Rio de Janeiro – Cristo, Favela & paragliding

Sidste stop på den lange rejse blev altså Rio de Janeiro. En verdensby, der er kendt for Samba. Her er hvad jeg oplevede i den uges tid jeg tilbragte der.

Ipanema

Mange kender vel sangen “The girl from Ipanema”, nu var det ikke hende, der gik der, men mig. Den kendte strand og bydel levede kun op til forventningerne. Det var en helt anden stemning ved at bo så tæt på vandet og der hele året rundt er mellem 25-30 grader i Rio. Den famøse strand er også kendt for de to bjerge; Dois Irmãos.

dav

Copacabana

Da Katrine kom på besøg, fandt vi en Airbnb i bydelen Copacabana – en gade væk fra stranden. Copacabana er ligesom Ipanema de mere sikre bydele samt mest kendte pga stranden. Man besøger netop Copacabana for at være ved stranden.

dav

Stand Up Paddling

På stranden i Copacabana bookede vi en times lektion i Stand Up Paddling – en krævende balanceøvelse, særligt hvis der er en del bølger. Mens vi paddlede rundt var vi heldige at se utallige havskildpadder komme op til vandoverfladen lige ved siden af os.

Lapa

Bydelen Lapa ligger næsten ved Rios centrum.  Bydelen har et noget mere slidt præg ift. Ipanema og Copacabana, men tilgengæld har den hele tre hovedattraktioner at byde på.

Escadaria Selarón

Disse verdenskendte trapper er lavet af den chilenske kunstner Jorge Selarón. Trapperne er dækket af alle mulige farvet fliser og ligeledes er der kakler fra alle mulige steder i verden og ja, Danmark er også repræsenteret i en flise, hvor der står god jul. Helt perfekt timet, når man besøger stedet i December.

DSCN1598.JPG

Arcos da Lapa

Dette var oprindeligt en akvædukt, men blev i det 19. århundrede forvandlet til en sporvognsrute i stedet for.

DSCN1506

Rio de Janeiro Katedral

Denne katedral er noget af det mest bemærkelsesværdige. Normalt er jeg ikke den, der besøger kirker, men dennes arkitektur fangede bestemt min opmærksomhed. Denne modernet pyramideformet kirke er designet af Edgar de Oliveira da Fonseca og skulle være inspireret af mayakulturens arkitektur.

DSCN1617

Det er ikke kun ydersiden, der er imponerende. Kommer man indenfor, så betages man ligeså meget af arkitekturen.

DSCN1524

Samba

I Lapa er der gode muligheder for at opleve live samba musik. Derfor tog vi ind til en af bydelens mange barer for at opleve musikken. Det var ingen skuffelse. Musikerne var så dygtige og sang i mere en time ud i et kører – uden pause! Wow.

Churrascaria

Dette er et must at prøve i Brasilien. Det er den brasilianske version af asado. Her betaler man en pris for “buffet” og dernæst kommer tjenerne rundt med mørt kød på spyd og skærer ud, hvor meget man vil have. Derfor skal man passe på med ikke at blive fyldt for hurtigt og man skal sørge for at vælge det bedste kød. En sjov oplevelse er det i hvert fald.

Cristo Redentor

Man kan ikke tage til Rio uden at have set kristus-figuren. Der er to måder at komme derop på enten med tog eller minibus og begge købes ved samme station. Vi valgte den hurtigste og billigste, nemlig med minibus. Når man skal tage derop skal man sørge for at gøre det på en solskinsdag med skyfri himmel og det var det vi ventede på skete. Udsigten skuffede på ingen måde, da vejret var fantastisk.

DSCN1631

Favela Rocinha

Jeg havde tidligere oplevet en Township i Sydafrika, derfor var jeg interesseret i at høre om de kendte favelaer i Brasilien. Jeg beøgte den lidt mere sikre, kaldet Rocinha. Her havde vi en privat tur rundt i området, der nu også bliver kaldt Community istedet for det stigmatiserende ord ‘Favela’.

DSCN1687

Hvad der overraskede var hvor mange små forretninger, der eksisterede over det hele. Der var liv i de små gader. Regeringen havde på sin vis prøvet at bygge bygninger for at støtte forretningsdrivende. De havde opført skoler, lejlighedskomplekser (lidt på samme måde som free housing projektet i Sydafrika), skoler og biblioteker – endda et sygehus. Dog levede der stadigvæk en frustration over for den nuværende præsident. Guiden fortalte o, hvor ofte offentlige ansatte ikke modtog deres løn – han var selv tidligere lærer. Ligeledes besøgte vi en af de katolske kirker i området, særligt streetarten uden for kirken fangede opmærksomheden.

DSCN1691

Man kunne nemt fare vild i favelaen, hvis man ikke kendte til alle de små smutpassager. Særligt kom vi ned ad en gade, hvor vi måtte vende om, da der en bande med maskinpistoler havde taget kontrollen. Men det var heldigvis ikke de her situationer vi oplevede mest af.

Et andet job jeg nødigt ville have i favelaen, var at være elektriker. Nu kan I se hvorfor:

DSCN1689

Paragliding i Rio de Janeiro

Rio de Janeiro er en oplagt mulighed for enten paragliding eller hanggliding. Man kan gøre det fra ‘Rampa do Voo Livre’ – denne rampe ligger i Tijuca nationalpark og er placeret i 517 meter højde.

dav

En tur kunne vare alt fra 7 min til 20 min. Vejrforholdene var virkelig gode, da jeg skulle prøve. Himlen var helt klart og der var 29 graders varme. Min flyvetur varede næsten 10 min og var fantastisk at flyve ud over hvide sandstrand og spotte Kristus-figuren fra den anden side.

