Rio de Janeiro – Cristo, Favela & paragliding

Sidste stop på den lange rejse blev altså Rio de Janeiro. En verdensby, der er kendt for Samba. Her er hvad jeg oplevede i den uges tid jeg tilbragte der.

Ipanema

Mange kender vel sangen “The girl from Ipanema”, nu var det ikke hende, der gik der, men mig. Den kendte strand og bydel levede kun op til forventningerne. Det var en helt anden stemning ved at bo så tæt på vandet og der hele året rundt er mellem 25-30 grader i Rio. Den famøse strand er også kendt for de to bjerge; Dois Irmãos.

dav

Copacabana

Da Katrine kom på besøg, fandt vi en Airbnb i bydelen Copacabana – en gade væk fra stranden. Copacabana er ligesom Ipanema de mere sikre bydele samt mest kendte pga stranden. Man besøger netop Copacabana for at være ved stranden.

dav

Stand Up Paddling

På stranden i Copacabana bookede vi en times lektion i Stand Up Paddling – en krævende balanceøvelse, særligt hvis der er en del bølger. Mens vi paddlede rundt var vi heldige at se utallige havskildpadder komme op til vandoverfladen lige ved siden af os.

Lapa

Bydelen Lapa ligger næsten ved Rios centrum.  Bydelen har et noget mere slidt præg ift. Ipanema og Copacabana, men tilgengæld har den hele tre hovedattraktioner at byde på.

Escadaria Selarón

Disse verdenskendte trapper er lavet af den chilenske kunstner Jorge Selarón. Trapperne er dækket af alle mulige farvet fliser og ligeledes er der kakler fra alle mulige steder i verden og ja, Danmark er også repræsenteret i en flise, hvor der står god jul. Helt perfekt timet, når man besøger stedet i December.

DSCN1598.JPG

Arcos da Lapa

Dette var oprindeligt en akvædukt, men blev i det 19. århundrede forvandlet til en sporvognsrute i stedet for.

DSCN1506

Rio de Janeiro Katedral

Denne katedral er noget af det mest bemærkelsesværdige. Normalt er jeg ikke den, der besøger kirker, men dennes arkitektur fangede bestemt min opmærksomhed. Denne modernet pyramideformet kirke er designet af Edgar de Oliveira da Fonseca og skulle være inspireret af mayakulturens arkitektur.

DSCN1617

Det er ikke kun ydersiden, der er imponerende. Kommer man indenfor, så betages man ligeså meget af arkitekturen.

DSCN1524

Samba

I Lapa er der gode muligheder for at opleve live samba musik. Derfor tog vi ind til en af bydelens mange barer for at opleve musikken. Det var ingen skuffelse. Musikerne var så dygtige og sang i mere en time ud i et kører – uden pause! Wow.

Churrascaria

Dette er et must at prøve i Brasilien. Det er den brasilianske version af asado. Her betaler man en pris for “buffet” og dernæst kommer tjenerne rundt med mørt kød på spyd og skærer ud, hvor meget man vil have. Derfor skal man passe på med ikke at blive fyldt for hurtigt og man skal sørge for at vælge det bedste kød. En sjov oplevelse er det i hvert fald.

Cristo Redentor

Man kan ikke tage til Rio uden at have set kristus-figuren. Der er to måder at komme derop på enten med tog eller minibus og begge købes ved samme station. Vi valgte den hurtigste og billigste, nemlig med minibus. Når man skal tage derop skal man sørge for at gøre det på en solskinsdag med skyfri himmel og det var det vi ventede på skete. Udsigten skuffede på ingen måde, da vejret var fantastisk.

DSCN1631

Favela Rocinha

Jeg havde tidligere oplevet en Township i Sydafrika, derfor var jeg interesseret i at høre om de kendte favelaer i Brasilien. Jeg beøgte den lidt mere sikre, kaldet Rocinha. Her havde vi en privat tur rundt i området, der nu også bliver kaldt Community istedet for det stigmatiserende ord ‘Favela’.

DSCN1687

Hvad der overraskede var hvor mange små forretninger, der eksisterede over det hele. Der var liv i de små gader. Regeringen havde på sin vis prøvet at bygge bygninger for at støtte forretningsdrivende. De havde opført skoler, lejlighedskomplekser (lidt på samme måde som free housing projektet i Sydafrika), skoler og biblioteker – endda et sygehus. Dog levede der stadigvæk en frustration over for den nuværende præsident. Guiden fortalte o, hvor ofte offentlige ansatte ikke modtog deres løn – han var selv tidligere lærer. Ligeledes besøgte vi en af de katolske kirker i området, særligt streetarten uden for kirken fangede opmærksomheden.

DSCN1691

Man kunne nemt fare vild i favelaen, hvis man ikke kendte til alle de små smutpassager. Særligt kom vi ned ad en gade, hvor vi måtte vende om, da der en bande med maskinpistoler havde taget kontrollen. Men det var heldigvis ikke de her situationer vi oplevede mest af.

Et andet job jeg nødigt ville have i favelaen, var at være elektriker. Nu kan I se hvorfor:

DSCN1689

Paragliding i Rio de Janeiro

Rio de Janeiro er en oplagt mulighed for enten paragliding eller hanggliding. Man kan gøre det fra ‘Rampa do Voo Livre’ – denne rampe ligger i Tijuca nationalpark og er placeret i 517 meter højde.

dav

En tur kunne vare alt fra 7 min til 20 min. Vejrforholdene var virkelig gode, da jeg skulle prøve. Himlen var helt klart og der var 29 graders varme. Min flyvetur varede næsten 10 min og var fantastisk at flyve ud over hvide sandstrand og spotte Kristus-figuren fra den anden side.

