Rio de Janeiro – Cristo, Favela & paragliding

Sidste stop på den lange rejse blev altså Rio de Janeiro. En verdensby, der er kendt for Samba. Her er hvad jeg oplevede i den uges tid jeg tilbragte der.

Ipanema

Mange kender vel sangen “The girl from Ipanema”, nu var det ikke hende, der gik der, men mig. Den kendte strand og bydel levede kun op til forventningerne. Det var en helt anden stemning ved at bo så tæt på vandet og der hele året rundt er mellem 25-30 grader i Rio. Den famøse strand er også kendt for de to bjerge; Dois Irmãos.

dav

Copacabana

Da Katrine kom på besøg, fandt vi en Airbnb i bydelen Copacabana – en gade væk fra stranden. Copacabana er ligesom Ipanema de mere sikre bydele samt mest kendte pga stranden. Man besøger netop Copacabana for at være ved stranden.

dav

Stand Up Paddling

På stranden i Copacabana bookede vi en times lektion i Stand Up Paddling – en krævende balanceøvelse, særligt hvis der er en del bølger. Mens vi paddlede rundt var vi heldige at se utallige havskildpadder komme op til vandoverfladen lige ved siden af os.

Lapa

Bydelen Lapa ligger næsten ved Rios centrum.  Bydelen har et noget mere slidt præg ift. Ipanema og Copacabana, men tilgengæld har den hele tre hovedattraktioner at byde på.

Escadaria Selarón

Disse verdenskendte trapper er lavet af den chilenske kunstner Jorge Selarón. Trapperne er dækket af alle mulige farvet fliser og ligeledes er der kakler fra alle mulige steder i verden og ja, Danmark er også repræsenteret i en flise, hvor der står god jul. Helt perfekt timet, når man besøger stedet i December.

DSCN1598.JPG

Arcos da Lapa

Dette var oprindeligt en akvædukt, men blev i det 19. århundrede forvandlet til en sporvognsrute i stedet for.

DSCN1506

Rio de Janeiro Katedral

Denne katedral er noget af det mest bemærkelsesværdige. Normalt er jeg ikke den, der besøger kirker, men dennes arkitektur fangede bestemt min opmærksomhed. Denne modernet pyramideformet kirke er designet af Edgar de Oliveira da Fonseca og skulle være inspireret af mayakulturens arkitektur.

DSCN1617

Det er ikke kun ydersiden, der er imponerende. Kommer man indenfor, så betages man ligeså meget af arkitekturen.

DSCN1524

Samba

I Lapa er der gode muligheder for at opleve live samba musik. Derfor tog vi ind til en af bydelens mange barer for at opleve musikken. Det var ingen skuffelse. Musikerne var så dygtige og sang i mere en time ud i et kører – uden pause! Wow.

Churrascaria

Dette er et must at prøve i Brasilien. Det er den brasilianske version af asado. Her betaler man en pris for “buffet” og dernæst kommer tjenerne rundt med mørt kød på spyd og skærer ud, hvor meget man vil have. Derfor skal man passe på med ikke at blive fyldt for hurtigt og man skal sørge for at vælge det bedste kød. En sjov oplevelse er det i hvert fald.

Cristo Redentor

Man kan ikke tage til Rio uden at have set kristus-figuren. Der er to måder at komme derop på enten med tog eller minibus og begge købes ved samme station. Vi valgte den hurtigste og billigste, nemlig med minibus. Når man skal tage derop skal man sørge for at gøre det på en solskinsdag med skyfri himmel og det var det vi ventede på skete. Udsigten skuffede på ingen måde, da vejret var fantastisk.

DSCN1631

Favela Rocinha

Jeg havde tidligere oplevet en Township i Sydafrika, derfor var jeg interesseret i at høre om de kendte favelaer i Brasilien. Jeg beøgte den lidt mere sikre, kaldet Rocinha. Her havde vi en privat tur rundt i området, der nu også bliver kaldt Community istedet for det stigmatiserende ord ‘Favela’.

