Ilha Grande – Jungleøen

Jeg mødtes med min gode veninde Katrine i Rio de Janeiro og sammen tog vi herfra en transfer videre ned til i staten Rio til piratøen Ilha Grande. Det var nogle timers kørsel i bil og dernæst en noget lang bådtur i et lille skib, fordi bølgerne var noget høje. Efter ankomst til ferieøen, fandt vi frem til det lille feriehus, som vi havde booket. Vi skulle bo i byen Vila do Abraão, som er den største på øen.

Lopez Mendez

Vi tog et skib til den smukkeste og helt hvide sandstrand på øen. Båden stoppede ved bugten Saco das Palmas, og så vandrede man det sidste stykke hen til stranden.

DSCN1543

Her fik vi slappet af, badet og nyt solen. Det var svært at forstille os, at vi befandt os i december måned. Vi tilbragte hele eftermiddagen her og om aftenen tog vi tilbage til Vila do Abraão.

DSCN1548

 

Bådtur med snorkling til Lagoa Azul & Lagoa Verde

Næste dag tog vi på en bådtur rundt på øen for at lære de andre dele af øen at kende. Her sejlede vi op i speedbåden til Lagoa Verde. Dette skulle være et af de bedste steder være for snorkling, dog havde vi ikke helt heldet med os. Havskildpadderne udeblev (dem skulle vi nok få set senere i Rio de Janeiro), tilgengæld var vandet fyldt med masser af eksotiske farvede fisk. Herefter sejlede vi videre og lavede en del stops ved forskellige bugter.

DSCN1571

Herefter kom vi til Lagoa Azul, hvor der igen blev badet. Lige med et blev stilheden forstyrret og en mindre luksusbåd sejler ind i bugten med højt brasiliansk musik og ude på stævnen kommer tre unge kvinder i bikini klar til foto-shoot og selfie-tid. Bag i kommer en ældre herre med guldarmbånd i baren og danser med til musikken. Der gik dog ikke langtid før,  der kom en vagtbåd og fik dæmpet festen… haha.

Sidste stop undervejs blev Saco do Céu, hvor vi besluttede os for at tage lidt at spise i landsbyen. Herefter lavede båden et stop mere ved en anden strand og herefter gik turen til Vila do Abraão.

Pico do Papagaio

Sidste dag på øen besluttede vi os for at vandre til Pico do Papagaio, som ligger 965 meter over havoverfladen. Det tog os 2,5 time at komme til toppen. Det var en vandretur gennem junglen og gik indimellem stejlt opad. Inden man gik ind på ruten, var der advarsel om, at man skulle være med en naturvejleder – man kunne fare vild! Men nu er det en ø, så vi tænkte det nok skulle gå.

DSCN1536

Vi endte med at udføre turen med en tysker, der lige havde hiket Kilimanjaro og jeg Torres del Paine & Macchu Picchu. Så vi var fastbesluttede, at det gik. Det var overskyet på dagen og, da vi nåede op til toppen var det ingen surprise, at vi intet kunne se, men det var også en del af charmen. Vi fik da spottet en kolibri & en papegøje på vejen!

DSCN1585

Lidt efter begyndte det at regne massivt, som det kan gøre i jungler. Det havde jeg oplevet i Amazonas. Så det blev noget udfordrinde at kravle ned igen, særligt den sidste del, var med reb. Vi nåede ned i junglen og tyskeren var sikker på at det var den rigtige vej. Vi var noget mere skeptiske og vi endte med at komme igennem tætte planter og miste stien. Efter forsøg lykkes det at komme tilbage på stien. Vi var ikke helt klar på off-road ture som tyskeren, særligt ikke i regnvejr… Vi så dog noget hærgede ud, da vi kom tilbage – sjovt var det ikke i situation, men det er en god historie nu.