DCIM100GOPROG0020942.JPG

Ilha Grande – Jungleøen

Jeg mødtes med min gode veninde Katrine i Rio de Janeiro og sammen tog vi herfra en transfer videre ned til i staten Rio til piratøen Ilha Grande. Det var nogle timers kørsel i bil og dernæst en noget lang bådtur i et lille skib, fordi bølgerne var noget høje. Efter ankomst til ferieøen, fandt vi frem til det lille feriehus, som vi havde booket. Vi skulle bo i byen Vila do Abraão, som er den største på øen.

Lopez Mendez

Vi tog et skib til den smukkeste og helt hvide sandstrand på øen. Båden stoppede ved bugten Saco das Palmas, og så vandrede man det sidste stykke hen til stranden.

DSCN1543

Her fik vi slappet af, badet og nyt solen. Det var svært at forstille os, at vi befandt os i december måned. Vi tilbragte hele eftermiddagen her og om aftenen tog vi tilbage til Vila do Abraão.

DSCN1548

 

Bådtur med snorkling til Lagoa Azul & Lagoa Verde

Næste dag tog vi på en bådtur rundt på øen for at lære de andre dele af øen at kende. Her sejlede vi op i speedbåden til Lagoa Verde. Dette skulle være et af de bedste steder være for snorkling, dog havde vi ikke helt heldet med os. Havskildpadderne udeblev (dem skulle vi nok få set senere i Rio de Janeiro), tilgengæld var vandet fyldt med masser af eksotiske farvede fisk. Herefter sejlede vi videre og lavede en del stops ved forskellige bugter.

DSCN1571

Herefter kom vi til Lagoa Azul, hvor der igen blev badet. Lige med et blev stilheden forstyrret og en mindre luksusbåd sejler ind i bugten med højt brasiliansk musik og ude på stævnen kommer tre unge kvinder i bikini klar til foto-shoot og selfie-tid. Bag i kommer en ældre herre med guldarmbånd i baren og danser med til musikken. Der gik dog ikke langtid før,  der kom en vagtbåd og fik dæmpet festen… haha.

Sidste stop undervejs blev Saco do Céu, hvor vi besluttede os for at tage lidt at spise i landsbyen. Herefter lavede båden et stop mere ved en anden strand og herefter gik turen til Vila do Abraão.

Pico do Papagaio

Sidste dag på øen besluttede vi os for at vandre til Pico do Papagaio, som ligger 965 meter over havoverfladen. Det tog os 2,5 time at komme til toppen. Det var en vandretur gennem junglen og gik indimellem stejlt opad. Inden man gik ind på ruten, var der advarsel om, at man skulle være med en naturvejleder – man kunne fare vild! Men nu er det en ø, så vi tænkte det nok skulle gå.

DSCN1536

Vi endte med at udføre turen med en tysker, der lige havde hiket Kilimanjaro og jeg Torres del Paine & Macchu Picchu. Så vi var fastbesluttede, at det gik. Det var overskyet på dagen og, da vi nåede op til toppen var det ingen surprise, at vi intet kunne se, men det var også en del af charmen. Vi fik da spottet en kolibri & en papegøje på vejen!

DSCN1585

Lidt efter begyndte det at regne massivt, som det kan gøre i jungler. Det havde jeg oplevet i Amazonas. Så det blev noget udfordrinde at kravle ned igen, særligt den sidste del, var med reb. Vi nåede ned i junglen og tyskeren var sikker på at det var den rigtige vej. Vi var noget mere skeptiske og vi endte med at komme igennem tætte planter og miste stien. Efter forsøg lykkes det at komme tilbage på stien. Vi var ikke helt klar på off-road ture som tyskeren, særligt ikke i regnvejr… Vi så dog noget hærgede ud, da vi kom tilbage – sjovt var det ikke i situation, men det er en god historie nu.

DSCN1580

Iguazú vandfald og lidt mere til

Jeg fløj fra Buenos Aires til Puerto de Iguazú, herfra kunne jeg besøge verdens vidunder fra den argentinske side først. Selve byen Iguazú havde ikke meget at byde på. Man tager netop hertil for at se vandfaldene.

Cataratas de Iguazú – Den argentinske side

Vandfaldene er en af verdens vidundere. Det specielle dog ved vandfaldene er, at den ene side er argentinsk og den anden side er brasiliansk.

Første dag jeg besøgte den argentinske side jeg gik af alle gangstierne. Her var jeg heldig at spotte dyr. Det er ikke altid let. Det ved jeg fra Amazonas. Jeg var heldig at støde på nogle aber og ligeledes et bæltedyr. Næsebjørnene var der dog nok af. Det viste at, hvor der er mennesker er der mad. Det er dog så trist, at nogle mennesker finder på at fodre dyrene. Det ødelægger deres naturlige adfærd. Dette var en af grunden til at næsebjørne var så “agressive”.

Den sidste gangsti tog man et lille tog op til og så gik man bogstaveligt ud til det store vandfald “Devils Throat” og man stog bogstaveligt ovenpå. Man blev dog noget våd af alle vanddråberne.