DCIM100GOPROG0020942.JPG

Iguazú vandfald og lidt mere til

Jeg fløj fra Buenos Aires til Puerto de Iguazú, herfra kunne jeg besøge verdens vidunder fra den argentinske side først. Selve byen Iguazú havde ikke meget at byde på. Man tager netop hertil for at se vandfaldene.

Cataratas de Iguazú – Den argentinske side

Vandfaldene er en af verdens vidundere. Det specielle dog ved vandfaldene er, at den ene side er argentinsk og den anden side er brasiliansk.

Første dag jeg besøgte den argentinske side jeg gik af alle gangstierne. Her var jeg heldig at spotte dyr. Det er ikke altid let. Det ved jeg fra Amazonas. Jeg var heldig at støde på nogle aber og ligeledes et bæltedyr. Næsebjørnene var der dog nok af. Det viste at, hvor der er mennesker er der mad. Det er dog så trist, at nogle mennesker finder på at fodre dyrene. Det ødelægger deres naturlige adfærd. Dette var en af grunden til at næsebjørne var så “agressive”.

Den sidste gangsti tog man et lille tog op til og så gik man bogstaveligt ud til det store vandfald “Devils Throat” og man stog bogstaveligt ovenpå. Man blev dog noget våd af alle vanddråberne.

Efterfølgende dag tog jeg på en bådtur, som jeg havde købt dagen forinden i nationalparken. Det var super sjovt, da man sejlede rundt i de skvulpende bølger og helt ind til vandfaldenee. Man fik bogstaveligt talt sig et brusebad.

Hito de tres fronteras

I Puerto Iguazú ligger monumentet og udkigspunktet for de tre grænser – landegrænsen mellem Argentina, Brasilien og Paraguay.

Cataratas do Iguaçu – Den brasilianske side

Næste dag tog jeg efter ankomst til Foz do Iguaçu til den brasilianske side af vandfaldene. Denne side er noget mindre og kan snildt gøres på en halv dag. Den brasilianske udsigt er dog spektakulær, fordi udsynet er lige på de store vandfald. Man får sige ligeledes et brusebad her, så det skal man være forberedt på, når man går ud på gangbroen. Men det er bestemt det hele værd!

Parque do Aves

På modsatte side af nationalparken ligger “Parque do Aves”. En fuglepark, hvor 40 % af dyrene er reddet dyr. “Animal trading” er et kæmpe problem verden over, da 6 millioner dyr hvert år bliver fjernet fra naturen og taget i fangenskab. Blandt andet havde fugleparken nogle få eksemplarer af en uddød fuglerart i naturen, som nu kun findes i fangenskab. Dyreparken havde en masse papegøjer, der var blevet mishandlet eller skadet.

Dyrene havde dog også andre fuglearter fra forskellige områder i Sydamerika samt resten af verden. Blandt andet en Kasuar – Verdens farligste fugl.

Ciudad del Este – Paraguay

Når man opholder sig i Foz do Iguaçu, så er det en oplagt mulighed at tage lige over på den anden side af floden for at besøge Paraguay og selvfølgelig få endnu et stempel i passet, der snart er fyldt op med stempler. Jeg tog bussen hen til broen, og krydsede den dernæst til fods for at komme over på den anden side. Ciudad de Este er shoppingbyen for billige tilbud på elektronik og etc. Det svarer lidt til at tage “syd for grænsen”.

Der er ikke meget at lave i Ciudad de Este, men man mærker straks at man er kommet til Sydamerikas fattigste land. Affald, knallerter, folk på gaden ovs. Det er helt grotesk at gå ind i shoppingcentrene, hvor alt er luksus indvendigt og så gå ud på gaden på ny.

Jeg vandrede ligeledes lidt udenfor centrum, hvor jeg kom til søen Arroyo Amambay, men var ikke helt klar over, hvor sikker Paraguay egentlig var, så måtte vende om… haha

Itaipu Bionacional

Verdens største vandkrafts dæmning. Den ene del er en del af Paraguay og den anden en del af Brasilien. Itaipu har også verdensrekorden siden 2016 for at have produceret mest strøm.

De tilbød forskellige ture, men skulle man ind i selve dæmningen og opleve generatorene ovs., så skulle man havde reserveret på forhånd. Jeg valgte deres mest populære tur – ‘Panoramic tour’. Her kørte man rundt i bus og standsede ved forskellige udsigtspunkter.

Her ses de største kamre. Desværre var det under renovering, så man kunne ikke se de massive vandmængder fosse ud.

Her ses den store kunstige sø, hvor der ligeledes er blevet holdt mange vandsportskonkurrencer og aktiviteter.

Marca das três fronteiras

Brasilianerne havde gjort noget mere ud af deres version af udsigtspunktet til de to andre grænser. Her skulle man betale for indgang. Selve monumentet lå ved et gammelt kloster, der nu var blevet sat lys på. Brasilianerne elsker fest og farver. Kl. 20:30 begyndte showet ved det ene springvand, der lå op til en gammel bygning fra jesuit missionærerne. Her fik man et barok-disney show, som jeg ville kalde det. Det er i hvert fald en helt ny måde at fortælle historien her.

Kl 21 startede næste show, hvor de viste de 3 landes nationaldanse; Tango fra Argentina, Samba fra Brasilien og folkedans fra Paraguay. Ligeledes en dans, der skulle markerer de oprindelige fra området.

Der kom fest og farver på dansene. Tango blev pludselig ikke så dramatisk og alvorlig, men fik tilføjet noget humor og selvfølgelig palietter til mændene også.

Buenos Aires – en blomstrende by

Buenos Aires er indtil nu den hovedstad i Sydamerika, der har været mest interessant at besøge. Man kan sagtens tilbringe en uges tid her uden at kede sig. Jeg har besøgt alt fra parker til boghandlere til at se tangoshow. Det er forår fortiden i Buenos Aires, hvilket gjorde at træerne var blomstret i en smuk lilla farve. Det var dog ikke kun træerne, der blomstrede, men en farverig kultur, der varierede blandt byens mange bydele.