DSCN1580

Ushuaia – Tierra del Fuego

Jeg krydsede Beagle Chanel fra Puerto Navarino (en mindre havn på Isla Navarino) til Ushuaia. Dette var ingen nem proces eller billig. Kl 9 mødte jeg op på turistkontoret, men min reservation gennem hostel var åbenbart ikke til at finde – heldigvis kunne jeg komme til Ushuaia alligevel. Dernæst skulle jeg yderligere igennem den til chilenske udrejse proces hos Policia de Investigaciones, hvorefter jeg kunne blive kørt til Puerto Navarino. Her måtte jeg igen vente på båden fra Ushuai, fordi en hel argentinsk skoleklasse skulle på en tur til Puerto Williams. Vi var kun to turister i alt, der skulle med den lille speedbåd til Ushuaia. Det var en lidt vild oplevelse at rejse til Argentina på denne måde. Efter 4 timer fra startpunktet ved turistkontoret i Puertoo Williams, nåede jeg bredden på den anden side.

Parque Tierra del Fuego

Næste dag teamede jeg op med en canadisk pige og vi besluttede os for at trekke i Ildlandets nationalpark. Vi tog bussen derhen og vandreturen blev ligetil, fordi det mest af alt var fladt hele vejen. Vi vandrede langs med den fine kyste og helt op til søen “Lago Roca”. Dernæst forsatte vi turen til udsigtspunktet “Laguna Verde”, desværre var der en del ruter lukket i nationalparken, og da vi tidligere på morgen spurgte ved ankomst til indgangskontoret, lød svaret “Because of a wild bull”. Ret humoristisk måtte man trække på skuldrene og opgive at få det rigtige svar.

Fra “Laguna Verde” vandrede vi til Mirador Laptaia og derfra til busstopstedet ved “Puerto Arias”. Vi havde taget bussen kl 10 om morgen og nåede hermed kl. 16 bussen tilbage til Ushuaia, efter en del timers vandring. Derfor kunne vi godt tillade os, at del en hel “Tavle” med al slags kød.

Sejlads igennem Beaglestrædet til Isla Martillo

Jeg valgte at tage på en tur for at se pingviner – igen, igen. Pingviner i Punta Arenas for fem år tilbagde, pingviner i Sydafrika og på Galapagos, var ikke nok for mig. De små venner bliver ved med at overraske. Vejret var spektakulært med sol og meget lidt vind. Vi sejlede i sejlskib fra Puerto Alamanza ( ligger overfor Puerto Williams) gennem Beaglestrædet og rundt om Isla Gable og hen til pingvinen Isla Martillo Her så vi første koloni af de magellanske pingviner. Ligeledes så vi en koloni af cormoraner, der havde bygget reder ind kystsiden.

Næste koloni af pingviner var af racen Gentoo. Det sjove ved denne koloni var, at blandt disse havde en enlig kongepingvin slået sig ned. Nu måtte den virkelig føle sig som konge, blandt disse mindre pingviner. Naturen er virkelig forunderlig nogen gange.

Herefter sejlede vi ind igennem den smalle passagen og på vejen så vi da en Guanaco inde ved kysten. Vi stoppede her ved en comoranø samt en ø fuld af larmende søløver.

Turen var en god oplevelse, fordi man kun var 8 personer med på båden ift. andre både, hvor der normalt er 50 personer eller mere. Ligeledes stødte vi på ingen andre turistbåde, da vi sejlede rundt. Det var også lettere at komme tæt på dyrene med en lille sejlbåd.

Museo de Marítimo y del Presidio de Ushuaia

Jeg besøgte museet for søfart og fængslet i Ushuaia. Det var mange ofte barske historier om de første søfarer i området og helt op til 1900-tallet. Ligeledes bød museet på modeller af skibe, som var kommet hertil via ekspeditioner. Ligeledes fortalte den Ushuaia og Ildlandets første begyndelse.

Dette var stedet, hvor man kunne opleve alle de gamle fængselsgange samt celler. Fængslet blev forflyttet to gange før det endte i Ushuaia i 1902 af humanitære årsager. Det var først i 1920, at det blev konstrueret færdigt. Arbejdskraften var selvfølgelig fangerne selv. Fangerne blev ofte brugt til arbejdskraft i området fx i 1910 blev verdens sydligste jernbane udbygget.