DSCN1687

Hvad der overraskede var hvor mange små forretninger, der eksisterede over det hele. Der var liv i de små gader. Regeringen havde på sin vis prøvet at bygge bygninger for at støtte forretningsdrivende. De havde opført skoler, lejlighedskomplekser (lidt på samme måde som free housing projektet i Sydafrika), skoler og biblioteker – endda et sygehus. Dog levede der stadigvæk en frustration over for den nuværende præsident. Guiden fortalte o, hvor ofte offentlige ansatte ikke modtog deres løn – han var selv tidligere lærer. Ligeledes besøgte vi en af de katolske kirker i området, særligt streetarten uden for kirken fangede opmærksomheden.

DSCN1691

Man kunne nemt fare vild i favelaen, hvis man ikke kendte til alle de små smutpassager. Særligt kom vi ned ad en gade, hvor vi måtte vende om, da der en bande med maskinpistoler havde taget kontrollen. Men det var heldigvis ikke de her situationer vi oplevede mest af.

Et andet job jeg nødigt ville have i favelaen, var at være elektriker. Nu kan I se hvorfor:

DSCN1689

Paragliding i Rio de Janeiro

Rio de Janeiro er en oplagt mulighed for enten paragliding eller hanggliding. Man kan gøre det fra ‘Rampa do Voo Livre’ – denne rampe ligger i Tijuca nationalpark og er placeret i 517 meter højde.

dav

En tur kunne vare alt fra 7 min til 20 min. Vejrforholdene var virkelig gode, da jeg skulle prøve. Himlen var helt klart og der var 29 graders varme. Min flyvetur varede næsten 10 min og var fantastisk at flyve ud over hvide sandstrand og spotte Kristus-figuren fra den anden side.

DCIM100GOPROG0020942.JPG

Iguazú vandfald og lidt mere til

Jeg fløj fra Buenos Aires til Puerto de Iguazú, herfra kunne jeg besøge verdens vidunder fra den argentinske side først. Selve byen Iguazú havde ikke meget at byde på. Man tager netop hertil for at se vandfaldene.

Cataratas de Iguazú – Den argentinske side

Vandfaldene er en af verdens vidundere. Det specielle dog ved vandfaldene er, at den ene side er argentinsk og den anden side er brasiliansk.

Første dag jeg besøgte den argentinske side jeg gik af alle gangstierne. Her var jeg heldig at spotte dyr. Det er ikke altid let. Det ved jeg fra Amazonas. Jeg var heldig at støde på nogle aber og ligeledes et bæltedyr. Næsebjørnene var der dog nok af. Det viste at, hvor der er mennesker er der mad. Det er dog så trist, at nogle mennesker finder på at fodre dyrene. Det ødelægger deres naturlige adfærd. Dette var en af grunden til at næsebjørne var så “agressive”.

Den sidste gangsti tog man et lille tog op til og så gik man bogstaveligt ud til det store vandfald “Devils Throat” og man stog bogstaveligt ovenpå. Man blev dog noget våd af alle vanddråberne.

Efterfølgende dag tog jeg på en bådtur, som jeg havde købt dagen forinden i nationalparken. Det var super sjovt, da man sejlede rundt i de skvulpende bølger og helt ind til vandfaldenee. Man fik bogstaveligt talt sig et brusebad.

Hito de tres fronteras

I Puerto Iguazú ligger monumentet og udkigspunktet for de tre grænser – landegrænsen mellem Argentina, Brasilien og Paraguay.

Cataratas do Iguaçu – Den brasilianske side

Næste dag tog jeg efter ankomst til Foz do Iguaçu til den brasilianske side af vandfaldene. Denne side er noget mindre og kan snildt gøres på en halv dag. Den brasilianske udsigt er dog spektakulær, fordi udsynet er lige på de store vandfald. Man får sige ligeledes et brusebad her, så det skal man være forberedt på, når man går ud på gangbroen. Men det er bestemt det hele værd!

Parque do Aves

På modsatte side af nationalparken ligger “Parque do Aves”. En fuglepark, hvor 40 % af dyrene er reddet dyr. “Animal trading” er et kæmpe problem verden over, da 6 millioner dyr hvert år bliver fjernet fra naturen og taget i fangenskab. Blandt andet havde fugleparken nogle få eksemplarer af en uddød fuglerart i naturen, som nu kun findes i fangenskab. Dyreparken havde en masse papegøjer, der var blevet mishandlet eller skadet.

Dyrene havde dog også andre fuglearter fra forskellige områder i Sydamerika samt resten af verden. Blandt andet en Kasuar – Verdens farligste fugl.