Efterfølgende dag tog jeg på en bådtur, som jeg havde købt dagen forinden i nationalparken. Det var super sjovt, da man sejlede rundt i de skvulpende bølger og helt ind til vandfaldenee. Man fik bogstaveligt talt sig et brusebad.

Hito de tres fronteras

I Puerto Iguazú ligger monumentet og udkigspunktet for de tre grænser – landegrænsen mellem Argentina, Brasilien og Paraguay.

Cataratas do Iguaçu – Den brasilianske side

Næste dag tog jeg efter ankomst til Foz do Iguaçu til den brasilianske side af vandfaldene. Denne side er noget mindre og kan snildt gøres på en halv dag. Den brasilianske udsigt er dog spektakulær, fordi udsynet er lige på de store vandfald. Man får sige ligeledes et brusebad her, så det skal man være forberedt på, når man går ud på gangbroen. Men det er bestemt det hele værd!

Parque do Aves

På modsatte side af nationalparken ligger “Parque do Aves”. En fuglepark, hvor 40 % af dyrene er reddet dyr. “Animal trading” er et kæmpe problem verden over, da 6 millioner dyr hvert år bliver fjernet fra naturen og taget i fangenskab. Blandt andet havde fugleparken nogle få eksemplarer af en uddød fuglerart i naturen, som nu kun findes i fangenskab. Dyreparken havde en masse papegøjer, der var blevet mishandlet eller skadet.

Dyrene havde dog også andre fuglearter fra forskellige områder i Sydamerika samt resten af verden. Blandt andet en Kasuar – Verdens farligste fugl.

Ciudad del Este – Paraguay

Når man opholder sig i Foz do Iguaçu, så er det en oplagt mulighed at tage lige over på den anden side af floden for at besøge Paraguay og selvfølgelig få endnu et stempel i passet, der snart er fyldt op med stempler. Jeg tog bussen hen til broen, og krydsede den dernæst til fods for at komme over på den anden side. Ciudad de Este er shoppingbyen for billige tilbud på elektronik og etc. Det svarer lidt til at tage “syd for grænsen”.

Der er ikke meget at lave i Ciudad de Este, men man mærker straks at man er kommet til Sydamerikas fattigste land. Affald, knallerter, folk på gaden ovs. Det er helt grotesk at gå ind i shoppingcentrene, hvor alt er luksus indvendigt og så gå ud på gaden på ny.

Jeg vandrede ligeledes lidt udenfor centrum, hvor jeg kom til søen Arroyo Amambay, men var ikke helt klar over, hvor sikker Paraguay egentlig var, så måtte vende om… haha

Itaipu Bionacional

Verdens største vandkrafts dæmning. Den ene del er en del af Paraguay og den anden en del af Brasilien. Itaipu har også verdensrekorden siden 2016 for at have produceret mest strøm.

De tilbød forskellige ture, men skulle man ind i selve dæmningen og opleve generatorene ovs., så skulle man havde reserveret på forhånd. Jeg valgte deres mest populære tur – ‘Panoramic tour’. Her kørte man rundt i bus og standsede ved forskellige udsigtspunkter.

Her ses de største kamre. Desværre var det under renovering, så man kunne ikke se de massive vandmængder fosse ud.

Her ses den store kunstige sø, hvor der ligeledes er blevet holdt mange vandsportskonkurrencer og aktiviteter.

Marca das três fronteiras

Brasilianerne havde gjort noget mere ud af deres version af udsigtspunktet til de to andre grænser. Her skulle man betale for indgang. Selve monumentet lå ved et gammelt kloster, der nu var blevet sat lys på. Brasilianerne elsker fest og farver. Kl. 20:30 begyndte showet ved det ene springvand, der lå op til en gammel bygning fra jesuit missionærerne. Her fik man et barok-disney show, som jeg ville kalde det. Det er i hvert fald en helt ny måde at fortælle historien her.

Kl 21 startede næste show, hvor de viste de 3 landes nationaldanse; Tango fra Argentina, Samba fra Brasilien og folkedans fra Paraguay. Ligeledes en dans, der skulle markerer de oprindelige fra området.

Der kom fest og farver på dansene. Tango blev pludselig ikke så dramatisk og alvorlig, men fik tilføjet noget humor og selvfølgelig palietter til mændene også.

Ushuaia – Tierra del Fuego

Jeg krydsede Beagle Chanel fra Puerto Navarino (en mindre havn på Isla Navarino) til Ushuaia. Dette var ingen nem proces eller billig. Kl 9 mødte jeg op på turistkontoret, men min reservation gennem hostel var åbenbart ikke til at finde – heldigvis kunne jeg komme til Ushuaia alligevel. Dernæst skulle jeg yderligere igennem den til chilenske udrejse proces hos Policia de Investigaciones, hvorefter jeg kunne blive kørt til Puerto Navarino. Her måtte jeg igen vente på båden fra Ushuai, fordi en hel argentinsk skoleklasse skulle på en tur til Puerto Williams. Vi var kun to turister i alt, der skulle med den lille speedbåd til Ushuaia. Det var en lidt vild oplevelse at rejse til Argentina på denne måde. Efter 4 timer fra startpunktet ved turistkontoret i Puertoo Williams, nåede jeg bredden på den anden side.