Palermo

Jeg havde booket et hostal i bydelen Palmero en blomstrende kulturel bydel. Her var hyggelige caféer, barer og Street art. Et sted præget af ungdommen. Særligt fra torsdag til søndag var der liv i gaderne, når ‘los bonaerenses’ fik fri. Blandt andet gik jeg på bar og fik prøvet Asado – oksekød og chorizo og indmad såsom lever, blodpølse.

Om lørdagen blev der holdt et marked på ‘Plazoleta Julio Cortazar’ – Det var liv og glade dag og live musik. I området stiller musikanter sig op, særligt i weekenden, når der er liv i byen.

Rosedal de Palermo

Den skønne park er virkelig skøn at gå rundt i. Her opdager man hurtigt, hvor populært et sted dette er. Det er her folk fra Buenos Aires tager hen for at koble af. Ligeledes er der parkarealer omkring her, hvor folk motionere.

Museo de Artes Plásticas Eduardo Sívori

Dette er et fint lille museum, der ligger lige ved siden af parken Rosedal. Her var en kunstudstilling, samt hvad jeg kom for; en spændende tekstiludstilling. Personalet var super søde og jeg fik en gratis bog om kunstnerne samt gratis indgangsbillet.

Floralis Generalis

En kæmpe skulpturel blomst, der åbner sig ved solopgang og ved solnedgang igen lukker i. Blomsten er designet af arkitekten Eduardo Catalano og den blev indviet i 2002.

Cementerio de la Recoleta

En flot kirkegård i bydelen Recoleta, som bestemt er helt anderledes fra, hvad vi kender til i Danmark. Kirkegården er helt tilbagde fra år 1822 og kendetegner arkitekturen på stedet. Det var bestemt et besøg værd, at gå rundt på kirkegården i solskinnet.

El Ateneo Grand Splendid

Denne boghandel er absolut et must at besøge, når man krydser Buenos Aires. Det er virkelig en bogelskers store drøm. Et smukt teater, der er blevet forvandlet til en boghandel. Teateret er oprindeligt fra år 1919, men i år 2000 blev teateret lejet ud og blev altså forvandlet til den meget populære boghandel. The Guardian nominerede i 2008 boghandlen til verdens 2. smukkeste.

Bøgerne er dog på spansk, men man kan alligevel få en fornøjelse af at beundre de mange bøger i den store teatersal. Man kan sagtens selv tage en bog med og sætte sig “på scenenen” hvor der nu er en dejlig café eller sætte sig på en af ballonerne.

Museo de Bellas artes

Museet blev ligesom mange af de andre ting, jeg har berettet om, en gratis oplevelse den dag jeg besøgte museet. Her fik jeg set stor Europæiske kunstværker gennem historien fx Van Develde, Rembrandt, Monnet, Mattise, Goya og Gaugin. Men der var også stor Argentinsk kunst fra forskellige perioder og det var spændende at se Argentinsk kunst fra samme nyere perioder, fordi man ikke kendte til det.

MALBA

Museet for latinamerikansk kunst er stor permanent samling af store latinamerikanske kunstværker. Museet har ligeledes midlertige udstillinger med forskellige kunstnere.

DSCN0978.JPG

Plaza de Mayo

Plaza de Mayo er den centrale plaza. Man besøger den for at se præsidentpaladset, Cabildo de Buenos Aires (byrådet under kolonitiden) og Katedralen. Præsidentpalæet er malet lyserødt, hvilket ikke er hvad man forventer. Farven blev således, fordi den hvide farve repræsenterer et politisk parti og den røde ligeledes, derfor besluttede man at blande de to.

Librería de Ávilo

Dette var en hyggelig lille boghandel, hvor man kunne købe både nye og antikke bøger. Dette er Buenos Aires ældste boghandler og er helt tilbage fra 1785.

Café Tortoni

Dette er Buenos Aires ældste café. For overhovedet at komme ind, skulle man stå i kø – ligeså populær attraktion som La Glace i KBH. Her kunne man bestille lækre frokostretter og kager samt kaffe.

Puente de la mujer

Denne bro bliver kaldt Kvindens bro, fordi når broen drejer til side, når både skal forbi, så minder det om en kvinde, der danser Tango. Desværre kom ingen både forbi, så det blev aldrig røbet om denne fortælling skulle være sand eller ej.

CCK- Centrol Cultural Kirchner

Den smukke kulturcenter byder på udstillinger og shows. Man kan om morgenen gå hen og hører om de har et show for om aftenen og hvis et passer en, tilmelder man sig. Jeg gik rundt i bygningen for at se arkitekturen og kunsten.

Tango

Buenos Aires er byen for tango. Tango opstod i 1880-erne langs Río de la Plata og blev udviklet blandt de mange forskellige efterkommere af italienere, afrikanske slaver, spaniere samt gauchokulturen. Jeg tog ind og så et Tangoshow, men man kan fx også tage til ‘Milongas’ og se alm. danse eller selv prøve det af.

Jeg besluttede at tage til et traditionelt Tangoshow hos ‘Taconeando’ anbefalet af en af min fars argentinske kollegaer. Det hele foregik på spansk og det lille sted havde ikke kun besøg af turister, men også lokale, der kunne synge med på sangene. Showet startede 10:30, men man kommer gerne en time eller mere før for at spise sen aftensmad.

La Boca – El caminito

El Caminito er den berømte farverige gade “museum” i bydelen La Boca. Den ligger lige ud til havnen, hvilket ligeledes har præget bydelens udtryk. Desværre var området meget turistet og alle turistforretningerne stjal meget af gadens charme.

