virkelig føle sig som konge, blandt disse mindre pingviner. Naturen er virkelig forunderlig nogen gange.

Herefter sejlede vi ind igennem den smalle passagen og på vejen så vi da en Guanaco inde ved kysten. Vi stoppede her ved en comoranø samt en ø fuld af larmende søløver.

Turen var en god oplevelse, fordi man kun var 8 personer med på båden ift. andre både, hvor der normalt er 50 personer eller mere. Ligeledes stødte vi på ingen andre turistbåde, da vi sejlede rundt. Det var også lettere at komme tæt på dyrene med en lille sejlbåd.

Museo de Marítimo y del Presidio de Ushuaia

Jeg besøgte museet for søfart og fængslet i Ushuaia. Det var mange ofte barske historier om de første søfarer i området og helt op til 1900-tallet. Ligeledes bød museet på modeller af skibe, som var kommet hertil via ekspeditioner. Ligeledes fortalte den Ushuaia og Ildlandets første begyndelse.

Dette var stedet, hvor man kunne opleve alle de gamle fængselsgange samt celler. Fængslet blev forflyttet to gange før det endte i Ushuaia i 1902 af humanitære årsager. Det var først i 1920, at det blev konstrueret færdigt. Arbejdskraften var selvfølgelig fangerne selv. Fangerne blev ofte brugt til arbejdskraft i området fx i 1910 blev verdens sydligste jernbane udbygget.

1947 blev fængslet lukket og det blev transformeret til maritimt brug og siden i 1997 blev det forvandlet til museum.

Puerto Natales

Så har jeg været “hjemme” i Chile igen. Utroligt at tænke på, at der allerede er gået fem år siden. Det opdagede jeg hurtigt ved at se mine værtsbrødre, der nu er 6 og 9 år. Dengang var den yngste blot et år og kunne derfor næppe huske mig. Min værtsøster er flyttet hjemmefra og hende mødte jeg i Santiago. Min ældste værtsbror var nu blevet gammel nok til at køre bil og han fungerede derfor som en Taxichaffør for os…. haha.

Torres del Paine

Fra Puerto Natales tog vi ud for at vandre W-trekket i 4 dage. Dette ligger i “Parque nacional de Torres del Paine” også kendt som et af verdens vidunder. For fem år siden besøgte jeg nationalparken og lige siden dengang havde jeg en drøm om at vandre her. Det kom heller ikke til at skuffe at gå i den forbløffende natur under åben himmel. På førstedagen ankom vi med båd og allerede her kunne vi opleve “Los Cuernos” – de smukke bjergformationer. Herfra ankom vi til Campen og slog teltet op. Vejret her var fuldstændigt forbløffende lunt taget i betragtning, hvorhenne vi befandt os. Vi startede vandreturen op mod “Glaciar Grey” og det kunne ingen måde skuffe at gå i klipper og bjerge forbi det turkise vand og de hvide isblokke, der flød rundtni vandet. Vi nåede udsigtspunktet på toppen og så ud over den imponerende gletjer.

På vej tilbage havde vi solen i ryggen og med et følte, at jeg havde genfundet en lille del af mig i Chile, men som nu for evigt ville blive frigjort. Da vi kom tilbage til teltlejren var der ingen ringere end en regnbue. Det var lykken efter mere end 6 timers vandring Herefter stod den på madlavning over et primitivt gasblus og vi gjorde klar til næste dags vandring.

Næste dag vandrede vi mod “Mirador Britanico” – et udsigtspunkt over de karakteristiske bjerge i parken. På vej dertil krydsede vi floder og hængebroer.