Ciudad del Este – Paraguay

Når man opholder sig i Foz do Iguaçu, så er det en oplagt mulighed at tage lige over på den anden side af floden for at besøge Paraguay og selvfølgelig få endnu et stempel i passet, der snart er fyldt op med stempler. Jeg tog bussen hen til broen, og krydsede den dernæst til fods for at komme over på den anden side. Ciudad de Este er shoppingbyen for billige tilbud på elektronik og etc. Det svarer lidt til at tage “syd for grænsen”.

Der er ikke meget at lave i Ciudad de Este, men man mærker straks at man er kommet til Sydamerikas fattigste land. Affald, knallerter, folk på gaden ovs. Det er helt grotesk at gå ind i shoppingcentrene, hvor alt er luksus indvendigt og så gå ud på gaden på ny.

Jeg vandrede ligeledes lidt udenfor centrum, hvor jeg kom til søen Arroyo Amambay, men var ikke helt klar over, hvor sikker Paraguay egentlig var, så måtte vende om… haha

Itaipu Bionacional

Verdens største vandkrafts dæmning. Den ene del er en del af Paraguay og den anden en del af Brasilien. Itaipu har også verdensrekorden siden 2016 for at have produceret mest strøm.

De tilbød forskellige ture, men skulle man ind i selve dæmningen og opleve generatorene ovs., så skulle man havde reserveret på forhånd. Jeg valgte deres mest populære tur – ‘Panoramic tour’. Her kørte man rundt i bus og standsede ved forskellige udsigtspunkter.

Her ses de største kamre. Desværre var det under renovering, så man kunne ikke se de massive vandmængder fosse ud.

Her ses den store kunstige sø, hvor der ligeledes er blevet holdt mange vandsportskonkurrencer og aktiviteter.

Marca das três fronteiras

Brasilianerne havde gjort noget mere ud af deres version af udsigtspunktet til de to andre grænser. Her skulle man betale for indgang. Selve monumentet lå ved et gammelt kloster, der nu var blevet sat lys på. Brasilianerne elsker fest og farver. Kl. 20:30 begyndte showet ved det ene springvand, der lå op til en gammel bygning fra jesuit missionærerne. Her fik man et barok-disney show, som jeg ville kalde det. Det er i hvert fald en helt ny måde at fortælle historien her.

Kl 21 startede næste show, hvor de viste de 3 landes nationaldanse; Tango fra Argentina, Samba fra Brasilien og folkedans fra Paraguay. Ligeledes en dans, der skulle markerer de oprindelige fra området.

Der kom fest og farver på dansene. Tango blev pludselig ikke så dramatisk og alvorlig, men fik tilføjet noget humor og selvfølgelig palietter til mændene også.

Bolivia

Vi har opholdt os en uges tid i Bolivia. Ikke så langt tid som i Ecuador og Peru, hvor vi har tilbragt 3 uger hver især. Vores mål for Bolivia var nemlig at besøge Salar de Uyuni.Vi krydsede grænsen fra Peru med bus. Her er hvad vi oplevede i vores tid i Bolivia.

Copacabana ved den bolivianske del af Titicaca

Første dag i byen Copacabana gik vi op til et udsigtspunkt over byen. Ellers nød jeg resten af dagen udsigten over søen Titicaca fra vores hostal. Vi tog det stille og roligt resten af dagen efter noget tid, hvor vi har været en del på farten.

Fra Copacabana besøgte vi øerne Isla de la Luna og Isla del Sol. Måneøen var noget lille og vi besøgte den kendte ruin på øen. Herefter sejlede vi videre til soløen, hvor vi vandrede op i højderne og mødte alle øens æsler… hehe. Vi besøgte kun den sydlige del af øen. Efter sigende skulle der have været en konflikt mellem 2 communities på den nordlige side. De to øer mindede på mange måder naturmæssig om øerne Amantaní og Taquile. Vi sejlede efterfølgende tilbage til Copacabana og fangede om aftenen en bus til La Paz.