San Telmo – Feria de Antiguidades

San Telmo er Buenos Aires ældste nabolag. Jeg besøgte området en søndag eftermiddag. Jeg besøgte ‘Plaza Dorrego’, hvor der hver søndag bliver holdt et antikmarked. Det giver liv i gaden, og markedet var kæmpe stort. Ligeledes efterfulgtes der et kunsthåndværkmarked og boderne forsatte helt op til næste plads ‘Plaza de Mayo’. I dette område kom jeg også, forbi den danske kirke i Buenos Aires – desværre var den ikke åben, da jeg kom forbi stedet.

received_367061087396157.jpeg

Båden til Fin del mundo – Verdens ende

Efter Calafate drog jeg afsted mod Punta Arenas. Therese og jeg valgte at splitte op efter to måneders rejse sammen. Jeg tog tilbage for anden gang til Punta Arenas for at besøge en del af min chilenske familie – Lisbeth og Christian o deres datter Sarah. Om aften fejrede vi min tilbagekomst med skøn mad og drinks. Om lørdagen var vejret fantastisk, så den stod på øl og “asado” (~grillmad). Om aftenen mødtes jeg med en tidligere chilensk skolekammerat.

Punta Arenas er en meget rå by af udseende og bærer præg af industri og barsk natur. Jeg var så heldig med vejret, hvilket forskønnede byens udtryk. Puerto Natales har også et råtnudtryk, men er knap så stor, hvilket gør byen noget mere hyggeligt.

Efterfølgende dag var inviteret på besøg hos nogle af deres venner – en amerikaner, der havde giftet sig med en chilener og sammen havde de en datter på samme alder som Lis og Christians. Huset lå lige ud til “Estrecho magallanico” og man kunne herfra holde øje med livet i havet, der passerede forbi. Vi var heldige at se delfiner svømme forbi. De fortalte, at andre dage kunne man være heldig at se hvaler!

Cementerio de Punta Arenas

Hvis man er i Punta Arenas, skal man tage et smut forbi kirkegården. Det kan lyde lidt vildt, at dette kan være en attraktion her. Men det er en noget anderledes måde, man her bliver begravet på. Det er i stor stil med kunstige blomster, dimser og farver. Hvis man er af en vigtig familie, får man et helt hus tildelt og ikke en lille plads eller væg som nedenfor.

Båden til verdens ende – Puerto Williams

Kl. 1 mandag nat afgik båden med Austral Broom fra Punta Arenas. Det er egentlig en transportfærge, som mest af alt bli’r brugt til transport af olie, gas og småskibe. Vi var ikke særlig mange, der skulle med båden udover folk, der skulle derned arbejdsrelateret. Puerto Williams er ikke i sidste ende en søfartsbase. Det blev en smuk tur, der i natten sejlede væk fra Punta Arenas oplyst af alle sine lys.

Det var først om morgen man igen kunne se omgivelserne. Helt specielt var det at sejle igennem så uberørt natur; øer og sneklædte bjerge, som for altid vil lægge uberørt hen i barske omgivelser. Man var ikke i tvilv om, at man var på vej til verdens sydligste spids.

Bådturen bragte overraskelser såsom delfiner, der hoppede op af vandet og søløver, der ligeledes svømmede forbi. Da båden henunder eftermiddagen kom ud mod det åbne hav gyngede det helt vildt, da den lille færge kom ud i store bølger. Gik man udenfor kunne man nærmest ikke stå stille på grund af den kraftige vind, der ligeledes blæste de grå bølger op.

Tirsdag morgen svømmede to pingviner forbi båden og efter 31 timers sejlads nåede båden emdelig frem til Puerto Williams.

Puerto Williams

Første dag i Puerto Williams var meget stille og roligt. Der sker ikke det store i byen med så få indbyggere. Byen har lige det nødvendige havnen, en flyvestation, en restaurant og en café, en kirke, 3 minisupermarkeder og et museum. De fleste kommer hertil for at arbejde – en stor del kommer ligeledes fra militæret. For det er ikke andet en søfartsbase, grundlagt i 1953. Puerto Williams befinder sig på Isla Navarino en sydligere by findes ikke. I 1578 opdagede Francis Drake passagen syd for Ildlandet og en mulig søfartsrute – dette blev dog først bekræftet helt hen i 1616 af Wilhem Shouten og Jobus Le Maire, der søgte en anden søfart passage udover Magellan strædet. Ligeledes krydsede de det sydlige punkt, som de kaldte for Cabo de Hornos/ Kaap Hoorn.

Jeg besøgte det lille museum “Museo Puerto Williams” om områdets geologiske historie samt om Yagan indianernes historie. Museet blev grundlagt af Martin Gusinde – præst og antropolog og blev meget kendt for sine undersøgelser om Ildlandet og dets indfødte grupper. Museet var dog udelukkende på spansk, så ikke helt turist venlig. Nu er det dog ikke mange turister, som når helt hertil. Mest af alt fik jeg følelsen af hvad laver den “gringa” helt nede på disse kanter… haha. Heldigvis kan jeg spansk, så det blev ingen sag at navigere rundt på museet.

Jeg besøgte Villa Ukika, et område hvor de sidste Yagan indianer efter sigende skulle bo, men blev noget skuffet og trist til mode over at se hvilke forhold de nu boede under. Affald over det hele og rustne blikskurer – det er også en del at rejse, en øjenåbner.

I Puerto Williams går der ikke kun løse hunde rundt, men også heste, hvilket man lige skal venne sig til. Alt i det hele taget er meget fredeligt her og alt går noget langsommere.

Cerro Bandera

Næste morgen var vejret perfekt, så lige med det samme vandrede jeg op til Cerro Bandera. En del af et trek, som man kan vandre på 5 dage. Det fører til bjergene “Dientes de Navarino”. Trekket op til bjerget var smuk. Jeg gik inde i skoven og lidt efter lidt fik man udsigten over Puerto Williams og Ildlandet/ Argentina på modsatte side samt Beagle kanalen.