Dernæst kom vi forbi campiste Italiano, men hvad vi ikke var klar over, var at man bare kunne have stilt sine tunge rygsække her. Det havde alle andre gjort, vi vandrede uvidende derop af. Turen blev noget sej, da opstigningen hurtig gik fra 300 meter op til noget i de 900, men det var i sidste ende besværet værd. Vi blev hurtig kendt som de seje danskere blandt de andre vandrere haha. Ligeså for vores hurtighed… haha. På toppen af udsigtspunktet var, der utroligt smukt! Ligeså måtte vi vandre tilbage til næste campiste Francés. Dette var et hyggeligt sted i en skov, hvor man slog teltet op på en platform. Vi havde regnet med det hele blev ligesom i “Alene i vildmarken”, der var varmt bad og det hele, så kunne man ikke undgå at leje et håndklæde. Jeg kan sige med sikkerhed vi sov godt den nat.

Tredjedagen blev noget mere afslappet vi skulle ikke gå hele dagen igennem, så vi havde ikke så travl. Vi gik langs med den kæmpe turkise sø “Lago Nordenskjold” og nåede frem til den centrale campiste. Om aftenen endte det gode vejr dog og varslede regn begyndte.

Næste morgen var det desværre kraftig regnvejr. Vi ventede på det gode vejr, men til sidst måtte vi indse, at det ikke kom, der var intet andet for end at gå more “La base de Torres del Paine”. Efter timers vandring blev vi helt gennemblødte og det begyndte at gå stejlt opad og vi kom over trægrænsen. Her begyndte det at sne og der blev så glat, hvilket ikke gjorde det nemmere at bestige. Vi kom dog til sidst op og som forventet kunne man ikke se bjergene i baggrunden, kun den famøse turkise sø. Det var dog i sidste ende det hele værd og udfordringen med sne havde vi klaret!

Vi valgte, at treate os selv med en brændende varm kakao. Vi vandrede længere ned igen og det var tid til at slå teltet ned og sige tak for oplevelsen i Torres del Paine. Vi var sent hjemme, men min søde værtsbror kom og hentede os. I huset havde min værtsmor stillet aftensmad klar til os. Endnu føltes det som et hjem efter alle disse år. Noget jeg altid vil tage med mig er chilenerne åbenhed og hjertevarme gestus – ikke blot at tage imod mig, men også en ekstra gæst.

Cueva del Milodon

Vi fik ligeledes tid til at besøge den kendte grotte, skabt af gletsjere i sin tid. Denne grotte er også særlig kendt for at være stedet, hvor Eberhard under en ekspedition i 1896-tallet fandt velberarede rester af pels og knogler af fortids kæmpedovendyret “El milodon”, deraf er grotten blevet opkaldt efter dette dyr.

Bolivia

Vi har opholdt os en uges tid i Bolivia. Ikke så langt tid som i Ecuador og Peru, hvor vi har tilbragt 3 uger hver især. Vores mål for Bolivia var nemlig at besøge Salar de Uyuni.Vi krydsede grænsen fra Peru med bus. Her er hvad vi oplevede i vores tid i Bolivia.

Copacabana ved den bolivianske del af Titicaca

Første dag i byen Copacabana gik vi op til et udsigtspunkt over byen. Ellers nød jeg resten af dagen udsigten over søen Titicaca fra vores hostal. Vi tog det stille og roligt resten af dagen efter noget tid, hvor vi har været en del på farten.

Fra Copacabana besøgte vi øerne Isla de la Luna og Isla del Sol. Måneøen var noget lille og vi besøgte den kendte ruin på øen. Herefter sejlede vi videre til soløen, hvor vi vandrede op i højderne og mødte alle øens æsler… hehe. Vi besøgte kun den sydlige del af øen. Efter sigende skulle der have været en konflikt mellem 2 communities på den nordlige side. De to øer mindede på mange måder naturmæssig om øerne Amantaní og Taquile. Vi sejlede efterfølgende tilbage til Copacabana og fangede om aftenen en bus til La Paz.