Parque Tierra del Fuego

Næste dag teamede jeg op med en canadisk pige og vi besluttede os for at trekke i Ildlandets nationalpark. Vi tog bussen derhen og vandreturen blev ligetil, fordi det mest af alt var fladt hele vejen. Vi vandrede langs med den fine kyste og helt op til søen “Lago Roca”. Dernæst forsatte vi turen til udsigtspunktet “Laguna Verde”, desværre var der en del ruter lukket i nationalparken, og da vi tidligere på morgen spurgte ved ankomst til indgangskontoret, lød svaret “Because of a wild bull”. Ret humoristisk måtte man trække på skuldrene og opgive at få det rigtige svar.

Fra “Laguna Verde” vandrede vi til Mirador Laptaia og derfra til busstopstedet ved “Puerto Arias”. Vi havde taget bussen kl 10 om morgen og nåede hermed kl. 16 bussen tilbage til Ushuaia, efter en del timers vandring. Derfor kunne vi godt tillade os, at del en hel “Tavle” med al slags kød.

Sejlads igennem Beaglestrædet til Isla Martillo

Jeg valgte at tage på en tur for at se pingviner – igen, igen. Pingviner i Punta Arenas for fem år tilbagde, pingviner i Sydafrika og på Galapagos, var ikke nok for mig. De små venner bliver ved med at overraske. Vejret var spektakulært med sol og meget lidt vind. Vi sejlede i sejlskib fra Puerto Alamanza ( ligger overfor Puerto Williams) gennem Beaglestrædet og rundt om Isla Gable og hen til pingvinen Isla Martillo Her så vi første koloni af de magellanske pingviner. Ligeledes så vi en koloni af cormoraner, der havde bygget reder ind kystsiden.

Næste koloni af pingviner var af racen Gentoo. Det sjove ved denne koloni var, at blandt disse havde en enlig kongepingvin slået sig ned. Nu måtte den virkelig føle sig som konge, blandt disse mindre pingviner. Naturen er virkelig forunderlig nogen gange.

Herefter sejlede vi ind igennem den smalle passagen og på vejen så vi da en Guanaco inde ved kysten. Vi stoppede her ved en comoranø samt en ø fuld af larmende søløver.

Turen var en god oplevelse, fordi man kun var 8 personer med på båden ift. andre både, hvor der normalt er 50 personer eller mere. Ligeledes stødte vi på ingen andre turistbåde, da vi sejlede rundt. Det var også lettere at komme tæt på dyrene med en lille sejlbåd.

Museo de Marítimo y del Presidio de Ushuaia

Jeg besøgte museet for søfart og fængslet i Ushuaia. Det var mange ofte barske historier om de første søfarer i området og helt op til 1900-tallet. Ligeledes bød museet på modeller af skibe, som var kommet hertil via ekspeditioner. Ligeledes fortalte den Ushuaia og Ildlandets første begyndelse.

Dette var stedet, hvor man kunne opleve alle de gamle fængselsgange samt celler. Fængslet blev forflyttet to gange før det endte i Ushuaia i 1902 af humanitære årsager. Det var først i 1920, at det blev konstrueret færdigt. Arbejdskraften var selvfølgelig fangerne selv. Fangerne blev ofte brugt til arbejdskraft i området fx i 1910 blev verdens sydligste jernbane udbygget.

1947 blev fængslet lukket og det blev transformeret til maritimt brug og siden i 1997 blev det forvandlet til museum.

Båden til Fin del mundo – Verdens ende

Efter Calafate drog jeg afsted mod Punta Arenas. Therese og jeg valgte at splitte op efter to måneders rejse sammen. Jeg tog tilbage for anden gang til Punta Arenas for at besøge en del af min chilenske familie – Lisbeth og Christian o deres datter Sarah. Om aften fejrede vi min tilbagekomst med skøn mad og drinks. Om lørdagen var vejret fantastisk, så den stod på øl og “asado” (~grillmad). Om aftenen mødtes jeg med en tidligere chilensk skolekammerat.

Punta Arenas er en meget rå by af udseende og bærer præg af industri og barsk natur. Jeg var så heldig med vejret, hvilket forskønnede byens udtryk. Puerto Natales har også et råtnudtryk, men er knap så stor, hvilket gør byen noget mere hyggeligt.

Efterfølgende dag var inviteret på besøg hos nogle af deres venner – en amerikaner, der havde giftet sig med en chilener og sammen havde de en datter på samme alder som Lis og Christians. Huset lå lige ud til “Estrecho magallanico” og man kunne herfra holde øje med livet i havet, der passerede forbi. Vi var heldige at se delfiner svømme forbi. De fortalte, at andre dage kunne man være heldig at se hvaler!

Cementerio de Punta Arenas

Hvis man er i Punta Arenas, skal man tage et smut forbi kirkegården. Det kan lyde lidt vildt, at dette kan være en attraktion her. Men det er en noget anderledes måde, man her bliver begravet på. Det er i stor stil med kunstige blomster, dimser og farver. Hvis man er af en vigtig familie, får man et helt hus tildelt og ikke en lille plads eller væg som nedenfor.