Efterhånden som jeg kom derop af lå der snedriver hist og pist. Turen tog ca 2 timer op og 2 timer ned og vil sagtens kunne udføres af begyndere inden for vandring.

Det var en skøn oplevelse at gå i skoven under knirkende træer, susen i trækronerne, lyden af hakkende spætter og fuglefløjt. På vej ned tog jeg en anden rute, men den var ikke markeret nær så godt og overalt var der væltede træer, som man måtte kravle og bane sig vej henover.

Ligeledes gik denne rute forbi en flod. Jeg nåede dog ned trods alt og tilbragte eftermiddagen på byens eneste café. Til aftensmad stod den på kongekrabbe, for det måtte jeg bare prøve igen og hvilket bedre sted i verden end her. Frisker fåes ikke.

Puerto Natales

Så har jeg været “hjemme” i Chile igen. Utroligt at tænke på, at der allerede er gået fem år siden. Det opdagede jeg hurtigt ved at se mine værtsbrødre, der nu er 6 og 9 år. Dengang var den yngste blot et år og kunne derfor næppe huske mig. Min værtsøster er flyttet hjemmefra og hende mødte jeg i Santiago. Min ældste værtsbror var nu blevet gammel nok til at køre bil og han fungerede derfor som en Taxichaffør for os…. haha.

Torres del Paine

Fra Puerto Natales tog vi ud for at vandre W-trekket i 4 dage. Dette ligger i “Parque nacional de Torres del Paine” også kendt som et af verdens vidunder. For fem år siden besøgte jeg nationalparken og lige siden dengang havde jeg en drøm om at vandre her. Det kom heller ikke til at skuffe at gå i den forbløffende natur under åben himmel. På førstedagen ankom vi med båd og allerede her kunne vi opleve “Los Cuernos” – de smukke bjergformationer. Herfra ankom vi til Campen og slog teltet op. Vejret her var fuldstændigt forbløffende lunt taget i betragtning, hvorhenne vi befandt os. Vi startede vandreturen op mod “Glaciar Grey” og det kunne ingen måde skuffe at gå i klipper og bjerge forbi det turkise vand og de hvide isblokke, der flød rundtni vandet. Vi nåede udsigtspunktet på toppen og så ud over den imponerende gletjer.

På vej tilbage havde vi solen i ryggen og med et følte, at jeg havde genfundet en lille del af mig i Chile, men som nu for evigt ville blive frigjort. Da vi kom tilbage til teltlejren var der ingen ringere end en regnbue. Det var lykken efter mere end 6 timers vandring Herefter stod den på madlavning over et primitivt gasblus og vi gjorde klar til næste dags vandring.

Næste dag vandrede vi mod “Mirador Britanico” – et udsigtspunkt over de karakteristiske bjerge i parken. På vej dertil krydsede vi floder og hængebroer.

Dernæst kom vi forbi campiste Italiano, men hvad vi ikke var klar over, var at man bare kunne have stilt sine tunge rygsække her. Det havde alle andre gjort, vi vandrede uvidende derop af. Turen blev noget sej, da opstigningen hurtig gik fra 300 meter op til noget i de 900, men det var i sidste ende besværet værd. Vi blev hurtig kendt som de seje danskere blandt de andre vandrere haha. Ligeså for vores hurtighed… haha. På toppen af udsigtspunktet var, der utroligt smukt! Ligeså måtte vi vandre tilbage til næste campiste Francés. Dette var et hyggeligt sted i en skov, hvor man slog teltet op på en platform. Vi havde regnet med det hele blev ligesom i “Alene i vildmarken”, der var varmt bad og det hele, så kunne man ikke undgå at leje et håndklæde. Jeg kan sige med sikkerhed vi sov godt den nat.

Tredjedagen blev noget mere afslappet vi skulle ikke gå hele dagen igennem, så vi havde ikke så travl. Vi gik langs med den kæmpe turkise sø “Lago Nordenskjold” og nåede frem til den centrale campiste. Om aftenen endte det gode vejr dog og varslede regn begyndte.

Næste morgen var det desværre kraftig regnvejr. Vi ventede på det gode vejr, men til sidst måtte vi indse, at det ikke kom, der var intet andet for end at gå more “La base de Torres del Paine”. Efter timers vandring blev vi helt gennemblødte og det begyndte at gå stejlt opad og vi kom over trægrænsen. Her begyndte det at sne og der blev så glat, hvilket ikke gjorde det nemmere at bestige. Vi kom dog til sidst op og som forventet kunne man ikke se bjergene i baggrunden, kun den famøse turkise sø. Det var dog i sidste ende det hele værd og udfordringen med sne havde vi klaret!

Vi valgte, at treate os selv med en brændende varm kakao. Vi vandrede længere ned igen og det var tid til at slå teltet ned og sige tak for oplevelsen i Torres del Paine. Vi var sent hjemme, men min søde værtsbror kom og hentede os. I huset havde min værtsmor stillet aftensmad klar til os. Endnu føltes det som et hjem efter alle disse år. Noget jeg altid vil tage med mig er chilenerne åbenhed og hjertevarme gestus – ikke blot at tage imod mig, men også en ekstra gæst.

Cueva del Milodon

Vi fik ligeledes tid til at besøge den kendte grotte, skabt af gletsjere i sin tid. Denne grotte er også særlig kendt for at være stedet, hvor Eberhard under en ekspedition i 1896-tallet fandt velberarede rester af pels og knogler af fortids kæmpedovendyret “El milodon”, deraf er grotten blevet opkaldt efter dette dyr.

Santiago

Så er tiden i Santiago allerede gået. Den bestod på sightseeing og mange gensynsglæder med byen og bekendte.