La Paz

Vi har tilbragt to dage i La Paz, men for vores vedkommende var det nok i den store larmende storby. Byen er præget meget af fattigdommen, bilosen og storbylarmen. Første dag besøgte vi plazaen og prøvede at navigere rundt i centrum. Vi ankom på en søndag, hvor desværre mange butikker og oplevelser var lukkede. Vi besøgte den turistede gade Sargada. Ligeledes besøgte vi “Mercado de las Brujas” (Heksenes marked)

Næste dag besøgte vi Valle de la Luna (Månedalen), fordi det skulle minde meget om månens landskab. Vi tog en offentlig minibus mod Mallasa ud til stedet. Det kostede 3 bolivianos (3 kr). Det lå 10 km væk, men tog over en time at komme derhen. Det var helt rart at komme ud af larmen og gå stille og roligt rundt på stedet. Man havde det næsten for sig selv, hvilket var skønt. På vej hjem tog vi noget, der mindede om amerikansk retro skolebus (kørte dårlig nok mere end 40 km i timen) – indenvendig var den nærmest pyntet som et alter med Jesus hængende foroven som beskytter.

Tur til Salar de Uyuni

Vi skulle med en natbus til Uyuni, men vi var ikke særlig heldige med busselskabet Arequipa og vi havde nær troet, at vi ikke ville komme afsted. Efter 4-timers forsinkelse kom en bus, dog ikke som lovet med senge, toilet og varme. Dette var en meget ældre og primitiv af slagsen, men vi skulle altså bare afsted. Vi ankom næste morgen til Uyuni og fik vi heldigvis nogle penge tilbage fra vores tarvelige oplevelse i bus og vi kunne nå at komme med på vores 3 dage Uyunitur.

Salar de Uyuni er en kæmpe udtørret saltsø og, at den ikke er en del af verdens 7 naturlige vidundere kan man virkelig forundres over. Vi kom i tørsæsonen og man kunne derfor gå rundt på det udtørrede salt. Det var på førstedagen, at vi besøgte Salar de Uyuni og vi havde helt utroligt solskin og vindstille vejr. Det var helt ubegribeligt, hvor stor den var. Man skulle næsten tro, at man befandt fandt sig i et snelandskab og når man gik rundt, knasede det under fødderene som om, man betrådte is.

Vi spiste frokost på Uyunis eneste salhotel, som lå midt ude på sletten. Herefter kørte vi videre gennem landskabet og fik taget de opbligatoriske billeder. Herefter stoppede vi ved en kaktus-ø.

Næste dag gik turen, forbi togskinner til til Chile. Man kunne altså virkelig fornemme Bolivia og Chiles historie for minedrift og mineraludvining.

Herefter fik vi set en masse smukke flamingolaguner, hvor der var flamingoer i massevis. Frokosten blev også i det fri ved Laguna Honda i dejlig solskin.

Der var så mange flamingoer i alle Laguner, at man næsten blev helt udkørt af at tage billeder i massevis! Smukke var de! Så man kunne ikke lade vær’

Vi kørte videre igennem den sandede ørken og vi kom til næste stop, som var en mindre saltsø.

Lidt efter kørte vi videre gennem ørknen, hvorefter vi kom op i 4700 metershøjde. Vi kom dernæst forbi atraktionen Arbol de Piedra (Træ af sten).

Et af dagens højdepunkter blev Laguna Colorada, som er en kæmpe rød sø pga. det høje indhold af alger. Det blæste dog helt ekstremt, da vi skulle gå op til udsigtspunktet over søen.

Sidste dag på turen skulle vi op kl. 5, fordi vi skulle se Geyser de Sol mañana. Som navnet antyder er de smukkest at se ved morgengry, da luften er kold og gejserne varme og derved damper det noget mere. Det var en vild oplevelse at kunne stå midt i disse og noget koldt, så tidlig om morgnen.

Sidste stop på vejen inden vi krydsede grænsen til Chile blev Laguna Verde – den grønne sø.

