Ilha Grande – Jungleøen

Jeg mødtes med min gode veninde Katrine i Rio de Janeiro og sammen tog vi herfra en transfer videre ned til i staten Rio til piratøen Ilha Grande. Det var nogle timers kørsel i bil og dernæst en noget lang bådtur i et lille skib, fordi bølgerne var noget høje. Efter ankomst til ferieøen, fandt vi frem til det lille feriehus, som vi havde booket. Vi skulle bo i byen Vila do Abraão, som er den største på øen.

Lopez Mendez

Vi tog et skib til den smukkeste og helt hvide sandstrand på øen. Båden stoppede ved bugten Saco das Palmas, og så vandrede man det sidste stykke hen til stranden.

DSCN1543

Her fik vi slappet af, badet og nyt solen. Det var svært at forstille os, at vi befandt os i december måned. Vi tilbragte hele eftermiddagen her og om aftenen tog vi tilbage til Vila do Abraão.

DSCN1548

 

Bådtur med snorkling til Lagoa Azul & Lagoa Verde

Næste dag tog vi på en bådtur rundt på øen for at lære de andre dele af øen at kende. Her sejlede vi op i speedbåden til Lagoa Verde. Dette skulle være et af de bedste steder være for snorkling, dog havde vi ikke helt heldet med os. Havskildpadderne udeblev (dem skulle vi nok få set senere i Rio de Janeiro), tilgengæld var vandet fyldt med masser af eksotiske farvede fisk. Herefter sejlede vi videre og lavede en del stops ved forskellige bugter.

DSCN1571

Herefter kom vi til Lagoa Azul, hvor der igen blev badet. Lige med et blev stilheden forstyrret og en mindre luksusbåd sejler ind i bugten med højt brasiliansk musik og ude på stævnen kommer tre unge kvinder i bikini klar til foto-shoot og selfie-tid. Bag i kommer en ældre herre med guldarmbånd i baren og danser med til musikken. Der gik dog ikke langtid før,  der kom en vagtbåd og fik dæmpet festen… haha.

Sidste stop undervejs blev Saco do Céu, hvor vi besluttede os for at tage lidt at spise i landsbyen. Herefter lavede båden et stop mere ved en anden strand og herefter gik turen til Vila do Abraão.

Pico do Papagaio

Sidste dag på øen besluttede vi os for at vandre til Pico do Papagaio, som ligger 965 meter over havoverfladen. Det tog os 2,5 time at komme til toppen. Det var en vandretur gennem junglen og gik indimellem stejlt opad. Inden man gik ind på ruten, var der advarsel om, at man skulle være med en naturvejleder – man kunne fare vild! Men nu er det en ø, så vi tænkte det nok skulle gå.

DSCN1536

Vi endte med at udføre turen med en tysker, der lige havde hiket Kilimanjaro og jeg Torres del Paine & Macchu Picchu. Så vi var fastbesluttede, at det gik. Det var overskyet på dagen og, da vi nåede op til toppen var det ingen surprise, at vi intet kunne se, men det var også en del af charmen. Vi fik da spottet en kolibri & en papegøje på vejen!

DSCN1585

Lidt efter begyndte det at regne massivt, som det kan gøre i jungler. Det havde jeg oplevet i Amazonas. Så det blev noget udfordrinde at kravle ned igen, særligt den sidste del, var med reb. Vi nåede ned i junglen og tyskeren var sikker på at det var den rigtige vej. Vi var noget mere skeptiske og vi endte med at komme igennem tætte planter og miste stien. Efter forsøg lykkes det at komme tilbage på stien. Vi var ikke helt klar på off-road ture som tyskeren, særligt ikke i regnvejr… Vi så dog noget hærgede ud, da vi kom tilbage – sjovt var det ikke i situation, men det er en god historie nu.

DSCN1580

Iguazú vandfald og lidt mere til

Jeg fløj fra Buenos Aires til Puerto de Iguazú, herfra kunne jeg besøge verdens vidunder fra den argentinske side først. Selve byen Iguazú havde ikke meget at byde på. Man tager netop hertil for at se vandfaldene.