1947 blev fængslet lukket og det blev transformeret til maritimt brug og siden i 1997 blev det forvandlet til museum.

Båden til Fin del mundo – Verdens ende

Efter Calafate drog jeg afsted mod Punta Arenas. Therese og jeg valgte at splitte op efter to måneders rejse sammen. Jeg tog tilbage for anden gang til Punta Arenas for at besøge en del af min chilenske familie – Lisbeth og Christian o deres datter Sarah. Om aften fejrede vi min tilbagekomst med skøn mad og drinks. Om lørdagen var vejret fantastisk, så den stod på øl og “asado” (~grillmad). Om aftenen mødtes jeg med en tidligere chilensk skolekammerat.

Punta Arenas er en meget rå by af udseende og bærer præg af industri og barsk natur. Jeg var så heldig med vejret, hvilket forskønnede byens udtryk. Puerto Natales har også et råtnudtryk, men er knap så stor, hvilket gør byen noget mere hyggeligt.

Efterfølgende dag var inviteret på besøg hos nogle af deres venner – en amerikaner, der havde giftet sig med en chilener og sammen havde de en datter på samme alder som Lis og Christians. Huset lå lige ud til “Estrecho magallanico” og man kunne herfra holde øje med livet i havet, der passerede forbi. Vi var heldige at se delfiner svømme forbi. De fortalte, at andre dage kunne man være heldig at se hvaler!

Cementerio de Punta Arenas

Hvis man er i Punta Arenas, skal man tage et smut forbi kirkegården. Det kan lyde lidt vildt, at dette kan være en attraktion her. Men det er en noget anderledes måde, man her bliver begravet på. Det er i stor stil med kunstige blomster, dimser og farver. Hvis man er af en vigtig familie, får man et helt hus tildelt og ikke en lille plads eller væg som nedenfor.

Båden til verdens ende – Puerto Williams

Kl. 1 mandag nat afgik båden med Austral Broom fra Punta Arenas. Det er egentlig en transportfærge, som mest af alt bli’r brugt til transport af olie, gas og småskibe. Vi var ikke særlig mange, der skulle med båden udover folk, der skulle derned arbejdsrelateret. Puerto Williams er ikke i sidste ende en søfartsbase. Det blev en smuk tur, der i natten sejlede væk fra Punta Arenas oplyst af alle sine lys.

Det var først om morgen man igen kunne se omgivelserne. Helt specielt var det at sejle igennem så uberørt natur; øer og sneklædte bjerge, som for altid vil lægge uberørt hen i barske omgivelser. Man var ikke i tvilv om, at man var på vej til verdens sydligste spids.

Bådturen bragte overraskelser såsom delfiner, der hoppede op af vandet og søløver, der ligeledes svømmede forbi. Da båden henunder eftermiddagen kom ud mod det åbne hav gyngede det helt vildt, da den lille færge kom ud i store bølger. Gik man udenfor kunne man nærmest ikke stå stille på grund af den kraftige vind, der ligeledes blæste de grå bølger op.

Tirsdag morgen svømmede to pingviner forbi båden og efter 31 timers sejlads nåede båden emdelig frem til Puerto Williams.

Puerto Williams

Første dag i Puerto Williams var meget stille og roligt. Der sker ikke det store i byen med så få indbyggere. Byen har lige det nødvendige havnen, en flyvestation, en restaurant og en café, en kirke, 3 minisupermarkeder og et museum. De fleste kommer hertil for at arbejde – en stor del kommer ligeledes fra militæret. For det er ikke andet en søfartsbase, grundlagt i 1953. Puerto Williams befinder sig på Isla Navarino en sydligere by findes ikke. I 1578 opdagede Francis Drake passagen syd for Ildlandet og en mulig søfartsrute – dette blev dog først bekræftet helt hen i 1616 af Wilhem Shouten og Jobus Le Maire, der søgte en anden søfart passage udover Magellan strædet. Ligeledes krydsede de det sydlige punkt, som de kaldte for Cabo de Hornos/ Kaap Hoorn.