Båden til verdens ende – Puerto Williams

Kl. 1 mandag nat afgik båden med Austral Broom fra Punta Arenas. Det er egentlig en transportfærge, som mest af alt bli’r brugt til transport af olie, gas og småskibe. Vi var ikke særlig mange, der skulle med båden udover folk, der skulle derned arbejdsrelateret. Puerto Williams er ikke i sidste ende en søfartsbase. Det blev en smuk tur, der i natten sejlede væk fra Punta Arenas oplyst af alle sine lys.

Det var først om morgen man igen kunne se omgivelserne. Helt specielt var det at sejle igennem så uberørt natur; øer og sneklædte bjerge, som for altid vil lægge uberørt hen i barske omgivelser. Man var ikke i tvilv om, at man var på vej til verdens sydligste spids.

Bådturen bragte overraskelser såsom delfiner, der hoppede op af vandet og søløver, der ligeledes svømmede forbi. Da båden henunder eftermiddagen kom ud mod det åbne hav gyngede det helt vildt, da den lille færge kom ud i store bølger. Gik man udenfor kunne man nærmest ikke stå stille på grund af den kraftige vind, der ligeledes blæste de grå bølger op.

Tirsdag morgen svømmede to pingviner forbi båden og efter 31 timers sejlads nåede båden emdelig frem til Puerto Williams.

Puerto Williams

Første dag i Puerto Williams var meget stille og roligt. Der sker ikke det store i byen med så få indbyggere. Byen har lige det nødvendige havnen, en flyvestation, en restaurant og en café, en kirke, 3 minisupermarkeder og et museum. De fleste kommer hertil for at arbejde – en stor del kommer ligeledes fra militæret. For det er ikke andet en søfartsbase, grundlagt i 1953. Puerto Williams befinder sig på Isla Navarino en sydligere by findes ikke. I 1578 opdagede Francis Drake passagen syd for Ildlandet og en mulig søfartsrute – dette blev dog først bekræftet helt hen i 1616 af Wilhem Shouten og Jobus Le Maire, der søgte en anden søfart passage udover Magellan strædet. Ligeledes krydsede de det sydlige punkt, som de kaldte for Cabo de Hornos/ Kaap Hoorn.

Jeg besøgte det lille museum “Museo Puerto Williams” om områdets geologiske historie samt om Yagan indianernes historie. Museet blev grundlagt af Martin Gusinde – præst og antropolog og blev meget kendt for sine undersøgelser om Ildlandet og dets indfødte grupper. Museet var dog udelukkende på spansk, så ikke helt turist venlig. Nu er det dog ikke mange turister, som når helt hertil. Mest af alt fik jeg følelsen af hvad laver den “gringa” helt nede på disse kanter… haha. Heldigvis kan jeg spansk, så det blev ingen sag at navigere rundt på museet.

Jeg besøgte Villa Ukika, et område hvor de sidste Yagan indianer efter sigende skulle bo, men blev noget skuffet og trist til mode over at se hvilke forhold de nu boede under. Affald over det hele og rustne blikskurer – det er også en del at rejse, en øjenåbner.

I Puerto Williams går der ikke kun løse hunde rundt, men også heste, hvilket man lige skal venne sig til. Alt i det hele taget er meget fredeligt her og alt går noget langsommere.

Cerro Bandera

Næste morgen var vejret perfekt, så lige med det samme vandrede jeg op til Cerro Bandera. En del af et trek, som man kan vandre på 5 dage. Det fører til bjergene “Dientes de Navarino”. Trekket op til bjerget var smuk. Jeg gik inde i skoven og lidt efter lidt fik man udsigten over Puerto Williams og Ildlandet/ Argentina på modsatte side samt Beagle kanalen.

Efterhånden som jeg kom derop af lå der snedriver hist og pist. Turen tog ca 2 timer op og 2 timer ned og vil sagtens kunne udføres af begyndere inden for vandring.

Det var en skøn oplevelse at gå i skoven under knirkende træer, susen i trækronerne, lyden af hakkende spætter og fuglefløjt. På vej ned tog jeg en anden rute, men den var ikke markeret nær så godt og overalt var der væltede træer, som man måtte kravle og bane sig vej henover.

Ligeledes gik denne rute forbi en flod. Jeg nåede dog ned trods alt og tilbragte eftermiddagen på byens eneste café. Til aftensmad stod den på kongekrabbe, for det måtte jeg bare prøve igen og hvilket bedre sted i verden end her. Frisker fåes ikke.

El Calafate

Jeg tog over grænsen to dages tid. Her var jeg i den smukke by Calafate ved den store turkis sø. Det er anden gang, jeg besøger byen for at se gletsjeren Perito Moreno.

Denne gang ville jeg ikke blot se den fra udsigtspunktet, men også for at vandre henover gletsjeren. Det var en skør oplevelse, at skulle have særligt udstyr for at vandre på isen. Vi vandrede 1,5 times tid og undervejs stoppede vi op for at hører om gletsjeren og se på alle de små kilder. Vandet var så klart og rent, at man kunne drikke af det.

Vejret var fantastisk og jeg havde held, fordi om morgenen havde det regnet. Det var altså en skøn eftermiddagstur, der sluttede af med et sjus whiskey på toppen og isen var selfølge fra gletsjeren.

Puerto Natales

Så har jeg været “hjemme” i Chile igen. Utroligt at tænke på, at der allerede er gået fem år siden. Det opdagede jeg hurtigt ved at se mine værtsbrødre, der nu er 6 og 9 år. Dengang var den yngste blot et år og kunne derfor næppe huske mig. Min værtsøster er flyttet hjemmefra og hende mødte jeg i Santiago. Min ældste værtsbror var nu blevet gammel nok til at køre bil og han fungerede derfor som en Taxichaffør for os…. haha.