Ruten til Cuzco

Vi havde en uges tid til at opleve kysten syd for Lima.

Første stop på vejen blev Paracas. Her tog vi en tur ud til nogle fugleøer – Islas de Ballestas. Taget lugten var man ikke i tvivl om, hvilke dyr, der bosatte øerne. 😂 Vi så ligeledes søløver og pingviner på de små øer.

Paracas kandelaber geoglyf, der kun kan ses fra søsiden. Dens alder er dog ukendt, men formentlig fra 200 f.kr, da fund omkring den er fra denne periode.

Ligeledes besøgte vi Paracas nationalpark. Et smukt ørkenlandskab med gule og røde nuancer i kontrast til det dybe blå hav. På et tidspunkt, da vi stod og nød udsigten over havet, var vi utrolig heldig at spotte delfiner. Jeg blev helt overrasket, for det var det sidste jeg havde forestillet mig at se her.

Næste stop på vejen blev Huacachina – en oase midt i ørkenen lige ved den større by Ica. Her prøvede vi buggy tour og sandboarding.

Fra Huacachina tog vi for en dag til Nazca for at flyve oppe over de berømte Nazcalinjer. Flyveturen varede en halv time, så man skulle virkelig huske at nyde udsigten – ikke gennem kameraet. Her ses hunden nedenfor.

Om aftenen samme dag tog vi på pisco- og vintur i Ica. Her lærte vi alt om processen og fik selvfølgelig smagt en del forskellig vin og Pisco. Vi besøgte to forskellige bodegaer, som de kalder det.

Fra Huacachina tog vi en 13-timers natbus til Arequipa. Her tog vi på en endagstur til Colca Canyon, men jeg vil helt klart anbefale, at man havde noget mere tid pga. de store afstande og bjergkørslen går ikke lige just hurtig. Det var en super smuk tur med udsigt over dale og terrasser, hvor de blandt andet dyrker quinoa.

Vi oplevede ligeledes på turen udsigtspunktet til condorene. Vi var heldige at spotte flere. Dog efter en halv times ventetid var vi heldige.

På turen smagte vi ligeledes jugo de sancayo, som er en juice lavet af kaktus.

På turen kom vi op til udsigtspunktet til alle vulkanerne – her er vi oppe i 4900 meters højde.

Nu er vi så kommet til Cuzco, så følg med i min tur, når der kommer nye fortællinger herfra.

Amazonastur – Taranteller, slanger, caimans & floddelfiner

Så er jeg kommet tilbage efter en lang tur ind i Amazonas. Kl. 23 om aftenen tog vi en natbus til Lago Agrio, hvorefter vi fra morgenstunden skulle kører 2 timer og derefter med motordrevne båd 2 timer for at komme ind Cuyabeno Wildlife Reserve.

Det blev en spændende tur med mange eksotiske dyr og mudder op til knæene. Første dag vi ankom spottede vi allerede en lille anakonda samt nogle aber i træerne. Det gik heller ikke lang tid før vi så papegøjer flyve over os og en masse farverige sommerfugle. Da vi ankom til vores Jungle Lodge startede vi med at spise frokost. Herefter tog vi med vores guide ud at se dyr og solnedgang over Laguna Grande. Det var bare så smukt! Her fik vi også mulighed for at bade i det lune vand. Da vi er i tørsæsonen falder vandstanden hele tiden en del for hver dag. Det kunne man allerede bemærke de efterfølgende dage.

Efter aftensmad gik vi en aftentur for at se på de nataktive dyr hovedsageligt insekter og edderkopper. Vi fik set alle mulige spænde edderkopper bl.a. en Wolf Spider.