Jeg besøgte det lille museum “Museo Puerto Williams” om områdets geologiske historie samt om Yagan indianernes historie. Museet blev grundlagt af Martin Gusinde – præst og antropolog og blev meget kendt for sine undersøgelser om Ildlandet og dets indfødte grupper. Museet var dog udelukkende på spansk, så ikke helt turist venlig. Nu er det dog ikke mange turister, som når helt hertil. Mest af alt fik jeg følelsen af hvad laver den “gringa” helt nede på disse kanter… haha. Heldigvis kan jeg spansk, så det blev ingen sag at navigere rundt på museet.

Jeg besøgte Villa Ukika, et område hvor de sidste Yagan indianer efter sigende skulle bo, men blev noget skuffet og trist til mode over at se hvilke forhold de nu boede under. Affald over det hele og rustne blikskurer – det er også en del at rejse, en øjenåbner.

I Puerto Williams går der ikke kun løse hunde rundt, men også heste, hvilket man lige skal venne sig til. Alt i det hele taget er meget fredeligt her og alt går noget langsommere.

Cerro Bandera

Næste morgen var vejret perfekt, så lige med det samme vandrede jeg op til Cerro Bandera. En del af et trek, som man kan vandre på 5 dage. Det fører til bjergene “Dientes de Navarino”. Trekket op til bjerget var smuk. Jeg gik inde i skoven og lidt efter lidt fik man udsigten over Puerto Williams og Ildlandet/ Argentina på modsatte side samt Beagle kanalen.

Efterhånden som jeg kom derop af lå der snedriver hist og pist. Turen tog ca 2 timer op og 2 timer ned og vil sagtens kunne udføres af begyndere inden for vandring.

Det var en skøn oplevelse at gå i skoven under knirkende træer, susen i trækronerne, lyden af hakkende spætter og fuglefløjt. På vej ned tog jeg en anden rute, men den var ikke markeret nær så godt og overalt var der væltede træer, som man måtte kravle og bane sig vej henover.

Ligeledes gik denne rute forbi en flod. Jeg nåede dog ned trods alt og tilbragte eftermiddagen på byens eneste café. Til aftensmad stod den på kongekrabbe, for det måtte jeg bare prøve igen og hvilket bedre sted i verden end her. Frisker fåes ikke.

Ruten til Cuzco

Vi havde en uges tid til at opleve kysten syd for Lima.

Første stop på vejen blev Paracas. Her tog vi en tur ud til nogle fugleøer – Islas de Ballestas. Taget lugten var man ikke i tvivl om, hvilke dyr, der bosatte øerne. 😂 Vi så ligeledes søløver og pingviner på de små øer.

Paracas kandelaber geoglyf, der kun kan ses fra søsiden. Dens alder er dog ukendt, men formentlig fra 200 f.kr, da fund omkring den er fra denne periode.

Ligeledes besøgte vi Paracas nationalpark. Et smukt ørkenlandskab med gule og røde nuancer i kontrast til det dybe blå hav. På et tidspunkt, da vi stod og nød udsigten over havet, var vi utrolig heldig at spotte delfiner. Jeg blev helt overrasket, for det var det sidste jeg havde forestillet mig at se her.

Næste stop på vejen blev Huacachina – en oase midt i ørkenen lige ved den større by Ica. Her prøvede vi buggy tour og sandboarding.

Fra Huacachina tog vi for en dag til Nazca for at flyve oppe over de berømte Nazcalinjer. Flyveturen varede en halv time, så man skulle virkelig huske at nyde udsigten – ikke gennem kameraet. Her ses hunden nedenfor.

Om aftenen samme dag tog vi på pisco- og vintur i Ica. Her lærte vi alt om processen og fik selvfølgelig smagt en del forskellig vin og Pisco. Vi besøgte to forskellige bodegaer, som de kalder det.