Torres del Paine

Fra Puerto Natales tog vi ud for at vandre W-trekket i 4 dage. Dette ligger i “Parque nacional de Torres del Paine” også kendt som et af verdens vidunder. For fem år siden besøgte jeg nationalparken og lige siden dengang havde jeg en drøm om at vandre her. Det kom heller ikke til at skuffe at gå i den forbløffende natur under åben himmel. På førstedagen ankom vi med båd og allerede her kunne vi opleve “Los Cuernos” – de smukke bjergformationer. Herfra ankom vi til Campen og slog teltet op. Vejret her var fuldstændigt forbløffende lunt taget i betragtning, hvorhenne vi befandt os. Vi startede vandreturen op mod “Glaciar Grey” og det kunne ingen måde skuffe at gå i klipper og bjerge forbi det turkise vand og de hvide isblokke, der flød rundtni vandet. Vi nåede udsigtspunktet på toppen og så ud over den imponerende gletjer.

På vej tilbage havde vi solen i ryggen og med et følte, at jeg havde genfundet en lille del af mig i Chile, men som nu for evigt ville blive frigjort. Da vi kom tilbage til teltlejren var der ingen ringere end en regnbue. Det var lykken efter mere end 6 timers vandring Herefter stod den på madlavning over et primitivt gasblus og vi gjorde klar til næste dags vandring.

Næste dag vandrede vi mod “Mirador Britanico” – et udsigtspunkt over de karakteristiske bjerge i parken. På vej dertil krydsede vi floder og hængebroer.

Dernæst kom vi forbi campiste Italiano, men hvad vi ikke var klar over, var at man bare kunne have stilt sine tunge rygsække her. Det havde alle andre gjort, vi vandrede uvidende derop af. Turen blev noget sej, da opstigningen hurtig gik fra 300 meter op til noget i de 900, men det var i sidste ende besværet værd. Vi blev hurtig kendt som de seje danskere blandt de andre vandrere haha. Ligeså for vores hurtighed… haha. På toppen af udsigtspunktet var, der utroligt smukt! Ligeså måtte vi vandre tilbage til næste campiste Francés. Dette var et hyggeligt sted i en skov, hvor man slog teltet op på en platform. Vi havde regnet med det hele blev ligesom i “Alene i vildmarken”, der var varmt bad og det hele, så kunne man ikke undgå at leje et håndklæde. Jeg kan sige med sikkerhed vi sov godt den nat.

Tredjedagen blev noget mere afslappet vi skulle ikke gå hele dagen igennem, så vi havde ikke så travl. Vi gik langs med den kæmpe turkise sø “Lago Nordenskjold” og nåede frem til den centrale campiste. Om aftenen endte det gode vejr dog og varslede regn begyndte.

Næste morgen var det desværre kraftig regnvejr. Vi ventede på det gode vejr, men til sidst måtte vi indse, at det ikke kom, der var intet andet for end at gå more “La base de Torres del Paine”. Efter timers vandring blev vi helt gennemblødte og det begyndte at gå stejlt opad og vi kom over trægrænsen. Her begyndte det at sne og der blev så glat, hvilket ikke gjorde det nemmere at bestige. Vi kom dog til sidst op og som forventet kunne man ikke se bjergene i baggrunden, kun den famøse turkise sø. Det var dog i sidste ende det hele værd og udfordringen med sne havde vi klaret!

Vi valgte, at treate os selv med en brændende varm kakao. Vi vandrede længere ned igen og det var tid til at slå teltet ned og sige tak for oplevelsen i Torres del Paine. Vi var sent hjemme, men min søde værtsbror kom og hentede os. I huset havde min værtsmor stillet aftensmad klar til os. Endnu føltes det som et hjem efter alle disse år. Noget jeg altid vil tage med mig er chilenerne åbenhed og hjertevarme gestus – ikke blot at tage imod mig, men også en ekstra gæst.

Cueva del Milodon

Vi fik ligeledes tid til at besøge den kendte grotte, skabt af gletsjere i sin tid. Denne grotte er også særlig kendt for at være stedet, hvor Eberhard under en ekspedition i 1896-tallet fandt velberarede rester af pels og knogler af fortids kæmpedovendyret “El milodon”, deraf er grotten blevet opkaldt efter dette dyr.

San Pedro de Atacama

Vi fik lige to dage forærende, da vi skyndte os væk La Paz. Fra vores Uyunitur krydsede vi Chile det mest afsides sted og ankom til San Pedro ved middagstid.

Derfor fik vi mulighed for at lære det nordlige Chile at kende. Her tog vi på en tur til Valle de la luna, som hedder således pga det hvide saltlag – den hvide farve som på månen.

Her tog vi først ind i nogle grotter, var man helt stille kunne man høre saltet sprang inde klipperne, førhen troede man det var ånder, der bosatte klipperne.

Herefter, så vi klipper, der skulle minde om kvinder, hvis man så noget godt efter.

Sidste stop blev for at vandre op på en kæmpe klippe og se solnedgangen over Atacama ørkenen.