Onsdag tog vi hen for at besøge et Siona community. På vej hertil fik vi set lyserrøde floddelfiner og ligeledes hoppede en fisk op i båden, fordi vandstanden er lav i dryseason. Dog føltes det ikke helt som dryseason – vi fik efterfølgende et ordentlig regnskyl – ikke noget at sige til, at det hedder regnskov Her skulle vi møde nogle af de oprindelige og vi skulle følge en kvinde, som ville vise os hvordan man høstede Yuca og laver Yucabrød. Herefter tog vi over for at møde en Shaman. Han viste os nogle ritualer, som normalt ville blive udført om aften og natten. Ligeledes fik vi lov til at smage Ayahuasca eller som de kalder Yagé, der er navnet på planten, Ayahuasca brygges på . Bare rolig, der skal 50 ml til før man for mærkelige Amazonas illusioner. Normalt vil shamanen drikke det og have syner hele natten, hvorefter han tidligt om morgen ville han nemlig kunne gå ud at finde de planter, som ville kunne helbrede klienten.

Ja, det regnede en del, da vi besøgte Siona Community.

(Nå ja, vi måtte bare have det klassiske turistfoto)

Derefter gik turen tilbage til Lodgen, hvor vi senere gjorde klar til, at vi skulle spotte Caimans. Om aften var Laguna Grande fyldt med Caimans og deres røde øjne lyste op i mørket. De blev dog ved med at forsvinde, når båden nærmede sig – de var en del sky. Lige pludselig holdte bådføreren ind til siden efter vores guides anvisning og de stod ud af båden. 5 min senere kom vores Guide tilbage med en baby Caiman og fik lov til at røre den! Derefter sejlede vi videre og fandt en 4 meter Caiman på tæt hold. Lidt senere en slange. Det blev en succesfuld tur.

Næste dag skulle vi afsted allerede inden kl. 6, da vi skulle se solopgang og spotte fugle. Laguna Grande blev ved med at overraske med skønheden og spændende dyr.

Torsdag tog vi ligeledes ud for at hike i junglen. Vi gik i 3 timer og så på planter og flere dyr såsom aber. Vi så teramitter, som man kunne smage – ja de smager faktisk af peanuts. Dernæst så vi citronmyrer og ja de smager som navnet siger. Den sidste del af turen kom som en overraskelse, da vores guide ville fører os igennem en sump. Han vidste lige hvordan man kom igennem. Men alle os andre stod i med mudder til knæene og stod nærmest på hovedet i. Det blev en mudderet tur. Vi klarede os igennem, men som det ikke var nok skulle vi nu selv ro i kano hele vejen tilbage til Lodgen.

Dernæst fik vi tid til afslapning og vi tog ud for at spotte flere dyr samt se den sidste solnedgang over Laguna Grande. Efterfølgende skulle vi lede efter Caimans igen, men desværre var månen mere fremme i dag, hvilket gør at reptilerne bliver mere sky. Vi fik set enkelte Caimans på afstand. Til gengæld fik vi set en slange. Guiden tog den simpelthen ned fra træet og vi kunne se den tæt på. Og ja gæt engang – vi fik lov til at røre en vild slange.

Herefter kom vi tilbage til Lodgen og efter aftensmad kom taranteller ud fra sidst bo. Den bor nemlig i bambussen i hytten. Det vidste sig dog, at der var langt flere tarantelbo. Rundt omkring var der små huller, hvor man nede i kunne antyde edderkoppen.

Fredag gik turen hele vejen tilbage til Quito af de små bjergveje.

Galapagos

Så er jeg vendt tilbage til fastlandet igen. Nu vil jeg prøve at berette om den lille uge og prøve at gøre det kort, men det bliver nok svært.

Det var noget af en skøn uge blandt fantastisk natur (noget regnfuldt) og ikke mindst mange dyr.