La Paz

Vi har tilbragt to dage i La Paz, men for vores vedkommende var det nok i den store larmende storby. Byen er præget meget af fattigdommen, bilosen og storbylarmen. Første dag besøgte vi plazaen og prøvede at navigere rundt i centrum. Vi ankom på en søndag, hvor desværre mange butikker og oplevelser var lukkede. Vi besøgte den turistede gade Sargada. Ligeledes besøgte vi “Mercado de las Brujas” (Heksenes marked)

Næste dag besøgte vi Valle de la Luna (Månedalen), fordi det skulle minde meget om månens landskab. Vi tog en offentlig minibus mod Mallasa ud til stedet. Det kostede 3 bolivianos (3 kr). Det lå 10 km væk, men tog over en time at komme derhen. Det var helt rart at komme ud af larmen og gå stille og roligt rundt på stedet. Man havde det næsten for sig selv, hvilket var skønt. På vej hjem tog vi noget, der mindede om amerikansk retro skolebus (kørte dårlig nok mere end 40 km i timen) – indenvendig var den nærmest pyntet som et alter med Jesus hængende foroven som beskytter.

Tur til Salar de Uyuni

Vi skulle med en natbus til Uyuni, men vi var ikke særlig heldige med busselskabet Arequipa og vi havde nær troet, at vi ikke ville komme afsted. Efter 4-timers forsinkelse kom en bus, dog ikke som lovet med senge, toilet og varme. Dette var en meget ældre og primitiv af slagsen, men vi skulle altså bare afsted. Vi ankom næste morgen til Uyuni og fik vi heldigvis nogle penge tilbage fra vores tarvelige oplevelse i bus og vi kunne nå at komme med på vores 3 dage Uyunitur.

Salar de Uyuni er en kæmpe udtørret saltsø og, at den ikke er en del af verdens 7 naturlige vidundere kan man virkelig forundres over. Vi kom i tørsæsonen og man kunne derfor gå rundt på det udtørrede salt. Det var på førstedagen, at vi besøgte Salar de Uyuni og vi havde helt utroligt solskin og vindstille vejr. Det var helt ubegribeligt, hvor stor den var. Man skulle næsten tro, at man befandt fandt sig i et snelandskab og når man gik rundt, knasede det under fødderene som om, man betrådte is.

Vi spiste frokost på Uyunis eneste salhotel, som lå midt ude på sletten. Herefter kørte vi videre gennem landskabet og fik taget de opbligatoriske billeder. Herefter stoppede vi ved en kaktus-ø.

Næste dag gik turen, forbi togskinner til til Chile. Man kunne altså virkelig fornemme Bolivia og Chiles historie for minedrift og mineraludvining.

Herefter fik vi set en masse smukke flamingolaguner, hvor der var flamingoer i massevis. Frokosten blev også i det fri ved Laguna Honda i dejlig solskin.

Der var så mange flamingoer i alle Laguner, at man næsten blev helt udkørt af at tage billeder i massevis! Smukke var de! Så man kunne ikke lade vær’

Vi kørte videre igennem den sandede ørken og vi kom til næste stop, som var en mindre saltsø.

Lidt efter kørte vi videre gennem ørknen, hvorefter vi kom op i 4700 metershøjde. Vi kom dernæst forbi atraktionen Arbol de Piedra (Træ af sten).

Et af dagens højdepunkter blev Laguna Colorada, som er en kæmpe rød sø pga. det høje indhold af alger. Det blæste dog helt ekstremt, da vi skulle gå op til udsigtspunktet over søen.

Sidste dag på turen skulle vi op kl. 5, fordi vi skulle se Geyser de Sol mañana. Som navnet antyder er de smukkest at se ved morgengry, da luften er kold og gejserne varme og derved damper det noget mere. Det var en vild oplevelse at kunne stå midt i disse og noget koldt, så tidlig om morgnen.

Sidste stop på vejen inden vi krydsede grænsen til Chile blev Laguna Verde – den grønne sø.

Puno ved Titicaca

De sidste dage har vi tilbragt i Puno og øerne Uros, Amantaní og Taquile i søen Titicaca.

Titicaca er jordens højest beliggende sø og ligger i over 3800 meters højde. Det var her i området, hvor menneskene levede uden religion. De kendte heller ikke til landbrug og tekstiler. Derfor sendte solguden Inti sønnen Manco Capac sammen med søsteren Mama Ocllo. Manco Capac lærte mændene at leve i et samfund og forgude Inti. Mama Ocllo derimod lærte kvinderne om tekstilteknikker og huslige pligter. Det var altså fra Titicasøen, at Inca civilisationen udsprang af og også senere skulle forme en af de vigtigste byer, nemlig Cuzco.