El tatio – gejsere

Efterfølgende dag skulle jeg op kl. halv fem om morgnen for at se gejsere. Pga. temperaturforskellen opleves de bedst i den kolde morgenluft.

El tatio ligger 4300 meters højde og er verdens tredje største gejsere kun overgået af Yellowstone i USA og Kamtjatka gejsere i Sibirien.

De smukke mineralskholdige farver og gejsere, der syder.

Efterfølgende på turen lavede vi et stop i den mindre by Machuca med rødfarvet lerstensbygninger. Her kunne man smage grilley lama og få sig en gedeostfyldt empanada.

Her ses den fine landsbykirke.

Bolivia

Vi har opholdt os en uges tid i Bolivia. Ikke så langt tid som i Ecuador og Peru, hvor vi har tilbragt 3 uger hver især. Vores mål for Bolivia var nemlig at besøge Salar de Uyuni.Vi krydsede grænsen fra Peru med bus. Her er hvad vi oplevede i vores tid i Bolivia.

Copacabana ved den bolivianske del af Titicaca

Første dag i byen Copacabana gik vi op til et udsigtspunkt over byen. Ellers nød jeg resten af dagen udsigten over søen Titicaca fra vores hostal. Vi tog det stille og roligt resten af dagen efter noget tid, hvor vi har været en del på farten.

Fra Copacabana besøgte vi øerne Isla de la Luna og Isla del Sol. Måneøen var noget lille og vi besøgte den kendte ruin på øen. Herefter sejlede vi videre til soløen, hvor vi vandrede op i højderne og mødte alle øens æsler… hehe. Vi besøgte kun den sydlige del af øen. Efter sigende skulle der have været en konflikt mellem 2 communities på den nordlige side. De to øer mindede på mange måder naturmæssig om øerne Amantaní og Taquile. Vi sejlede efterfølgende tilbage til Copacabana og fangede om aftenen en bus til La Paz.

La Paz

Vi har tilbragt to dage i La Paz, men for vores vedkommende var det nok i den store larmende storby. Byen er præget meget af fattigdommen, bilosen og storbylarmen. Første dag besøgte vi plazaen og prøvede at navigere rundt i centrum. Vi ankom på en søndag, hvor desværre mange butikker og oplevelser var lukkede. Vi besøgte den turistede gade Sargada. Ligeledes besøgte vi “Mercado de las Brujas” (Heksenes marked)

Næste dag besøgte vi Valle de la Luna (Månedalen), fordi det skulle minde meget om månens landskab. Vi tog en offentlig minibus mod Mallasa ud til stedet. Det kostede 3 bolivianos (3 kr). Det lå 10 km væk, men tog over en time at komme derhen. Det var helt rart at komme ud af larmen og gå stille og roligt rundt på stedet. Man havde det næsten for sig selv, hvilket var skønt. På vej hjem tog vi noget, der mindede om amerikansk retro skolebus (kørte dårlig nok mere end 40 km i timen) – indenvendig var den nærmest pyntet som et alter med Jesus hængende foroven som beskytter.

Tur til Salar de Uyuni

Vi skulle med en natbus til Uyuni, men vi var ikke særlig heldige med busselskabet Arequipa og vi havde nær troet, at vi ikke ville komme afsted. Efter 4-timers forsinkelse kom en bus, dog ikke som lovet med senge, toilet og varme. Dette var en meget ældre og primitiv af slagsen, men vi skulle altså bare afsted. Vi ankom næste morgen til Uyuni og fik vi heldigvis nogle penge tilbage fra vores tarvelige oplevelse i bus og vi kunne nå at komme med på vores 3 dage Uyunitur.

Salar de Uyuni er en kæmpe udtørret saltsø og, at den ikke er en del af verdens 7 naturlige vidundere kan man virkelig forundres over. Vi kom i tørsæsonen og man kunne derfor gå rundt på det udtørrede salt. Det var på førstedagen, at vi besøgte Salar de Uyuni og vi havde helt utroligt solskin og vindstille vejr. Det var helt ubegribeligt, hvor stor den var. Man skulle næsten tro, at man befandt fandt sig i et snelandskab og når man gik rundt, knasede det under fødderene som om, man betrådte is.

Vi spiste frokost på Uyunis eneste salhotel, som lå midt ude på sletten. Herefter kørte vi videre gennem landskabet og fik taget de opbligatoriske billeder. Herefter stoppede vi ved en kaktus-ø.

Næste dag gik turen, forbi togskinner til til Chile. Man kunne altså virkelig fornemme Bolivia og Chiles historie for minedrift og mineraludvining.

Herefter fik vi set en masse smukke flamingolaguner, hvor der var flamingoer i massevis. Frokosten blev også i det fri ved Laguna Honda i dejlig solskin.

Der var så mange flamingoer i alle Laguner, at man næsten blev helt udkørt af at tage billeder i massevis! Smukke var de! Så man kunne ikke lade vær’

Vi kørte videre igennem den sandede ørken og vi kom til næste stop, som var en mindre saltsø.

Lidt efter kørte vi videre gennem ørknen, hvorefter vi kom op i 4700 metershøjde. Vi kom dernæst forbi atraktionen Arbol de Piedra (Træ af sten).

Et af dagens højdepunkter blev Laguna Colorada, som er en kæmpe rød sø pga. det høje indhold af alger. Det blæste dog helt ekstremt, da vi skulle gå op til udsigtspunktet over søen.