Første dag ankom vi med Gadventure til Senta Cruz – faktisk lander man på en utrolig tør og gold ø – Baltra, men så bliver man sejlet over til Santa Cruz. Her skulle vi overnatte den første aften oppe i “højlandet”. Naturen skiftede straks til regnfuld og frodig natur. Nu forstod man straks Galapagos’ mikroklimaer. Vi tog hen for at se kæmpeskildpadder og de er virkelig kæmpe! Vi så ligeledes skakter formeret af magma. Derefter tog vi tilbage til campen, som lå tæt på el Colapso. Et vulkancrater, som vi vandrede hele vejen ned i. Om aften, da vi skulle sove var det noget specielt at sove i telt blandt alle insekt og andre dyrelyde.

Næste dag besøgte vi Charles Darwins skildpaddecenter og så alle babyskildpadder. Ligeledes så vi Lonely George – en skildpadde, der er blevet bevaret, som desværre uddøde for nogle år siden. Herefter stod dem frokost og herefter blev vi sejlet over til den næste ø. 2 timers speedbådstur i store bølger. Undervejs var vi heldige at se en delfin springe op af vandet. Vi ankom til øen Floreana – en ø med ca. 160 indbyggere. Her blev vi indlogeret i en smuk træhytte. Dernæst tog vi ned til stranden, hvor der lå søløver og og iguaner, der dasede i eftermiddagssolen.

Næste dag skulle vi ud og snorkle. Vi snorklede med rokke, havskildpadder og masser af fisk. Efter frokost tid kørte vi op i højlandet til en vulkan, hvor der ligeledes var grotteformationer, hvor de første mennesker, der var kommet til øen, havde bosat sig. Da vi kom tilbage igen besluttede Therese og jeg at tage ud at snorkle igen til samme sted. Dog var tidevandet kommet til og det gjorde stranden mere ufremkommelig og meget store bølger. Men i vandet ventede en søløve på os, så vi tog mod til os og hoppede i. Det var helt utroligt, søløven var i hvert fald ikke genert og lave en masse tricks. Om aften stod den på bålhygge ved stranden. En uvirkelig oplevelse at sidde rund om bålet og se op på alle stjernerne og høre bølgerne slå ind mod kysten. Tænk at sidde at opleve det midt ude i Stillehavet.

Denne dag skulle vi til næste ø – Isabela. Jeg troede ikke Galapagos kunne blive smukkere, men vi blev ved kysten mødt af endnu turkist vand. Vi startede med at gå en tur langs de hvide sandstrand endnu engang fyldt af Iguanaer. Dernæst spiste vi al godt fra havet – hvilket vi gjorde hele ugen og selvfølgelig serveret med ris og stegte plantains (madbananer) Dernæst gik turen til et smukt campingområde, hvor vi skulle overnatte. Derefter tog vi op til vulkanen Santo Tomas – verdens anden største vulkancrater. Herefter sluttede dagen stille og roligt af.

Torsdag stod den på snorkling samt en gåtur på en lille ø. Her så vi en Galapagos pingvin, samt Blue footed bookes – det dyr jeg var allermest spændt på at se! Her fik vi set kæmpe søstjerner, endnu større havskildpadder og endda en hav iguana, der svømmede forbi.

Så gik dagen ellers med at slappe af i byen. Desværre var dagen noget regnfuld trods, at det er dryseason. Men vejret på Galapagos er meget uforudsigeligt.

Fredag skulle vi tilbage til Santa Cruz – denne sidste dag tilbragte vi på stranden. Her lejede Therese og jeg en kajak. Da vi roede rundt svømmede en lille haj forbi os. Vi så endda endnu en rokke og en del havskildpadder. Da vi skulle tilbage igen kom vi forbi en Blue footed boobie på tæt hold! Dog skal man huske Galapagos park regler – 2 meters afstand fra dyrene. Om aften spiste vi alle ude og vi fik stegt Brujo. Dernæst tog vi ud og fik drinks, men på Galapagos er alt dyrt, så det blev en kort “bytur” for alle.

Nu er vi tilbage i Quito igen og sidder på tagterrassen med udsigt over Quito. I morgen tager vi ud i Amazonas og møder endnu flere dyr.