La costanera Center

Vil man se, hvad blandt andet nogle af Santiagos 8 millioner borgere laver på en lørda\ng, skal man gå i dette kæmpemæssige center, der blandt andet ligger i Sydamerikas højeste bygning. Centeret vrimlede med mennesker og Haloween var allerede for dørene, men lidt pudsigt var der også gjort klar til jul.

Barrio Bellavista

Elsker man kunst, skal man gå rundt i dette område af Santiago. Her hvert gadehjørne fyldt med kunst. Ligeledes er dette sted man skal gå ud med utallige caféer og restauranter samt barer.

I dette område kan man besøge ‘La Chascona’ – et af den berømte chilenske poet Pablo Nerudas huse. Jeg har tidligere besøgt husene på Isla Negra og i Valparaiso. Man får en lydguide og går rundt i alle værelserne og studere alle tingene, der hver især bærer en historie. Hjemmet bar præg af, at han var optaget af alle verdens kulturer og tingene i hjemmet var hentet på en af hans utallige rejser. Desværre må man ikke tage billeder inde i museet.

Museo de la Memoria y los Derechos humanos

Er man interesseret i Chiles barske historie, skal man besøge dette mindemuseum samt museum for menneskerettigheder. Her er en flere etagers historie om Pinocheregimet og dets barske fortællinger om tortur og mennskeforsvindelse. På øverste etage fortælles, der om det fri valg og Chiles historie ud af Pinochetregimet.

Nedenfor ses mindevæggen for alle ofrene.

Ligeledes stødte man her på en gammel protest plakat fra DK.

La moneda

Ligeledes smuttede vi forbi regeringsbygning, som var stedet, der blev bombet og ødelægges delvist under militærkuppet. Militæret myrder og Pinochet kom til magten i 1973 støttet af USA. Intil 1990 sad han på regeringsposten og Chile var i denne periode et diktatur samfund.

Reencuentros – genforeningen

Ligeledes mødte jeg med en god veninde i Chile og sammen tog vi på museer og sightseeing rundt i byen. Desuden smuttede jeg en tur, forbi den bedre del af Santiago for at møde min værtsøster og nu se, hvor hun er flyttet hen.

Puno ved Titicaca

De sidste dage har vi tilbragt i Puno og øerne Uros, Amantaní og Taquile i søen Titicaca.

Titicaca er jordens højest beliggende sø og ligger i over 3800 meters højde. Det var her i området, hvor menneskene levede uden religion. De kendte heller ikke til landbrug og tekstiler. Derfor sendte solguden Inti sønnen Manco Capac sammen med søsteren Mama Ocllo. Manco Capac lærte mændene at leve i et samfund og forgude Inti. Mama Ocllo derimod lærte kvinderne om tekstilteknikker og huslige pligter. Det var altså fra Titicasøen, at Inca civilisationen udsprang af og også senere skulle forme en af de vigtigste byer, nemlig Cuzco.

Vi besøgte førstedagen Sillustani, som er store gravtårne – den højeste var 12 meter høj. De stammer tilbagde fra Kollakulturen, som er før-inka perioden. Det var her vigtige personer, var blevet begravet fx præster og ledere. Gravtårnene befinder sig med udsigt over søen Umayo nordvest for Puno.

Solen skinnede over gravpladsen, men i det fjerne lurede mørke grusomme skyer og lynene delte himlen – Ja vejret skabte en perfekt dystert stemning over gravtårnene.

Næste dag tog vi på en tur til øerne Uros, Amantaní og Taquile. Første stop var de flydende sivøer Uros. De var dog noget turistet, kunne man mærke på det hele. Her fik vi smagt på sivene endda. Desuden så vi, hvordan de byggede af siv og hvordan en hel familie kunne bo i en lille sivhyttte. Ligeledes fik vi sejlet i en af deres kendte Sivbåde.

Herefter gik sejlturen i 2 timer til næste ø – Amantaní. Det blev på denne ø vi fik en unik og isoleret oplevelse. Huset lå højt oppe på skråningen med udsigt over den store Titicaca sø. Her blev vi indlogeret hos en familie, der bestod af husmoderen på 24 år (vi var noget overrasket over moderens alder ift. allerede at have 3 børn) manden Roberto på 30 år, den 8-årig søn, den 4-årig datter og en helt lille.

Det var ligesom at træde 60 år tilbage i tiden. Familien levede selvforsynende af kartofler, quinoa og oca (en slags rodfrugt, der spises en del af i Peru). Ligeledes holdte de får på bjergsiden, som de brugte ulden af – faderen broderede og lave sutsko, moderen derimod hækkelede og strikkede. Disse ting var deres indtjening udover at de en gang om måneden fik turister indlogeret i deres hjem. Jeg kunne ikke dy mig for at støtte deres lille forretning og investerede i hæklet julepynt, hvert år vil jeg mindes dette specielle sted og værdsætte det jeg har.

(Udsigten fra huset)

De havde indtil for et år siden boet hos mandens far, som desuden var shaman. Men nu havde de bygget deres hus og havde haft 3 logerende. Vi fik frokost til at begynde med og den var udelukkende vegetarisk; quinoasuppe til forret og hovedret bestod af kartofler, oca og stegt queso fresco (en bestemt type ost). De spiser nemlig hovedsageligt vegetarisk, dog i ny og næ fisk, hvis manden tog ud for at fange det. Kød var en gang om året, når der var en særlig festlig anledning.

Om eftermiddagen gik vi op til toppen af bjerget til de to før-inca templer; Pachatata (faderjord) og Pachamama (moderjord) – to templer på toppen, hvor øens beboer har bestemte ritualer. Pachatata var et firkantet tempel og Pachamama er derimod rund, de ligger på hver der bjergtop overfor hinanden. Herfra så vi solnedgangen.

Om aftenen efter aftensmad tog vi til en lille “fest” holdt for os turister… haha. Her fik vi prøvet de traditionelle dragter og danset til panfløjtemusik. Broderingerne havde Roberto selv udført.