Sidste dag på turen skulle vi op kl. 5, fordi vi skulle se Geyser de Sol mañana. Som navnet antyder er de smukkest at se ved morgengry, da luften er kold og gejserne varme og derved damper det noget mere. Det var en vild oplevelse at kunne stå midt i disse og noget koldt, så tidlig om morgnen.

Sidste stop på vejen inden vi krydsede grænsen til Chile blev Laguna Verde – den grønne sø.

Puno ved Titicaca

De sidste dage har vi tilbragt i Puno og øerne Uros, Amantaní og Taquile i søen Titicaca.

Titicaca er jordens højest beliggende sø og ligger i over 3800 meters højde. Det var her i området, hvor menneskene levede uden religion. De kendte heller ikke til landbrug og tekstiler. Derfor sendte solguden Inti sønnen Manco Capac sammen med søsteren Mama Ocllo. Manco Capac lærte mændene at leve i et samfund og forgude Inti. Mama Ocllo derimod lærte kvinderne om tekstilteknikker og huslige pligter. Det var altså fra Titicasøen, at Inca civilisationen udsprang af og også senere skulle forme en af de vigtigste byer, nemlig Cuzco.

Vi besøgte førstedagen Sillustani, som er store gravtårne – den højeste var 12 meter høj. De stammer tilbagde fra Kollakulturen, som er før-inka perioden. Det var her vigtige personer, var blevet begravet fx præster og ledere. Gravtårnene befinder sig med udsigt over søen Umayo nordvest for Puno.

Solen skinnede over gravpladsen, men i det fjerne lurede mørke grusomme skyer og lynene delte himlen – Ja vejret skabte en perfekt dystert stemning over gravtårnene.

Næste dag tog vi på en tur til øerne Uros, Amantaní og Taquile. Første stop var de flydende sivøer Uros. De var dog noget turistet, kunne man mærke på det hele. Her fik vi smagt på sivene endda. Desuden så vi, hvordan de byggede af siv og hvordan en hel familie kunne bo i en lille sivhyttte. Ligeledes fik vi sejlet i en af deres kendte Sivbåde.

Herefter gik sejlturen i 2 timer til næste ø – Amantaní. Det blev på denne ø vi fik en unik og isoleret oplevelse. Huset lå højt oppe på skråningen med udsigt over den store Titicaca sø. Her blev vi indlogeret hos en familie, der bestod af husmoderen på 24 år (vi var noget overrasket over moderens alder ift. allerede at have 3 børn) manden Roberto på 30 år, den 8-årig søn, den 4-årig datter og en helt lille.

Det var ligesom at træde 60 år tilbage i tiden. Familien levede selvforsynende af kartofler, quinoa og oca (en slags rodfrugt, der spises en del af i Peru). Ligeledes holdte de får på bjergsiden, som de brugte ulden af – faderen broderede og lave sutsko, moderen derimod hækkelede og strikkede. Disse ting var deres indtjening udover at de en gang om måneden fik turister indlogeret i deres hjem. Jeg kunne ikke dy mig for at støtte deres lille forretning og investerede i hæklet julepynt, hvert år vil jeg mindes dette specielle sted og værdsætte det jeg har.

(Udsigten fra huset)

De havde indtil for et år siden boet hos mandens far, som desuden var shaman. Men nu havde de bygget deres hus og havde haft 3 logerende. Vi fik frokost til at begynde med og den var udelukkende vegetarisk; quinoasuppe til forret og hovedret bestod af kartofler, oca og stegt queso fresco (en bestemt type ost). De spiser nemlig hovedsageligt vegetarisk, dog i ny og næ fisk, hvis manden tog ud for at fange det. Kød var en gang om året, når der var en særlig festlig anledning.

Om eftermiddagen gik vi op til toppen af bjerget til de to før-inca templer; Pachatata (faderjord) og Pachamama (moderjord) – to templer på toppen, hvor øens beboer har bestemte ritualer. Pachatata var et firkantet tempel og Pachamama er derimod rund, de ligger på hver der bjergtop overfor hinanden. Herfra så vi solnedgangen.

Om aftenen efter aftensmad tog vi til en lille “fest” holdt for os turister… haha. Her fik vi prøvet de traditionelle dragter og danset til panfløjtemusik. Broderingerne havde Roberto selv udført.

Næste dag var afgang fra øen, herfra skulle vi til den næste ø – Taquile. Her gik vi til byens lille Plaza og herfra videre op igennem øen. Vi kom forbi et igangværende Bryllup, men klokken er jo 10 om formiddagen tænkte vi? Lidt efter kom nogle meget festlige bryllupsgæster i deres traditionelle tøj stavrende. Et bryllup her er en kæmpe begivenhed her og varer i hele syv dage ligesom i eventyrene. De traditionelle dragter her var en smule anderledes fra Amantaní – her havde kvinderne pomponer på sjalet i stedet for. Størrelsen af ponponerne afgjorde om de var gifte eller ej. Det samme gjaldt for mændene på øen. De bar ligeledes pomponer på huen, samt farven og retningen fortalte noget om deres forhold. Herefter spiste vi på en restaurant med udsigt over Titicaca og fik meget friskfanget ørred.

Turen sluttede her og herfra gik de de sidste 3 timer med båd tilbage til Puno ind i civilisationen og larmen igen.