Cataratas de Iguazú – Den argentinske side

Vandfaldene er en af verdens vidundere. Det specielle dog ved vandfaldene er, at den ene side er argentinsk og den anden side er brasiliansk.

Første dag jeg besøgte den argentinske side jeg gik af alle gangstierne. Her var jeg heldig at spotte dyr. Det er ikke altid let. Det ved jeg fra Amazonas. Jeg var heldig at støde på nogle aber og ligeledes et bæltedyr. Næsebjørnene var der dog nok af. Det viste at, hvor der er mennesker er der mad. Det er dog så trist, at nogle mennesker finder på at fodre dyrene. Det ødelægger deres naturlige adfærd. Dette var en af grunden til at næsebjørne var så “agressive”.

Den sidste gangsti tog man et lille tog op til og så gik man bogstaveligt ud til det store vandfald “Devils Throat” og man stog bogstaveligt ovenpå. Man blev dog noget våd af alle vanddråberne.

Efterfølgende dag tog jeg på en bådtur, som jeg havde købt dagen forinden i nationalparken. Det var super sjovt, da man sejlede rundt i de skvulpende bølger og helt ind til vandfaldenee. Man fik bogstaveligt talt sig et brusebad.

Hito de tres fronteras

I Puerto Iguazú ligger monumentet og udkigspunktet for de tre grænser – landegrænsen mellem Argentina, Brasilien og Paraguay.

Cataratas do Iguaçu – Den brasilianske side

Næste dag tog jeg efter ankomst til Foz do Iguaçu til den brasilianske side af vandfaldene. Denne side er noget mindre og kan snildt gøres på en halv dag. Den brasilianske udsigt er dog spektakulær, fordi udsynet er lige på de store vandfald. Man får sige ligeledes et brusebad her, så det skal man være forberedt på, når man går ud på gangbroen. Men det er bestemt det hele værd!

Parque do Aves

På modsatte side af nationalparken ligger “Parque do Aves”. En fuglepark, hvor 40 % af dyrene er reddet dyr. “Animal trading” er et kæmpe problem verden over, da 6 millioner dyr hvert år bliver fjernet fra naturen og taget i fangenskab. Blandt andet havde fugleparken nogle få eksemplarer af en uddød fuglerart i naturen, som nu kun findes i fangenskab. Dyreparken havde en masse papegøjer, der var blevet mishandlet eller skadet.

Dyrene havde dog også andre fuglearter fra forskellige områder i Sydamerika samt resten af verden. Blandt andet en Kasuar – Verdens farligste fugl.

Ciudad del Este – Paraguay

Når man opholder sig i Foz do Iguaçu, så er det en oplagt mulighed at tage lige over på den anden side af floden for at besøge Paraguay og selvfølgelig få endnu et stempel i passet, der snart er fyldt op med stempler. Jeg tog bussen hen til broen, og krydsede den dernæst til fods for at komme over på den anden side. Ciudad de Este er shoppingbyen for billige tilbud på elektronik og etc. Det svarer lidt til at tage “syd for grænsen”.

Der er ikke meget at lave i Ciudad de Este, men man mærker straks at man er kommet til Sydamerikas fattigste land. Affald, knallerter, folk på gaden ovs. Det er helt grotesk at gå ind i shoppingcentrene, hvor alt er luksus indvendigt og så gå ud på gaden på ny.

Jeg vandrede ligeledes lidt udenfor centrum, hvor jeg kom til søen Arroyo Amambay, men var ikke helt klar over, hvor sikker Paraguay egentlig var, så måtte vende om… haha

Itaipu Bionacional

Verdens største vandkrafts dæmning. Den ene del er en del af Paraguay og den anden en del af Brasilien. Itaipu har også verdensrekorden siden 2016 for at have produceret mest strøm.

De tilbød forskellige ture, men skulle man ind i selve dæmningen og opleve generatorene ovs., så skulle man havde reserveret på forhånd. Jeg valgte deres mest populære tur – ‘Panoramic tour’. Her kørte man rundt i bus og standsede ved forskellige udsigtspunkter.