Næste dag var afgang fra øen, herfra skulle vi til den næste ø – Taquile. Her gik vi til byens lille Plaza og herfra videre op igennem øen. Vi kom forbi et igangværende Bryllup, men klokken er jo 10 om formiddagen tænkte vi? Lidt efter kom nogle meget festlige bryllupsgæster i deres traditionelle tøj stavrende. Et bryllup her er en kæmpe begivenhed her og varer i hele syv dage ligesom i eventyrene. De traditionelle dragter her var en smule anderledes fra Amantaní – her havde kvinderne pomponer på sjalet i stedet for. Størrelsen af ponponerne afgjorde om de var gifte eller ej. Det samme gjaldt for mændene på øen. De bar ligeledes pomponer på huen, samt farven og retningen fortalte noget om deres forhold. Herefter spiste vi på en restaurant med udsigt over Titicaca og fik meget friskfanget ørred.

Turen sluttede her og herfra gik de de sidste 3 timer med båd tilbage til Puno ind i civilisationen og larmen igen.

Cuzco

Vi har været i Cuzco og omegn i lidt over en uge. Cuzco er virkelig den by, jeg synes har været mest interessant at besøge på hele turen. Omgivelserne, arkitekturen, historien og stemningen her i byen er virkelig skøn. Der har været så mange spændende steder at besøge. Nu vil jeg kort fortælle om de forskellige oplevelser vi har haft her.

Free Walking tour i Cuzco.

Vi tog en 10 timers natbus fra Arequipa og ankom om morgenen d. 7 oktober til Cuzco. Da vi endnu ikke kunne tjekke ind på vores hostel, eftlod vi vores rygsække og vandrede ned til byen. På vejen stoppede vi i det velkendte marked “San Pedro” her fik vi en lækker friskpresset juice. Herefter gik vi ned til byen, hvor vi stødte på folk fra “Free Walking tour” i deres turkise caps og T-shirts. Det var en super spændende tur og et must, da Cuzco har så spændende historie og arkitektur at byde på.

Vinicunca/ Montaña Arcoiris

Vinicunca er regnbuebjergets oprindelige navn på Quechua. (Quechua er desuden Det tredje største sprog i Sydamerika) Det betyder oprindeligt det sted man har måtte krydse. Wini rumba hedder de sorte sten og cunca – hals, fordi strækning forvandler sig til et bjergpas.

Efterfølgende dag tog vi på en endagstur, hvor vi skulle vandre 1,5 time op til Vinicunca/regnbuebjerget. Det gik fint trods den store opstigning. Vi fik heldigvis ingen højdesyge eller størrere vejrtrækningsproblemer. Vi havde masser af cocabolcher med, så måske gjorde det udfaldet. Regnbuebjerget er dog blevet på bare 3 år super turistet takket være de sociale medier. Stien vi gik på fandtes heller ikke for år tilbage. Jeg forstår godt hypen, da det var super smukt. Vi var også rigtige heldige med vejret, da solen skinnede og det var rimelig lunt uden synderlig vind.

Saksaywaman – “Sexy woman”

Sacsaywaman er en fæstning hævet over byen. På inkaernes tid lignede Cuzco en Puma oppe fra og Saksaywaman udgjorde derfor hovedet på pumaen.

Dagen inden vi skulle gå Salkantay til Machu Picchu, besluttede vi at slappe lidt af i byen. Vi fik dog ideen at gå op til Sacsaywaman, fordi vores “Free Walking tour”-guide havde fortalt os, at man kunne se disse store stenmure gratis uden at skulle betale 140 soles (ca. det dobbelte i danske kr.) På vej derop mødte vi taxaen vi lige skulle bruge. Han boede nemlig selv deroppe i området og kunne komme igennem Checkpoints gratis. Vi betalte for begge 30 soles og vi blev sat af ved udsigtspunktet, hvor Jesus figuren stod med udsigt over Cuzco. Herfra kunne vi gå ned forbi Sacsaywaman uden at krydse et Checkpoint.

Salkantay-trek til Machu Picchu – 4 dage

Salkantay bjergets legende bygger på to unge, der bliver forelsket. Salkantay og prinsessen Veronica. De beslutter at flygte sammen til Qosqo – området hvor Salkantay er respekteret. Det finder byen Anti sig ikke i, hvor Veronica stammer fra. Derfor ofrer de deres prinsesse. Salkantay bliver rasende over sin elskedes død og starter en krig mod byen, men det får fatale følger. For ikke at gøre mere skade beslutter guderne at konverte Salkantay til et bjerg og det samme gælder for Veronica. Nu kan de for evig tid se i retning af hinanden. Nu står de begge som beskytter af hver deres område.

Vi startede turen kl. 5:30 onsdag morgen. Vi kørte i nogle timer og undervejs stoppede vi for morgenmad. Første dagen på Salkantay skulle vi opstige Apacheta passet i 4580 meters højde. Det gik fint for både Therese og jeg – ingen større udfordringer. Vi kom ofte langt i forvejen ift. de andre i vores gruppe. Solen skinnede og vi kunne se det smukke Salkantay bjerg – under nedstigning blev det dog helt tåget og det begyndte at regnen sådan forsatte det, også da vi nåede frem til Campen og hele natten.

På turen blev vores ting transporteret af heste. Ligeledes var det lidt specielt, for vi havde kok og anden assistance med på turen. Næste morgen kl. 5 blev vi vækket med varm cocate oven på en kold og regnfuld nat. Herefter fik vi morgenmad og vandreturen begyndte. Omgivelserne skiftede fra et goldt miljø til, at vi kom ind i en “Cloud forest”. Desværre, da vi nåede frem til et mindre beboet område ved 12-tiden fandt vi ud af, at der havde været jordskred, så vi ikke kunne gå på noget af trekket. Derfor gik vi på en trakroad i stedet i 2-timers tid, hvorefter vi blev kørt i bil det sidste stykke til næste camp. Denne camp lå i regnskoven og her var lunt og solskin. Vi fik frokost og efterfølgende besøgte vi en lille kaffeplantache, der lå i forbindelse med Campen. Her så vi, hvordan kaffe produceres. Herefter tog vi på en times køretur til “Aguas termales Colcamayo”. Her slappede vi af i to timer efter dagens vandring. Disse varme bade er kendt for at være de smukkeste og bedste i Cuzcoregionen. Efter aftensmad gik turen tidligt i seng, for ligeledes skulle vi tidligt op næste dag.