Fra Huacachina tog vi en 13-timers natbus til Arequipa. Her tog vi på en endagstur til Colca Canyon, men jeg vil helt klart anbefale, at man havde noget mere tid pga. de store afstande og bjergkørslen går ikke lige just hurtig. Det var en super smuk tur med udsigt over dale og terrasser, hvor de blandt andet dyrker quinoa.

Vi oplevede ligeledes på turen udsigtspunktet til condorene. Vi var heldige at spotte flere. Dog efter en halv times ventetid var vi heldige.

På turen smagte vi ligeledes jugo de sancayo, som er en juice lavet af kaktus.

På turen kom vi op til udsigtspunktet til alle vulkanerne – her er vi oppe i 4900 meters højde.

Nu er vi så kommet til Cuzco, så følg med i min tur, når der kommer nye fortællinger herfra.

Lima

Så er dage i Lima allerede gået.

Første dag var vi rundt at se Miraflores som er bydelen, hvor vi boede. Vi besøgte Huaca Pucllana, som er en kæmpe precolumbiansk pyramide. Her fik vi en times rundvisning.

Dernæst gik vi på vej tilbage igennem Inkamarkederne. Vi spiste frokost i nærheden af en park og gik efterfølgende ned mod vandet. På vej derned blev vi mødt af mange i byen, der vandrede med deres surfbræt efter en tur i bølgerne. Dernæst gik vi ned langs kysten beundrede surferne og alle de der paraglidede over hovedet på os. Vi gik op igen og gik igennem Parque del Amor, hvor alle kæresteparrene beundrede udsigten. Vi satte os selv for at nyde udsigten – det skulle vi aldrig have gjort. Lige pludselig kom, der to musikere med deres guitarer og spillede musik og sang en spansk romantisk sang for os. Da vi troede det var slut, så skulle vi lige have endnu en kærlighedssang, men på engelsk denne gang. Vi fik bestemt hele Parque del Amor oplevelsen.

Om aftenen tog vi hen til “Circuito Magico del Agua” – en park med springvand, der lå lige ved stadion. Her spiste vi aftensmad ved et gadekøkken og fik vores første Pisco Sour. Herefter kl. 21:30 startede det store springvandsshow. Vi betalte kun 4 soles for indgang. Forestillingen varede en halv times tid og der var lysbilleder fra Peru.

Næste dag mødtes jeg med min far. Han var i Lima for business. Vi tog ned til Downtown for at se Plaza Mayor. Det var dog spærret af, da vi var i valgperioden. Der skulle formentlig være demonstration (Vandkanonerne var stillet frem). Rundt om i Lima blev der spillet høj musik og holdt taler af kandidater ovs.

Vi besøgte ligeledes “Convento de Santo Domingo”. En smuk bygning samt have.

Vi tog tilbage til Miraflores og spiste frokost på Punto Azul. En velbesøgt restaurant med 40 min ventetid, men det hele værd. Der fik vi lækker Ceviche, krabbekage og fiskesuppe. Vi prøve Chincha Morada, som er en traditionel peruviansk drik, der er lavet af lilla majs deraf farven og navnet.

Om aften spiste vi i shoppingcenteret Larcomar med udsigt over havet. Her fik vi ostegratineret muslinger, sushi, Pisco Sour og lækker dessert.

I dag fra formiddagen besøgte jeg Amano Pre-Columbian Textile Museum. Museet åbnede første gang i 1964 og blev startet af den Japanske buisnessmand Yoshitaro Amano, der var faldet over alle disse efterladte skulpturer og tekstiler, som gravrøver ikke ville have med sig. Det var super smukke tekstiler og ting, der blev udstillet. Jeg kunne ikke selv undgå at blive inspireret til fremtidige projekter.

Ved 13-tiden tog vi en bus til Paracas. Her fik vi en meget luksuriøs bus, ja mere end flyveren hertil. Følg med i vores eventyr langs Perus kyst i retning mod Cusco.