Her ses de største kamre. Desværre var det under renovering, så man kunne ikke se de massive vandmængder fosse ud.

Her ses den store kunstige sø, hvor der ligeledes er blevet holdt mange vandsportskonkurrencer og aktiviteter.

Marca das três fronteiras

Brasilianerne havde gjort noget mere ud af deres version af udsigtspunktet til de to andre grænser. Her skulle man betale for indgang. Selve monumentet lå ved et gammelt kloster, der nu var blevet sat lys på. Brasilianerne elsker fest og farver. Kl. 20:30 begyndte showet ved det ene springvand, der lå op til en gammel bygning fra jesuit missionærerne. Her fik man et barok-disney show, som jeg ville kalde det. Det er i hvert fald en helt ny måde at fortælle historien her.

Kl 21 startede næste show, hvor de viste de 3 landes nationaldanse; Tango fra Argentina, Samba fra Brasilien og folkedans fra Paraguay. Ligeledes en dans, der skulle markerer de oprindelige fra området.

Der kom fest og farver på dansene. Tango blev pludselig ikke så dramatisk og alvorlig, men fik tilføjet noget humor og selvfølgelig palietter til mændene også.

Escape til Uruguay – Afslappethed, mate & solskin

Colonia de Sacramento

Jeg besluttede i sidste øjeblik at tage med færgen fra Buenos Aires til Colonia på den anden side af floden ‘Rio de la Plata’. Således blev den kaldt, fordi Europæerne forventede at finde sølvet her. Det tog lige lidt over en time at komme til Colonia de Sacramento. Så man kan næsten kalde byen en forstad til Buenos Aires. Jeg tog aftenturen, hvilket betød jeg så solnedgangen henover Buenos Aires. Vejret var super skønt med klar himmel, så flottere solnedgang kunne ikke fås.

På færgen viste jeg allerede at jeg var på vej til Uruguay, da jeg allerede bemærkede uruguayernes tilbagelænethed og afslappethed. De drak alle deres mate te, også selvom det var godt varmt.

Colonia – den historiske del var ikķe ret stor, så man lærte det hurtigt at kende. Jeg startede allerede med at gå rundt i byen næste dag kl. halv 10. Her var byen endnu ikke stået op og turisterne var endnu ikke kommet til byen. Man kunne derfor gå i solen og nyde den friske brise og se på de historiske bygninger.

Den gamle bydel er nemlig portugisisk og er blevet markeret af UNESCO for dens bevaringsværdige bygninger. Colonia er nemlig Uruguays ældste by og blev grundlagt i 1680. Byen ligger desuden 177 km fra Montevideo. Jeg besluttede at tage på en ‘Walking tour’ gennem byen for at lære byens historie at kende. Turen startede ved byen oprindelige byport, som blev bygget for at beskytte sig mod spanierne.

Ligeledes kom vi forbi den kendte gade ‘Calle de los Suspiros’. Det var gaden for de prostituerede, ‘Suspiro’ betyder at trække vejret, deraf fik gaden således sit navn. Som man sagde så åndede søfolkene for kvinderne.

Dernæst kom vi forbi Bastionen, der ligge lige i retning mod Buenos Aires. Dernæst Det fine hvide fyrtårnet fra året 1857. Det ligger op af ruinerne fra et tidligere kloster. Ligeledes besøgte vi plazaen, hvor kirken ligger.

Fra plazaen kan man ligeledes skimte Buenos Aires i det fjerne.

Efter turen tog jeg sammen med en kvinde fra Mexico og en kvinde fra Buenos Aires ud at spise på en historisk restaurant Mesón de la Plaza.

Her fik vi lækre bøffer og så skulle man selvfølgelig smage Tannat rødvin, fordi særligt denne type vin skulle være den bedste fra egnen.

Dagen blev helt anderledes end regnet med. Netop dette er noget af det spændende ved at rejse. Man møder nye mennesker og får nye oplevelser. Vi endte med at leje en golfvogn og kørte ned af Strandvejen til Colonias nyere bydel.