Tredjedagen var helt klart den jeg fandt mest udfordrende trods vi ikke var i nær så højt oppe. Vi var i de 2200 og opsteg i 2700 meter. Det var meget varmt, da vi vandrede i regnskoven. Her så vi forskellige fugle og orkideer på vejen. Efter at havde nået toppen – Llactapata, kom vi til udsigtspunktet, hvor vi fik et glimt af Machu Picchu for første gang. Fra denne vinkel så Machu Picchu noget større ud, end hvad vi havde set på billeder. Herefter var der nedstigning og vi kom ned til Hidroélectrica, som er et mindre vandværk ved et vandfald. Ved to tiden kom vi til toget Perurail og fik vores frokost inden vi tog toget til Aguas Calientes. Det var åbenbart en del af turen vi havde booket, men man kunne sagtens havde gået turen, hvis man var på egen hånd. Om aften blev vi indlogeret på et hotel og vi ventede spændte på morgendagen. Om aftenen regnede det massivt og vi håbede på det bedste for i morgen. Jeg fik mulighed for at smage Alpacabøf med quinoarisotto til aftensmad – overraskende lækkert. Dog lidt svært at tænke på de nuttede bamsede alpacaer på Perus bjergsider.

Lørdag var nemlig dagen, hvor vi skulle op til Machu Picchu. Da vi kom derop startede vi med at få de første billeder med Machu Picchu. Vi var heldige, at det ikke var for overskyet. Dernæst begyndte vi at hike til “Intipunko/ Sungate”. Det tog ca. en times tid og 45 min tilbage. Her kunne vi se det imponerende udsyn over Machu Picchu. Vi var heldige at skyerne og tågem forsvandt kort tid. Machu Picchu er super tourtistet, så man får et tidsrum til at besøge området. Kl. 12 skulle vi være ude igen. Herefter fik vi frokost og dernæst gik turen med Perurail og bus fra Ollantaytambo til Cuzco.

Inkamassage

Dagen efter slappede vi af i Cusco. Vi besluttede at finde et sted, hvor man kunne få en Inkamassage. En times massage kostede 80 soles (dobbelte i danske) – meget billigere må man sige end i DK. Vi blev desuden masseret ind i Cocacreme – selvfølgelig… hehe.

Maras og Moray

Sidste dag i Cuzco tog vi på en tur til “Valle Sagrado” for at opleve Salineras de Maras og Moray. Moray er disse runde Inkaruiner. Terrasserne blev brugt til landbrug.

Maras er derimod en masse saltudvindings-søer, der formentlig stammer tilbage fra Inkatiden og den dag i dag udvindes der stadig salt fra det rindende bjergvand. Det var fantastisk at se så bevaringsværdig teknologi.

Aftensmad stod på Cuy – marsvin. I hvert fald obligatorisk at prøve. Herefter går turen videre til Puno ved Lake Titicaca.

Ruten til Cuzco

Vi havde en uges tid til at opleve kysten syd for Lima.

Første stop på vejen blev Paracas. Her tog vi en tur ud til nogle fugleøer – Islas de Ballestas. Taget lugten var man ikke i tvivl om, hvilke dyr, der bosatte øerne. 😂 Vi så ligeledes søløver og pingviner på de små øer.

Paracas kandelaber geoglyf, der kun kan ses fra søsiden. Dens alder er dog ukendt, men formentlig fra 200 f.kr, da fund omkring den er fra denne periode.

Ligeledes besøgte vi Paracas nationalpark. Et smukt ørkenlandskab med gule og røde nuancer i kontrast til det dybe blå hav. På et tidspunkt, da vi stod og nød udsigten over havet, var vi utrolig heldig at spotte delfiner. Jeg blev helt overrasket, for det var det sidste jeg havde forestillet mig at se her.

Næste stop på vejen blev Huacachina – en oase midt i ørkenen lige ved den større by Ica. Her prøvede vi buggy tour og sandboarding.

Fra Huacachina tog vi for en dag til Nazca for at flyve oppe over de berømte Nazcalinjer. Flyveturen varede en halv time, så man skulle virkelig huske at nyde udsigten – ikke gennem kameraet. Her ses hunden nedenfor.

Om aftenen samme dag tog vi på pisco- og vintur i Ica. Her lærte vi alt om processen og fik selvfølgelig smagt en del forskellig vin og Pisco. Vi besøgte to forskellige bodegaer, som de kalder det.

Fra Huacachina tog vi en 13-timers natbus til Arequipa. Her tog vi på en endagstur til Colca Canyon, men jeg vil helt klart anbefale, at man havde noget mere tid pga. de store afstande og bjergkørslen går ikke lige just hurtig. Det var en super smuk tur med udsigt over dale og terrasser, hvor de blandt andet dyrker quinoa.

Vi oplevede ligeledes på turen udsigtspunktet til condorene. Vi var heldige at spotte flere. Dog efter en halv times ventetid var vi heldige.

På turen smagte vi ligeledes jugo de sancayo, som er en juice lavet af kaktus.

På turen kom vi op til udsigtspunktet til alle vulkanerne – her er vi oppe i 4900 meters højde.

Nu er vi så kommet til Cuzco, så følg med i min tur, når der kommer nye fortællinger herfra.