Vi besøgte førstedagen Sillustani, som er store gravtårne – den højeste var 12 meter høj. De stammer tilbagde fra Kollakulturen, som er før-inka perioden. Det var her vigtige personer, var blevet begravet fx præster og ledere. Gravtårnene befinder sig med udsigt over søen Umayo nordvest for Puno.

Solen skinnede over gravpladsen, men i det fjerne lurede mørke grusomme skyer og lynene delte himlen – Ja vejret skabte en perfekt dystert stemning over gravtårnene.

Næste dag tog vi på en tur til øerne Uros, Amantaní og Taquile. Første stop var de flydende sivøer Uros. De var dog noget turistet, kunne man mærke på det hele. Her fik vi smagt på sivene endda. Desuden så vi, hvordan de byggede af siv og hvordan en hel familie kunne bo i en lille sivhyttte. Ligeledes fik vi sejlet i en af deres kendte Sivbåde.

Herefter gik sejlturen i 2 timer til næste ø – Amantaní. Det blev på denne ø vi fik en unik og isoleret oplevelse. Huset lå højt oppe på skråningen med udsigt over den store Titicaca sø. Her blev vi indlogeret hos en familie, der bestod af husmoderen på 24 år (vi var noget overrasket over moderens alder ift. allerede at have 3 børn) manden Roberto på 30 år, den 8-årig søn, den 4-årig datter og en helt lille.

Det var ligesom at træde 60 år tilbage i tiden. Familien levede selvforsynende af kartofler, quinoa og oca (en slags rodfrugt, der spises en del af i Peru). Ligeledes holdte de får på bjergsiden, som de brugte ulden af – faderen broderede og lave sutsko, moderen derimod hækkelede og strikkede. Disse ting var deres indtjening udover at de en gang om måneden fik turister indlogeret i deres hjem. Jeg kunne ikke dy mig for at støtte deres lille forretning og investerede i hæklet julepynt, hvert år vil jeg mindes dette specielle sted og værdsætte det jeg har.

(Udsigten fra huset)

De havde indtil for et år siden boet hos mandens far, som desuden var shaman. Men nu havde de bygget deres hus og havde haft 3 logerende. Vi fik frokost til at begynde med og den var udelukkende vegetarisk; quinoasuppe til forret og hovedret bestod af kartofler, oca og stegt queso fresco (en bestemt type ost). De spiser nemlig hovedsageligt vegetarisk, dog i ny og næ fisk, hvis manden tog ud for at fange det. Kød var en gang om året, når der var en særlig festlig anledning.

Om eftermiddagen gik vi op til toppen af bjerget til de to før-inca templer; Pachatata (faderjord) og Pachamama (moderjord) – to templer på toppen, hvor øens beboer har bestemte ritualer. Pachatata var et firkantet tempel og Pachamama er derimod rund, de ligger på hver der bjergtop overfor hinanden. Herfra så vi solnedgangen.

Om aftenen efter aftensmad tog vi til en lille “fest” holdt for os turister… haha. Her fik vi prøvet de traditionelle dragter og danset til panfløjtemusik. Broderingerne havde Roberto selv udført.

Næste dag var afgang fra øen, herfra skulle vi til den næste ø – Taquile. Her gik vi til byens lille Plaza og herfra videre op igennem øen. Vi kom forbi et igangværende Bryllup, men klokken er jo 10 om formiddagen tænkte vi? Lidt efter kom nogle meget festlige bryllupsgæster i deres traditionelle tøj stavrende. Et bryllup her er en kæmpe begivenhed her og varer i hele syv dage ligesom i eventyrene. De traditionelle dragter her var en smule anderledes fra Amantaní – her havde kvinderne pomponer på sjalet i stedet for. Størrelsen af ponponerne afgjorde om de var gifte eller ej. Det samme gjaldt for mændene på øen. De bar ligeledes pomponer på huen, samt farven og retningen fortalte noget om deres forhold. Herefter spiste vi på en restaurant med udsigt over Titicaca og fik meget friskfanget ørred.

Turen sluttede her og herfra gik de de sidste 3 timer med båd tilbage til Puno ind i civilisationen og larmen igen.