Montevideo

Montevideo er en mindre hovedstad med lidt over 1,3 million indbyggere, så en noget mindre hovedstad sammenlignet med andre latinamerikanske hovedstæder. Her tog jeg kl. 10:30 på en ‘Free Walking tour’. Som tourguiden sagde, så tager Argentinerne til Uruguay, når der skal ro på dem, hvor Uruguayerne tager til Buenos Aires for at have en fest. Selvom der var næsten 30 graders varme, så drak guiden ligesom de fleste andre Urugayer alligevel varm Mate te.

Først og fremmest er Uruguay generelt unik for at have kontroversielle love; det eneste land i Sydamerika , hvor fri abort er tilladt, ligeledes er Marihuana helt legalt, dog kun for deres egen befolkning og de første sydamerikanske land, hvor ægteskab indgået mellem to af samme køn, er helt legalt.

‘Free Walking Tour’ startede fra uafhængighedspladsen, hvor der er et monument af José Artigas- personen, der hovedpersonen for Uruguays uafhængighed og neden under en mindesrum for lederen for uafhængighed. Fra plazaen kan man også se den karakteristiske bygning Palacio Salvo.

Herfra gik vi videre til næste stop – hvad der også er en særdeles vigtig del af deres identitet er fodbold. På gaden var der 2 tavler i jorden for at markerer de 2 gange Uruguay har vundet verdensmesterskaberne i Fodbold. Det er noget de er særlige stolte af!

Herefter gik vi videre til næste plads ‘Plaza de Constitución’, hvor der er et springvand. Dette springvand markerer deres konstitution. Men igen går tingene ikke for hurtige i dette land, for kunstneren havde bla. lavet stavefejl, men ingen havde tænkt på at rette op på fejlene trods springvandets historiske betydning. Ved pladsen lå ligeledes den store katedral, da vejret var ekstremt lummert, var det noget rart at komme ind i det kølige rum.

Sidste stop på turen blev ved Mercado del Puerto. Mercado del Puerto, Montevideo
Da Mercado del Puerto er bygget af engelske bygningskonstruktører med stålkonstruktioner støbt i Liverpool, UK. Det tog 3 år at færdiggøre byggeriet, og det blev indviet i 1868, på et tidspunkt hvor brugen af jernkonstruktioner i arkitektniske bygningsværker var noget relativt nyt, og først rigtigt kendt med Eiffeltårnet i Paris i 889.
Mercado del Puerto blev oprindelig bygget som marked for frugt, grønt og kød for alle de skibe der dengang anløb Montevideo’s havn. I dag er Mercado del Puerto hjemsted for en rækk restauranter, der serverer Uruguanske specialiteter samt specialbutikker for håndværksarbejder, og stedes oprindelse er gået lidt i glemmebogen.
Der er derfor også opstået en række anekdoter omkring stedets oprindelse. Et af disse, som min far har fået fortalte, er, at den oprindeligt var bygget som ny central togstation designet af selveste Eiffel. Historien er at stedet var bygget efter Eiffel’s tegninger, og han først kom til Montevideo i forbindelse med åbningen af banegården. Da så det først tog skal rulle ind på stationen, er historien så, at banegårdsbygningen viser sig for lav til toget, og at Eiffel øjeblikkeligt vente rundt, gik ned til havnen ogog første skib til Portsmouth for aldrig at vende tilbage.
Skæg historie, men Mercado del Puerto er altså som navnet antyder bygget som markedsplads for skibe der skulle proviantere mad, når de lagde til i Mondevideo.

Jeg spiste frokost på en af restauranterne og herefter bevægede jeg mig hen til Mirador Panoramico, hvor jeg tog elevatoren 22 etager op for at se udsigten over Montevideo og tage afsked med byen inden jeg skulle med bus og færge tilbage til Buenos Aires.

Ushuaia – Tierra del Fuego

Jeg krydsede Beagle Chanel fra Puerto Navarino (en mindre havn på Isla Navarino) til Ushuaia. Dette var ingen nem proces eller billig. Kl 9 mødte jeg op på turistkontoret, men min reservation gennem hostel var åbenbart ikke til at finde – heldigvis kunne jeg komme til Ushuaia alligevel. Dernæst skulle jeg yderligere igennem den til chilenske udrejse proces hos Policia de Investigaciones, hvorefter jeg kunne blive kørt til Puerto Navarino. Her måtte jeg igen vente på båden fra Ushuai, fordi en hel argentinsk skoleklasse skulle på en tur til Puerto Williams. Vi var kun to turister i alt, der skulle med den lille speedbåd til Ushuaia. Det var en lidt vild oplevelse at rejse til Argentina på denne måde. Efter 4 timer fra startpunktet ved turistkontoret i Puertoo Williams, nåede jeg bredden på den anden side.

Parque Tierra del Fuego

Næste dag teamede jeg op med en canadisk pige og vi besluttede os for at trekke i Ildlandets nationalpark. Vi tog bussen derhen og vandreturen blev ligetil, fordi det mest af alt var fladt hele vejen. Vi vandrede langs med den fine kyste og helt op til søen “Lago Roca”. Dernæst forsatte vi turen til udsigtspunktet “Laguna Verde”, desværre var der en del ruter lukket i nationalparken, og da vi tidligere på morgen spurgte ved ankomst til indgangskontoret, lød svaret “Because of a wild bull”. Ret humoristisk måtte man trække på skuldrene og opgive at få det rigtige svar.

Fra “Laguna Verde” vandrede vi til Mirador Laptaia og derfra til busstopstedet ved “Puerto Arias”. Vi havde taget bussen kl 10 om morgen og nåede hermed kl. 16 bussen tilbage til Ushuaia, efter en del timers vandring. Derfor kunne vi godt tillade os, at del en hel “Tavle” med al slags kød.

Sejlads igennem Beaglestrædet til Isla Martillo

Jeg valgte at tage på en tur for at se pingviner – igen, igen. Pingviner i Punta Arenas for fem år tilbagde, pingviner i Sydafrika og på Galapagos, var ikke nok for mig. De små venner bliver ved med at overraske. Vejret var spektakulært med sol og meget lidt vind. Vi sejlede i sejlskib fra Puerto Alamanza ( ligger overfor Puerto Williams) gennem Beaglestrædet og rundt om Isla Gable og hen til pingvinen Isla Martillo Her så vi første koloni af de magellanske pingviner. Ligeledes så vi en koloni af cormoraner, der havde bygget reder ind kystsiden.

Næste koloni af pingviner var af racen Gentoo. Det sjove ved denne koloni var, at blandt disse havde en enlig kongepingvin slået sig ned. Nu måtte den virkelig føle sig som konge, blandt disse mindre pingviner. Naturen er virkelig forunderlig nogen gange.

Herefter sejlede vi ind igennem den smalle passagen og på vejen så vi da en Guanaco inde ved kysten. Vi stoppede her ved en comoranø samt en ø fuld af larmende søløver.

Turen var en god oplevelse, fordi man kun var 8 personer med på båden ift. andre både, hvor der normalt er 50 personer eller mere. Ligeledes stødte vi på ingen andre turistbåde, da vi sejlede rundt. Det var også lettere at komme tæt på dyrene med en lille sejlbåd.

Museo de Marítimo y del Presidio de Ushuaia

Jeg besøgte museet for søfart og fængslet i Ushuaia. Det var mange ofte barske historier om de første søfarer i området og helt op til 1900-tallet. Ligeledes bød museet på modeller af skibe, som var kommet hertil via ekspeditioner. Ligeledes fortalte den Ushuaia og Ildlandets første begyndelse.

Dette var stedet, hvor man kunne opleve alle de gamle fængselsgange samt celler. Fængslet blev forflyttet to gange før det endte i Ushuaia i 1902 af humanitære årsager. Det var først i 1920, at det blev konstrueret færdigt. Arbejdskraften var selvfølgelig fangerne selv. Fangerne blev ofte brugt til arbejdskraft i området fx i 1910 blev verdens sydligste jernbane udbygget.

1947 blev fængslet lukket og det blev transformeret til maritimt brug og siden i 1997 blev det forvandlet til museum.